Vinterhaven skal anvendes, så der er plads til både mennesker og planter. Al jord skal være dækket, og der skal helst være planter i bund og top for at give den et eksotisk og frodigt udseende.
En vinterhave er i reglen en drivhusagtig tilbygning til et almindeligt beboelseshus, med eller uden opvarmningsmuligheder. Oprindelsen til de nutidige vinterhaver skal søges helt tilbage i midten af det 17. årh.s eksotiske og spændende orangerier eller pomeranshaver. De var næsten altid anlagt ved franske eller sydengelske herregårde og slotte, hvor de havde en både praktisk og særdeles dekorativ funktion. De dyrkede planter var af orientalsk eller sydeuropæisk eller subtropisk oprindelse, og orangeriernes rigdom og indhold vidnede om ejernes rejselyst og botaniske indsigt og interesse. Senere, i den periode, hvor de strengt geometrisk anlagte barokhaver forsvandt, ændrede også orangerierne karakter, idet de fra at være overvintringssted for sarte planter befolkedes med flere og mere almindelige plantearter. Omkring 1820 blev den første nordeuropæiske vinterhave i nutidig betydning skabt. I Leipzig indrettedes et kaffehus med plads til næsten 600 personer, og her voksede der over 25.000 planter af forskellig slags. I begyndelsen af det 20. årh. øgedes antallet af vinterhaver i takt med det voksende kendskab til eksotiske planter og en større teknisk viden.
Placering: Ved placering af en vinterhave ved et moderne parcelhus må man tage ligeligt hensyn til beboernes og til planternes trivsel. Der må stilles en række minimumskrav til lysforhold, temperaturforhold og fugtighedsgrad og dermed vinterhavens placering ved huset. Oftest anvendes vinterhaven som udestue i forlængelse af stuen imod haven, og ønsker man at opnå en acceptabel og naturlig brugsværdi, skal placeringen helst ske mod en øst- eller vestvendt facade. Herved undgås sommerens stærke varme- og lyspåvirkning fra sydsiden, mens samtidig nordsidens mørkeforhold elimineres eller reduceres. Det er heller ikke uden betydning, at man kan skelne havens planter eller konturer igennem vinterhaven, som således bliver et forbindelsesled mellem stue og have. Eventuelt kan adgangen til haven netop foregå gennem vinterhaven.
Konstruktion: De fleste vinterhaver er udført og opbygget med størst vægt på udestue- og opholdsfunktionen. Således har den seneste arkitektur videreudviklet vinterhavebegrebet til et stue/have-forhold, hvor den nære samhørighed og kontakt til naturen omkring boligen er af stor betydning - men næppe særlig plantevenlig. Skal man etablere eller nyopføre en egentlig vinterhave med hovedvægt på plantedyrkning, er det nødvendigt i tide at tage højde for planternes trivsel og vækstbetingelser. Tidligere opførtes vinterhaver næsten altid som glashuse med vinduessprosser af træ; men moderne materialer har nu afløst de ældre, og konstruktionerne er blevet langt lettere og mere praktiske. Glasset er i dag næsten altid termoruder eller kunstma teriale, der kan have samme virkning som termoruder, idet der kan fås dobbelte akrylribbeplader med en god isoleringseffekt. Ven tilationsforholdene må prioriteres højt, idet man på denne måde bliver i stand til at regulere både temperatur og fugtighedsforhold. Kondensvand opstår ved dårlig ventilation, og hverken planter eller mennesker bryder sig om konstant drypperi. Plantebede eller -kummer skal udformes i passende dimensioner med godt dræn i bunden. Nederst lægges sten eller et egentligt dræn, bestående af plasticdrænrør. Vækstmediet ovenover kan være næringsberiget spagnum eller tilsvarende materiale, der er nemt at udskifte og som planterødderne har mulighed for at udvikle sig i. Temperaturen i vinterhaven skal afpasses efter plantevalget. Tropiske og subtropiske planter kræver både en højere lufttemperatur og jordtemperatur. Dyrker man varmekrævende planter, må der oftest anbringes varmerør både over og under jordlaget. Minimumtemperaturen skal ligge på ca. 15°C; men både denne og maksimumtemperaturen sætter grænse for planternes vækst og trivsel. Såvel ventilation som fugtighed, temperatur, vanding og skygning kan styres automatisk; kun økonomien sætter grænse for omfanget af automatikken.
Vækstforhold: Alle de ovenfor nævnte forhold er medvirkende til planternes udvikling og tilvækst; men også vanding, vedligeholdelse og plantevalg er af stor betydning for vinterhavens udseende og brugsværdi. Planter og mennesker skal kunne trives sammen i rummet; ingen af dem skal have fortrinsret, og der skal være plads til begge. Arealdisponeringen skal derfor være god og veltilrettelagt, så at planterne kan udvikle sig i adskillige sæsoner, uden at det kommer til at ske på brugsværdiens bekostning. Udplantes planterne direkte i jorden i færdige bede, har man ikke mulighed for at flytte dem i takt med deres tilvækst. En bedre løsning er anvendelse af store plantekummer, som nedgraves i bedene og med passende mellemrum kan vandes eller flyttes til andre steder i vinterhaven. Den smukkeste og frodigste have får man, når jorden overalt er dækket af planter, helst i 3 etager: nederst en bund af lave plantearter øverst mindre træer eller slyngplanter og derimellem arter, der harmonisk kan udfylde mellemrummet. Samtidig skal der være god mulighed for at betragte hver enkelt plante og dens særlige karakter. Og endelig skal man sørge for at sammensætte plantearter fra samme naturlige plantesamfund, så at der ikke anbringes kaktus sammen med sumpplanter eller lignende. En oversigt over de mest anvendelige planter til vinterhave findes i Planteskemaer / Planter i vinterhaven.
Se desuden artiklerne Baljeplanter, Drivhus, Drivning, Koldhus, Plantekummer, Stueplanter, Tropeplanter og Varmhus.
Den rigtblomstrende duftranke (Stephanotis floribunda).
Russervin (Cissus antarctica), som er en nem slyngplante i vinterhaven.
Alpeviol (Cyclamen) trives allerbedst i en kølig vinterhave, hvor den kan blomstre et par måneder i træk.
Klivia (Clivia miniata) er for stor til en vindueskarm, men velegnet i en vinterhave.