Muldvarpen betragtes som et skadedyr, men gør dog stor nytte ved at æde en mængde skadelige insekter og insektlarver.
Muldvarpen, der hører til insektæderne og således er nærmere i familie med pindsvinet - og mennesket! - end med de mere lignende dyr som mosegris og andre mus, er almindelig og udbredt over hele landet med undtagelse af øerne Bornholm, Amager, Møn, Samsø, Anholt, Læsø, Ærø, Mors og Fanø samt på fastlandet i Sydvestthy. Den lever i alle slags jordbund, der ikke er alt for tør eller alt for fugtig, og trives således glimrende i marker og haver, hvor jorden er behandlet og derfor let at grave i, samt velgødet, hvilket giver et stort antal regnorme, muldvarpens foretrukne føde.
Muldvarpen betragtes i Danmark som et skadedyr, og der eksisterer en særlig lov om bekæmpelse af den. Bekæmpelsen foregår i det meste af landet ved kommunal foranstaltning, i visse kommuner rutinemæssigt, men i de fleste kun efter anmodning. Ikke desto mindre anvendte kommunerne i 1975 ca. 8 mill. kr. på muldvarpebekæmpelse alene.
Det er imidlertid forkert at betragte muldvarpen som et rent skadedyr. I skovbruget er den direkte nyttig, idet dens gangsystemer bidrager til udluftning af jorden og på lavtliggende arealer formentlig også til en vis grad som dræn. Som følge heraf er muldvarpen fredet i skovarealer på over 5 hektar, dog med undtagelse af et 20 m bredt bælte langs det ydre skel.
Muldvarpens yndlingsføde er som nævnt regnorme; men på trods af den skade, dyret kan gøre ved at tage dem - en voksen muldvarp æder ca. det halve af sin egenvægt pr. døgn eller i alt 50-60 g kød - bør den ikke af den grund alene betragtes som skadedyr, idet den anden halvdel af føden består af insekter og deres ofte skadelige larver foruden museunger, snegle, tusindben og andre smådyr. Det skønnes, at skade og nytte går nogenlunde lige op, hvad føden angår.
Direkte skadelig er muldvarpen til gengæld på marken, idet dens muldskud er til stor gene for de moderne høstmaskiner, hvorfor en tæt bestand af muldvarpe kan være kostbar for landbruget i form af reparationer og tidsspild i høsttiden.
I gartnerier forårsages den største skade ved, at muldvarpen ynder at grave højtliggende gange langs med eller endda lige under planter, der er sået eller plantet i rækker. Herved løsnes planternes rødder, og i værste fald visner hele rækken. I haven er muldvarpen overordentlig irriterende, idet den totalt kan spolere græsplæner og bede ved sine muldskud, der kan bringe den pertentlige haveejer til hysteriets rand. Det er derfor på mark, i gartneri og i have nødvendigt at bekæmpe muldvarpen, hvis den optræder i større stil.
Hver muldvarp har sit eget gangsystem, og derfor kan det ske, at plæneødelæggeren pludselig ophører med sit virke. Der er sket det, at muldvarpen på en af sine natlige ture oppe på jorden er faldet som offer for en ræv, en grævling eller en natugle, der alle sætter pris på muldvarpekød. Bekæmpelsen foregik indtil 1975 især med thalliumpræparerede regnorme; men thalliumsulfat er så farlig en gift, at stoffet nu er placeret i fareklasse X. Denne gift må kun anvendes af autoriserede personer med giftcertifikat. Siden 1975 er man i vid udstrækning gået over til giftgaspiller, der anbringes i muldvarpens gangsystem og udvikler den giftige luftart fosforbrinte. Midlet synes at være meget probat og kan dårligt komme til at skade børn, husdyr og andre velkomne gæster i haven.
Til havebrug kan anvendes muldvarpesakse - en ikke helt rar metode - eller man kan via en slange lede udstødningsgas fra en bil ned i gangsystemet. Gassen fylder dette så hurtigt, at muldvarpen ikke kan nå at flygte, hvilket den formentlig undertiden kan ved brug af fosforbrinte, der udvikles forholdsvis langsomt.
Den fornemste - og langt den sværeste - metode er at lure på den gravende muldvarp og vippe den op med en spade, når den er ved at skyde et nyt muldskud. Det praktiseres med stor elegance af mange professionelle gartneri- og haveejere. Foruden det sportslige moment rummer metoden den fordel, at man får muldvarpen levende og kan udsætte den i den nærmeste skov, hvor den så kan leve videre som udpræget nyttedyr resten af sit liv.