I landbruget er hvidkløver en vigtig plante til græsningsarealer, og i biavlen betragtes kløveren som en af de allerbedste biplanter. Kun i private haver kalder man hvidkløver for ukrudt. Den er især miskendt af haveejere med nedarvede forestillinger om en korrekt »engelsk« græsplænes udseende og botaniske sammensætning.
Kun i havens græsplæne har kløveren rigtig mulighed for at brede sig. Kløveren stiller nemlig samme krav til klima, jordbund og pasning som plænegræsserne, og ligesom disse tåler den hyppig og kraftig tilbageklipning. Kløveren har en så hurtig udvikling, at den kan nå at sætte blomst mellem to græsslåninger. Dens hvide, let rødlige blomster kan da nå at sætte kulør på plænen, som ellers efter entusiastiske plænedyrkeres opfattelse udelukkende bør være friskgrøn.
Vil man kløveren til livs, kan den sprøjtes væk med samme hormonmidler, som anvendes mod mælkebøtte og ranunkel.
Men ikke mindst i fritidshaver. hvor hyppig slåning, gødningstilførsel og vanding er umulig eller uønsket, vil kløveren være en fortrinlig »plæneerstatning«. Selv i længere tørkeperioder og på mager bund danner den her en »grøn« plæne.
Hvidkløveren er en bælgplante med 10 til 40 cm lange, krybende stængler med oprette blade og blomsterstilke. De grønne løvblade har en lys, halvmåneformet plet på oversiden af bladet.
Det danske navn kløver betyder klokkeknebel og hentyder til det kugleformede blomsterhoveds knebelagtige form.
Det latinske navn Trifolium betyder treblad, idet kløverbladene som regel har tre småblade. Af og til udvikles fire småblade. Overleveringen fortæller os, at fundet af en sådan firkløver bringer lykke.
--