Planteslægten Opuntia er en af de største slægter inden for kaktusfamilien. Den er hjemmehørende i Amerika, men findes plantet og forvildet i alle verdensdele, og i Australien kan man i visse områder ligefrem tale om en Opuntia-plage. P. gr. af deres iøjnefaldende ydre fangede planterne hurtigt de opdagelsesrejsendes opmærksomhed og blev kendt i Europa allerede i 15. årh. De figenlignende frugter var engang en vigtig del af indianernes føde. Opuntia er især karakteriseret ved de flade, runde, ovale eller aflange skud med knipper af hår, børster eller torne foruden egentlige torne, der kan være mere eller mindre kraftige og tætte og yderst spidse.
Figenkaktus har flade, runde skud med kraftige enkelttorne og knipper af løstsiddende, børsteagtige torne.
Arter:
Opuntia basiiaris er hjemmehørende i den sydvestlige del af USA og i Mexico. Det er en lav, stærkt forgrenet plante. De flade skud er ægformede med rødlige tegninger omkring tornknipperne, der bliver 12- lange. Blomsterne er purpurrøde.
Opuntia bergeriana er sandsynligvis oprindelig en hybrid, dvs. en plante, der er opstået ved krydsning mellem andre arter. Det er en stærkt forgrenet, op til høj plante med grønne, aflange stængelstykker , der er ca. lange. Tornene er brune til gule, blomsterne dybrøde.
Opuntia clavarioides, negerhånd, stammer fra Argentina. Det danske navn hentyder til plantens forgrening, der kan minde om en hånd. I naturen danner den en stor, underjordisk knold. Planten er brunlig og blomstrer med gulligbrune blomster, som dog sjældent forekommer, når planten er i kultur. Den vokser svagt på egen rod og må podes, dvs. en del af planten må overføres til et stængelstykke med rod fra en plante med kraftigere rodnet, bedst en anden Opuntia-art.
Opuntia cylindrica stammer fra Ecuador. Den har cylinderformede, stærkt forgrenede stængler og kan blive op til høj. De unge skud har spidse, lange blade, som hurtigt tørrer ud. Blomsterne er rosa.
Opuntia diademata stammer fra den vestlige del af Argentina. Den er stærkt forgrenet og har korte, runde, store stængelled, der er besat med bløde hvide til brunlige torne. Blomsterne er lysegule.
Opuntia ficus-indica, den egentlige figenkaktus, er vildtvoksende i Sydeuropa. Det er fra denne Opuntia-art, de spiselige frugter stammer. Den har en træ- til buskagtig vækstform og kan blive op til høj. Stængelleddene er aflange-spatelformede og ca. lange. Blomsterne er gule til orangerøde . Stængelled med blomsterknopper kan skæres af og sælges som potteplanter. I Syden anvendes denne figenkaktus som en særdeles effektiv hegnsplante, men den breder sig voldsomt og kan blive et besværligt ukrudt.
Opuntia leucotricha stammer fra Mexico. Den danner op til høje buske. Stængelleddene er aflange, runde, 10- 20 lange og dækket af lange hvide hår. Blomsterne er gule.
Opuntia microdasys stammer fra Mexico. Den danner op til høje, stærkt forgrenede buske. Stængelleddene er lysegrønne, rundagtigt aflange og ca. lange. De er besat med gule tornknipper (areoler), der let falder af ved berøring og fremkalder en stærk kløe. De meget små børsteagtige torne kan fjernes med f.eks. et stykke tape. Sorten Opuntia microdasys 'Polka Dot' har filtede hårknipper; i kultur blomstrer den villigt med gule blomster.
Opuntia rhodantha er så hårdfør, at den kan overvintre udendørs.
Opuntia robusta er hjemmehørende i Mexico. Det er en busk, der bliver op til høj. Stængelleddene er cirkelrunde til aflange, store og blågrønne.
Opuntia salmiana stammer fra Brasilien, Bolivia og Argentina. Det er en op til høj busk med blyantstykke, svagt tornede grene. Blomsterne er lysegule. Frugterne er skarlagenrøde og prolifererende, dvs. at frugten vokser videre, så at der dannes almindelige skud, der kan fjernes og bruges til at formere planten med på samme måde som med stiklinger.
Opuntia vestita er hjemmehørende i Bolivia og har kugleformede, i kultur cylinderformede, tæt hvidhårede grene, der kan blive op til lange. Blomsterne er violetrøde.
Figenkaktus (Opuntia compressa) har kønne gule blomster, der udspringer fra kanten af skuddene.
Figenkaktus og agaver som udplantningsplanter i et »kaktusbed« i læ og fuld sol.
Figenkaktus har elegante åbne, i reglen røde eller gule blomster.
Pasning: Opuntia-arterne stiller ikke særlig store krav til jorden. De høje arter gror bedst og blomstrer kønnest, når de er frit udplantet, f.eks. i en vinterhave med jævn varme. Hvis planterne står i potter, kan de sættes udenfor om sommeren. Jorden skal være let gennemtrængelig for vand og luftig. Kun i sommermånederne gødes der, og da kun ældre planter. Om vinteren skal ældre planter holdes tørt, mens unge planter vandes ca. hver anden uge for at undgå, at de rynker. Resten af året vandes regelmæssigt, men planterne må ikke blive fugtige ved vandingen, og man må ikke vande så meget, at der står vand i underskålen, hvis planterne er i potter. Opuntia skal stå så lyst som muligt og tåler fuld sol. De tåler også tør luft; centralvarmeluft er således velegnet, men de tåler ikke træk. Planterne skal ikke ompottes, før de overjordiske dele fylder hele potten.
Formering: Man kan så kaktus den største del af året, men det bedste tidspunkt er februar. Så jorden skal være let, porøs og vandsugende. Under spiringen må frøet ikke tørre ud.
Frøet er meget fint og må ikke dækkes. Efter såningen dækkes frøskålen med glas for at holde på fugtigheden. Den bedste spiretemperatur er 20-. Opuntia-frø er længe om at spire, ofte helt op til et år.
Ved stiklingeformering afskærer man de nye skudled, som efter afskæringen skal ligge og tørre på snitfladen, inden de bliver stukket. Som stikkejord bruger man en let og porØs jord. Stiklingerne tåler ikke direkte sol, og jorden skal være jævnt fugtig. Man kan stikke Opuntia hele året, men det bedste tidspunkt er april-juni.
Enkelte arter af figenkaktus er så hårdføre, at de kan overvintre udendørs i vort klima: Opuntia phaeacantha var. camanchica, Opuntla humlfusa og Opuntla rhodantha. Plantes i læ nær en sydmur i godt drænet, sandblandet jord. Let vinterdækning med granris.