Navnet Coryphanta stammer fra de græske ord koryphe = top og anthos = blomst og hentyder til, at blomsten fremkommer fra toppen af planterne. Denne kugleformede kaktusslægt forekommer hovedsagelig i de varmere egne af Mexico. Arten ligner meget en anden kaktusslægt, Mammillaria, men blomsterne er større. Den blomstrer ikke helt så villigt som Mammillaria.
Arter:
Coryphanta clava bliver 30 cm høj og 10 cm tyk. I bladhjørnerne findes røde honningkirtler , der ofte besøges af myrer. Blomsterne er skinnende gule på indersiden, mens de er grønlige med røde pletter på ydersiden.
Coryphanta erecta er stumpt kugleformet med lysegule, fine torne.
Coryphanta elephantidens er mørkegrøn med brede, flade kugler. De buede torne minder om edderkoppeben. Blomsterne er ca. 10 cm i diameter, rosa med mørkere kronbladspidser.
Pasning: Coryphanta kræver en varm, solrig vokseplads og ikke for kraftig vanding. Om vinteren må temperaturen ikke komme under 10°C. Hvis temperaturen er lav og luftfugtigheden er høj, kan der opstå forrådnelsespletter på planten. Pottejorden skal være let og næringsrig med god luft adgang til rødderne.
Formering: Hvis formering sker ved såning, er det bedste såtidspunkt februar. Der sås i en let og porøs jord. Temperaturen holdes på 20-22°C, og under spiringen må frøet ikke tørre ud. Hvis formeringen sker ved stiklinger, afskæres de små planter, der dannes som sideskud på moderplanten, og stikkes i en let og porøs jord. Stikning sker bedst i april-juni, men det er muligt at stikke med held hele året. Stiklingerne beskyttes mod stærkt sollys og holdes jævnt fugtige.
Coryphanta er nem at dyrke, selv for en uøvet kaktussamler.
Coryphanta blomstrer en stor del af året.