De to plantepinde med »pistolskæfte« er de nemmeste at anvende.
Til udplantning af småplanter bør man have en god plantepind med jernspids. Plantepinden skal være formet, så at den ikke vrikker i hånden, når den presses ned i jorden, og presset skal gå i en lige linje fra albuen gennem det strakte håndled til plantepindens spids. Er dette ikke tilfældet, kan man hurtigt erhverve sig et smertende håndled og et par store vabler i håndfladen. Der findes flere typer plantepinde i handelen; men der er kun en type, som det ikke er ubehageligt at arbejde med i længere tid, nemlig den, hvor skæftet buer til et såkaldt pistolskæfte. Den ligger godt i hånden, så at grebet bliver fast og der dannes den størst mulige trykflade. Modellerne med krykkegreb eller bøjle er mindre håndvenlige.