Akutte planteforgiftninger bortset fra nikotinforgiftning, narkomisbrug og svampeforgiftninger er i realiteten sjældne, og det er der flere gode grunde til.
Under normale omstændigheder indeholder planterne kun giftstoffer i lav koncentration, og de fleste giftplanter har en ubehagelig lugt eller smag, som gør det usandsynligt, at nogen af vanvare skulle sætte større mængder af planten til livs.
Enkelte giftplanter indeholder imidlertid stærkere giftkoncentrationer, som man kan komme galt af sted med, ikke mindst når folk af nysgerrighed smager på planten, bare for at se, om den nu også er så giftig; se f.eks. nedenfor under omtalen af olieplanten.
Sådanne selvforskyldte forgiftninger får imidlertid sjældent alvorlige følger, idet den nysgerrige forud er bekendt med plantens egenskaber og derfor kan søge hjælp i tide, hvis hans eller hendes forsøg resulterer i ubehageligheder. Langt de fleste forgiftninger optræder hos børn, især mindre, idet børn som bekendt er tilbøjelige til at smage på alt muligt og især på noget, der ligner en eller anden velsmagende ting, som barnet tidligere har stiftet behageligt bekendtskab med. Har barnet spist ribs, kan det hitte på at spise andre appetitligt udseende, røde bær, også liljekonvalbær, som er giftige. Holder barnet af kogte bønner eller ærter i bælgen, kan det spise guldregnbælge i den tro, at de er lige så gode. Har barnet brugt store rabarberblade som parasol, kan det finde på at plukke blade af bjørneklo og derved få et grimt eksem. Man kan selv fortsætte.
Langt de fleste tilfælde af forgiftninger optræder hos børn under 5-6 års alderen; hos personer over denne alder er uforskyldte forgiftninger decideret sjældne. Der er imidlertid ingen grund til derfor at negligere dem; de kan nemlig helt undgås, blot man ved, hvad man har med at gøre, og lærer sine børn, hvad de skal holde fingrene fra.
Nogle forældre gør det ved systematisk at holde stuen og haven fri for giftplanter, desværre ofte uden at have et tilstrækkeligt kendskab til, hvilke planter der er giftige; som oftest nøjes man med at undlade at plante eller skrider i ældre haver endog til at fælde de kønne guldregn. Og så tror man, at alt er godt, hvad det selvfølgelig ikke er.
Andre er gået den modsatte vej. De har, som anbefalet af Herluf Petersen m.fl., indrettet en særlig afdeling af haven som giftplantehave og benyttet den til demonstrationsbrug for at indprente børnene, hvilke vækster de skal holde sig fra. Ideen er ikke dårlig, for vore giftplanter er ofte meget dekorative; men som skræmmemiddel synes gifthaven dog at skyde noget over målet, når man kun har 800-1000 m² at råde over, hvilket i dag gælder langt de fleste af os.
En praktisk håndterlig metode synes at være, at man forbyder børnene at spise bær o.lign., før de har spurgt forældrene, om bærrene nu også er spiselige. Det er muligvis ikke i overensstemmelse med visse af tidens pædagogiske teorier - men det er effektivt ...
Hvad gør man så, hvis uheldet er ude? Drejer det sig om planter med ætsende saft, som har angrebet hud eller øjne, er det i reglen nok omgående at skylle eller vaske det angrebne sted med rigeligt vand, jo før, jo bedre. Er der opstået større skader på huden, henvender man sig til lægen; skader i øjnene skal man nok opdage aldeles omgående, også hvis det er et barn, der har fået ætsende plantesaft i øjet. Det er som ved alle planteforgiftninger af største vigtighed, at lægen får at vide, hvilken plante der har forårsaget miseren. Jo bedre besked og jo hurtigere behandling, jo større chance for at slippe uden alvorlige mén.
Har personen indtaget plantegift, bør læge tilkaldes og der bør gives besked om, hvilken plante eller hvilke bær det drejer sig om; det er i reglen let at konstatere, fordi næsten ane giftplanter fremkalder opkastninger, der indeholder i hvert fald dele af de giftige planter. Husapoteket indeholder i de fleste hjem en udmærket modgift, nemlig mælk. Derimod savner de fleste medicinskabe desværre et lige så vigtigt middel, nemlig kulgranulat med magnesiumsulfat, der burde være standardudstyr i enhver bolig med små børn. Nogle har det, fordi man tror, at det hjælper mod for megen spiritus, indtaget ved festlige lejligheder. Det er en skrøne; men medicinsk kul kan faktisk binde stormolekylære plantegifte, dog ikke blåsyre, i betydelig grad. Man bør imidlertid altid spørge lægen, før man giver et barn medicinsk kul; det er ikke noget universalmiddel!
De hyppigste symptomer på planteforgiftninger - vi ser her bort fra svampeforgiftninger, der som nævnt ikke er behandlet i dette afsnit - er lokalirritation i mundhule, spiserør, mave og tarm med brændende fornemmelser, mavesmerter, opkastning og diarre. Disse symptomer kan være voldsomme og temmelig langvarige, op til flere døgn. Undertiden optræder de næsten omgående; men i de tilfælde, hvor giften først udløses i tarmen, kan det vare timer, før ubehaget melder sig. Andre symptomer kan være stærkt øget spytafsondring eller det stik modsatte: tørhed i mundog svælgslimhinder; der kan også optræde pupiludvidelse eller -indsnævring, uregelmæssig hjertevirksomhed, urofornemmelse i hele kroppen, forvirringstilstande, sløvhed, kramper og andet, alt efter hvilken gifttype det drejer sig om; symptomerne er nævnt i det følgende under de enkelte giftplanter. De virkelig faretruende symptomer er i praksis oftest iagttaget hos personer, der bevidst har indtaget større portioner af hallucinogene planter.
Drejer det sig om børn, der af nysgerrighed eller vanvare har indtaget bær eller blade af giftindeholdende planter, skal man selvfølgelig reagere; men det er ikke nødvendigt at overreagere. Vi må ikke glemme, at specielle enkelttilfælde undertiden er blevet blæst op i et format, hvor de reelt slet ikke hører hjemme. Et typisk tilfælde er den »sandhed«, at børn kan dø af at drikke blomstervandet fra en vase, hvori der har stået liljekonvalblomster. Historien går tilbage til århundredskiftet; men man har i det forløbne ¾ århundrede ikke noteret noget tilfælde, hvor børn har fået forgiftninger af blomstervand; alt taler for, at man i det givne, gamle tilfælde har overset noget og skudt skylden på blomstervandet. Se dog også under koralranke.
Har man mistanke om eller vished for, at et barn har spist giftige bær, blomster eller blade, og barnet ikke af sig selv kaster op, hvad det i de fleste tilfælde vil gøre, kan man få det til at kaste op ved at tage det under venstre arm på en sådan måde, at dets arme er låst fast omkring kroppen, lægge det med hovedet skråt nedad over det venstre lår, idet man støtter sit ben på en toiletkumme, en taburet eller lignende, og blødt men ganske hurtigt stikke højre hånds pege- og langfinger ned i barnets svælg. Barnet tager ingen skade af dette, medmindre moderen har lange, sylespidse negle. Man vipper blidt med fingrene, hvorpå barnet begynder at gylpe og kaste op. Det er tilrådeligt at give barnet noget at drikke, helst mælk eller vand, før brækbehandlingen foretages, dels for at fortynde giften, men også fordi mavesækken ikke reagerer så effektivt på brækningsrefleksen, når den er tom. På opkastet kan man se, hvad barnet har spist, en vigtig detalje, inden man evt. søger lægehjælp. Det er op til lægen at tage ansvaret for, om der er gjort nok, eller om videre behandling er tilrådelig eller nødvendig. Hurtig hjælp er som bekendt dobbelt hjælp, og det gælder ikke mindst i forgiftningstilfælde. Men man bør ikke løbe an på, at den i hvert enkelt tilfælde er hjælp nok!