Hos blomster, som er førsthunlige (protogyne), er støvfanget udviklet og visnet, inden støvdragerne er blevet så modne, at de har kunnet afgive blomsterstøv. Den faglige benævnelse protogyn er dannet af de græske ord protos (først) og gyne (kvinde). Førsthunlighed forekommer hyppigst i blomster, der er vindbestøvede, eller blomster, der virker som insektfælder. I Botanisk Have i København kan man se en plante med førsthunlige blomster, busken Calycanthus occidentalis, som har mørkerøde, primitivt byggede blomster uden forskel på bæger- og kronblade. Når blomsten springer ud, folder de ydre blosterblade sig bagover, mens de indre danner en hul kegle og de allerinderste er bøjet nedad mod blomsterbunden. Alle de inderste blosterblade har stive, nedadrettede hår på indersiden og et lille hvidt foderlegeme på spidsen. Fra centrum af blomsten udgår en stærk duft. Den tiltrækker nogle småbiller, der falder ned i hulheden og fanges mellem de nedadrettede blosterblade. Her må de blive i et par dage, mens blomsten er i sit hunlige stadium. Når støvfangene begynder at visne, vokser der nogle golde støvblade hen over dem. Først da åbnes knapperne på de øverste, frugtbare støvblade, og billerne bliver overdrysset med blomsterstøv. Så bøjer de inderste blosterblade sig tilbage, og billerne kan slippe ud og kravle over i en ny blomst, som stadig er i det duftende, hunlige stadium.
Ved den ulige kønsudvikling i samme blomst undgås selvbestøvning, som i visse tilfælde kan føre til degeneration.
Se også artiklerne Førsthanlighed og Blomst.