Svulmende knopper af avnbøg kort før løvspring.
De spidse bladknopper af almindelig bøg.
En knop er en stængelspids med endnu uudviklede blade. Knoppen dannes enten fra kimplantens vækstpunkt, »kimknoppen«, eller fra knopanlæg på stænglen. Under dannelsesvævet i knopanlæg eller kimknop anlægges de første blade. Disse vokser i begyndelsen mest på undersiden og bøjes derved beskyttende ind over vækstpunktet. I mange blad- og blomsterknopper har de først anlagte blade en udpræget beskyttende funktion; i bladknopper kaldes de knopskæl og falder af, når knoppen folder sig ud; i blomsterknopper kaldes de bægerblade og bliver som regel siddende, når blomsten er sprunget ud. Valmue og magnolie er dog velkendte eksempler på blomster, hvis bægerblade falder af ved udspring. Se også artiklerne Bladknop, Blomst og Bæger.