Forebyggelse og bekæmpelse af plantesygdomme og skadedyr i private haver er klart forskellig fra plantebeskyttelsen i det erhvervsmæssige jordbrug. Selvom det naturligvis er tilfredsstillende, at planterne trives godt, er havedyrkeren ikke økonomisk afhængig af, at planterne er sygdomsfri, og kan derfor i højere grad prøve sig frem blandt de bekæmpelsesmetoder, der kan gennemføres og synes fornuftige i en privat have.
De kendte bekæmpelsesmetoder omfatter:
A. fysisk bekæmpelse
B. kemisk bekæmpelse
C. bioteknisk bekæmpelse
D. biologisk bekæmpelse
A. Fysiske bekæmpelsesmetoder er ofte meget simple og lette at udføre og er meget anvendelige, hvor planter som i haver dyrkes i mindre målestok. Eksempler er indsamling og tilintetgørelse af sygdomsangrebne planter eller af skadedyr, ihjelklemning af lus eller larver på fx roser og spuling af bladluskolonier på frugttræer med en hård vandstråle, indfangning af ørentviste ved roden af klematis osv. Dette er alle metoder, der kun rammer den faktiske skadevolder uden at medføre uønskede virkninger på planter og nyttige dyr.
B. Kemisk bekæmpelse foregår ved hjælp af de såkaldte pesticider, dvs. kemiske forbindelser, som enten virker forebyggende eller bekæmper et påbegyndt sygdoms- eller skadedyrsangreb. Da størstedelen af alle kemiske midler er giftige for dyr og mennesker, opdeles de af Giftnævnet i fire fareklasser. Fareklasse X og A omfatter stærke og meget farlige gifte, der kun må anvendes i erhvervsbedrifter. Brug af midler i fareklasse B og C er tilladt i privathaver, men midlerne skal omgås med stor varsomhed p.gr. af forgiftningsfaren. Behandlingsfristen (karenstiden), som er det tidsrum, der skal gå mellem påførsel af bekæmpelsesmidlet og høst, angives sammen med den korrekte dosering på etiketten, og begge skal ifølge loven altid nøje overholdes. På etiketten kan endvidere ses, om midlet er farligt for bier. Er dette tilfældet, må det under ingen omstændigheder komme i berøring med planter, der er nær ved eller i blomstring. Alle kemiske bekæmpelsesmidler skal opbevares i aflåst rum, må aldrig hældes på andre flasker og skal efterses jævnlig. Ved udbringning bør man beskytte sig med gummihandsker og sprøjtemaske samt være iført
tøj, der kun bruges til dette formål. Ved sprøjtning kan selv små vindpust have uforudset virkning, især hvis man behandler prydplanter, der står tæt ved køkkenurterne. De kemiske midler, der anvendes mod svampesygdomme, kaldes fungicider og anvendes ofte forebyggende. I privathaver drejer det sig om kobbermidler (fx mod æbleskurv og kartoffelskimmel) og svovlmidler (fx mod meldug) samt om midler, der indeholder captan, som er virksomt mod en lang række svampesygdomme.
Insektmidlerne (insecticider) kan deles i tre grupper: a) »de klorerede kulbrinter«, som er karakteriseret ved at være af ret ringe umiddelbar giftighed for mennesker, men som p.gr. af deres langsomme nedbrydning ophobes i større eller mindre grad i de dyr, der kommer i kontakt med dem. Brug af DDT, som hører til denne gruppe, er nu forbudt i Danmark, men det beslægtede stof lindan bruges endnu i stor udstrækning. b) »de organiske fosforforbindelser«, som generelt er meget giftige for mennesker, men som ikke ophobes. Hertil hører det meget anvendte og alsidige malathion, som bruges mod æble- og blomme hvepsen og mod bladlus. c) »de naturlige plantegifte«, fremstillet ved udtræk af forskellige planter. Disse nedbrydes oftest meget hurtigt og skal derfor ramme skadedyrene direkte. Pyrethrumog derrismidler er begge næsten ugiftige for mennesker og virker over for en del fluer, myg og unge larver af biller, bladhvepse og sommerfugle. Skadedyrene har vist sig at kunne udvikle resistens over for mange af de kemiske midler, dvs. at der ved gentagne sprøjtninger hver gang overlever stammer, der er modstandsdygtige over for bekæmpelsesmidlet, således at dette efterhånden er virkningsløst. Resistens ses her i landet hos stuefluen, som nu er resistent over for næsten alle insektmidler, og hos spindemider.
C. Bioteknisk bekæmpelse af skadedyr omfatter metoder, der især benytter sig af, at skadedyrene bruger lugtesansen til at finde såvel hinanden som deres værtsplanter. Metoderne er endnu under udvikling, men kan enkelt beskrives som generel forvirring af skadedyrene, således at de har svært ved at finde værtsplanter eller ved at formere sig. Metoderne har ikke den store interesse i privathavebruget; dertil er de for krævende. Men princippet kan afprøves i mindre målestok ved at forsøge sig med plantning af stærkt duftende planter (løg, hvidløg, krydderurter og fløjlsblomst) i nærheden af planter, der ofte angribes af skadedyr.
D. Biologisk bekæmpelse. Skadedyr har ligesom alle andre dyr deres naturlige fjender i form af rovdyr (prædatorer) og snyltere (parasitter). Bladlusprædatorer er larver og voksne af guldøjer, svævefluer og mariehøns, mens rovbiller og løbebiller især gør det af med insekt æg i jorden. Snyltefluer og snyltehvepse lægger deres æg i mange forskellige insekter og dræber dem på denne måde, ligesom fuglene i høj grad hjælper med at holde antallet af skadedyr nede. I et varieret miljø som haven er der mange levemuligheder for skadedyrenes fjender, som i mange tilfælde el i' stand til at holde skade dyrenes antal nede på et rimeligt niveau. I erhvervet udnyttes de naturlige fjender mere organiseret. I mange af landets tomathuse bekæmpes de små hvide mellus ved hjælp af en snyltehveps, der sættes ud på planterne og som ved 3-4 udsætninger i løbet af vækstsæsonen gør kemisk bekæmpelse overflødig. Tilsvarende anvendes en rovmide til at bekæmpe væksthusspindemider på agurk. Insekternes bakterie-, svampe- og virussygdomme er også forsøgt anvendt i bekæmpelsen, men har ingen betydning i privathavebruget. Udtrykket »integreret bekæmpelse« dækker over kombinationer af alle de nævnte bekæmpelsesmetoder på en sådan måde, at de forstærker hinanden. I integreret bekæmpelse må brugen af kemiske midler derfor ske med megen omtanke, da en sideløbende biologisk bekæmpelse ellers kan spoleres. Ud fra synspunktet, at forebyggende foranstaltninger, fysiske og biologiske metoder er at foretrække i den private have, kan det tilrådes kun ved massive angreb af sygdomme og skadedyr at bruge kemiske midler og da fortrinsvis med det formål at svække angrebet. Havedyrkeren må forsøge at forestille sig, hvilke virkninger den kemiske bekæmpelse har på de bestøvende insekter og på nyttedyrene, og tage dette med i sine overvejelser. For al bekæmpelse gælder, at man skal vide, hvad man bekæmper, og at man skal stræbe efter kun at ramme skadevolderen med sin bekæmpelse.
Mariehøns og deres larver kan æde kolossale mængder bladlus.
Kålormens værste fjende er den lillebitte snyltehveps Apanteles glomeratus, der her lægger sit æg i larven.
Snyltehvepselarverne borer sig ud af den dræbte larve og forpupper sig på dens hud i nydelige gule kokoner.
Personlig hygiejne
Nå man har værnemidler på og det samtidig er varmt (hvad det ofte er på den årstid man sprøjter) kræver det en god personlig hygiejne.
En god hygiejne er også nødvendig for ikke af omvej at få bekæmpelses midler ind på huden. Vask hænder ofte og lad være med at ryge, drikke og spise, mens du arbejder med bekæmpelsesmidler da du derved får hænderne helt op til munden.
Tallene angiver optagelsesniveauet for de forskellige kropsdele.
Underarmen er sat til indeks 1.
--