Kaktus hører til den store gruppe af tørketålende sukkulenter med kødfuldt, saftigt væv. De har særprægede former, prægtigt farvede blomster og er glimrende egnet til stueplanter. Oprindelig er kaktusarterne hjemmehørende i Amerika, fra det sydvestlige Canada i nord til Argentina i syd, men de fleste arter finder man i Mexico. At kaktus nu findes i naturen i alle verdensdele, skyldes mennesket. I Australien indførte man kaktus som hegnsplanter; men da de mangler naturlige fjender der, er de visse steder blevet en plage, fordi de har bredt sig uhæmmet.
Kaktusfamiliens medlemmer varierer stærkt, både i vækstform, tornbeklædning og blomsterfarve.
Kaktus er ofte forsynet med et tæt hårlag eller torne som beskyttelse mod for stærk fordampning, Hos mange arter er plantens overfladeareal forstørret ved dannelse af ribber, hvori spalteåbningerne er skjult.
Kaktus er kendetegnet ved de såkaldte areoler, knipper af hår, børster eller torne, samlet på små, runde puder. Areolerne findes på ribberne, i spidsen af skuddene eller fordelt over hele planten, Man kan sammenligne areolerne med en bladstængel på en »normal« plante. Udvikling af blomster og sideskud sker fra areolerne. Bladene er reduceret til torne, undtagen hos slægten Pereskia. Kimplanterne har kimblade ganske som andre tokimbladede, og nogle kaktus har i begyndelsen rudimentære blade, som hurtigt falder af, når de er blevet overflødige som følge af plantens vækst.
Et righoldigt udvalg af de mest forskelligartede kaktus typer.
Mange kaktus er hjemmehørende i bjergegne eller på savanner, hvor der regelmæssigt falder vand i form af regn, dug, tåge eller sne. I de tropiske regnskove i Sydamerika gror kaktus epifytisk, dvs. på andre planter uden at tage næring fra dem.
Man får en rig blomstring hos kaktus, hvis de får sol, varme, vand og næring om sommeren, mens de om vinteren skal stå lyst, men køligt.
Pleje: Det er ikke rigtigt, at kaktus gror, uanset hvilken pasning de får. De skal helst have vækstbetingelser, som minder om de forhold, de vokser under i naturen. Mange kaktusarter formår i regnperioder at optage så meget vand, at de har tilstrækkelig meget af det oplagret i plantevævet til at klare tørkeperioder. Ved stuekultur har planterne deres vækstperiode om sommeren og en hvileperiode, hvor de tærer på det oplagrede vand, om vinteren. I vækstperioden må man regelmæssigt tilføre vand. Det sker ved at vande så meget, at hele potteklumpen gennemfugtes. Om efteråret mindskes vandingen gradvis, indtil vandtilførslen indstilles helt om vinteren. Hvis planten står forholdsvis varmt, må der dog hele tiden tilføres en smule vand.
De fleste kaktus overvintrer godt, når de står køligt, men frostfrit, bedst ved ca. 10°C. I denne periode indledes hvilen, som fremmer dannelsen af blomsterknopper. Kaktus, som er i vækst hele tiden, blomstrer kun sjældent. Om vinteren får de desuden ikke altid tilstrækkelig meget lys til, at de kan klare den fortsatte vækst uden at miste deres typiske udseende; de »hentæres«.
En plantekasse med veldrænet jord i et sydvindue er velegnet til en kaktussamling.
Kaktus til vindueskarmen
Kaktus er gode til at stille i vindueskarmen, fordi de normalt kan tåle de høje temperaturer, der kan forekomme, når Solen skinner lige på vinduet. De kaktusarter, man oftest vælger, er dekorative, enten p.gr. af deres vækstform, deres hår- eller tornbeklædning eller deres blomster.
Opuntia-slægtens planter har flade, runde, ovale eller aflange skud med areoler jævnt fordelt over hele planten. Blomsterne, der som regel er røde eller gule, udvikles fra areoler i kanten af skuddene. De frugter, der udvikles på de større arter, er spiselige (se artiklen Figenkaktus).
Cereus-slægtens planter har søjleformet vækst; de er blågrønne og forsynet med 5-8 ribber og korte torne. Blomsterne er hvide og dannes et stykke
nede på stænglen. Planterne udvikler ofte meget særprægede former (se artiklen Søjlekaktus). Mammillaria-slægtens planter har tornene samlet i bundter på vorteagtige fremspring, der igen er ordnet i spiralsnoede rækker. De små blomster er som regel gule eller røde. De udvikles ikke som normalt for kaktus fra areolerne, men fra de vinkler, der dannes mellem vorterne og planten (axillerne).
Mammillaria-planterne er ikke blomstringsdygtige, før de når en vis alder, og blomsterne dannes da i en krans i en bestemt afstand fra skudspidsen. Nogle Mammillaria-arter kan stå i flere år uden at blomstre, mens andre arter meget hurtigt blomstrer (se artiklen Vortekaktus). Rebutia-slægtens planter danner små flade kugler med mange ribber. De korte torne er hvide eller gulbrune, og blomsterne udvikles fra de nederste af de tætsiddende areoler. Først når der dannes blomster, er Rebutia-arterne lette at kende fra hinanden (se artiklen Rebutia).
Kaktus skal have meget vand og næring for at give en rig blomstring.
Bladkaktus afviger fra de sædvanlige kaktus ved at have bladlignende stængler næsten uden torne.
Kaktus er nemme at dyrke og formere i et køligt hobbydrivhus, men de skal overvintres frostfrit, bedst ved 10°C.
Kaktus til stuen
På mindre lyse steder, f.eks. inde i stuen, kan man med fordel bruge de kaktus, som i naturen vokser epifytisk. Det gælder bl.a. Zygocactus hybridus (julekaktus) og Rhipsalidopsis gaertneri (påskekaktus).
Podning: Man ser ofte podede kaktus, hvor planten består af to dele, som tydeligt tilhører hver sin kaktusart. Den nederste del med rødderne kaldes grundstammen, mens den øverste del kaldes ædelriset. Det er ikke nødvendigt at pode kaktus, som gror og blomstrer godt på deres egen rod; men planter med et svagt rodnet eller som kun sjældent blomstrer, kan med fordel podes. Kaktus, som helt mangler grøn farve, kan kun overleve, hvis de podes. Frøplanter, der kun er få uger gamle, kan podes på grundstammer af kaktusarten Pereskiopsis. Noget ældre frøplanter poder man på Echinopsis, hvorfra man fjerner areolerne for at undgå at stikke sig på grundstammens torne. De bedste grundstammer til større planter fås fra Trichocereus spachianus og Eriocereus jusbertii. Planter med ribber, såkaldte cristata-former, poder man på kraftigere grundstammer som Trichocereus lamprochlorus, Trichocereus macroganus eller Trichocereus pachanoi.
Ved podningen må planterne være saftspændte og i god vækst; podning lykkes kun sjældent på en udtørrer grundstamme. Når ædelriset har en mindre grundflade end grundstammen, må man ikke pode ædelriset midt på grundstammen, men ude i den ene side, idet man skærer både ædelris og grundstamme vandret; det kaldes en fladpodning og er den metode, der bruges til podning af kugleformede kaktusarter. Til søjlekaktus og arter med flade stængeldele som f.eks. Zygocactus bruger man spaltepodning. De led, der skal podes, tilskæres kileformet og indsættes i spalter på grundstammen. I sammengroningsperioden stiller man planterne på en beskyttet plads ved en temperatur på ca. 20°C.
Kaktus er et glimrende samlerobjekt, som trives godt i et kunstigt »ørkenklima- i et lille drivhus.