Man deler normalt jordarterne i to hovedgrupper, mineraljorder og humusjorder. I mineraljorderne udgør løse og delvis forvitrede bjergarter hovedindholdet i form af sten, grus, sand og ler. I humusjorder er indholdet af organiske rester af planter og dyr meget stort, især i moser og på andre fugtige arealer, hvor forrådnelsesprocesserne forløber meget langsomt. Der er stor forskel på jordens dyrkningsværdi, dels p.gr. af forskelle i den egentlige undergrund, der kan bestå af f.eks. kridt eller klippe, dels p.gr. af de uensartede aflejringer, der er afsat under istiderne.
Blandt mineraljorderne skelner man mellem sand-, ler- og kalkjorder; for humusjordernes vedkommende bruger man betegnelsen tørvejord, når humusindholdet overstiger 30 vægtprocent. Det vigtigste for haveejeren er tykkelsen af muldlaget, dvs. det tidligere pløje lag, og dets indhold af humus, sand, ler, kalk og næringssalte.
Øverste billede: Snit gennem jordlag med kalkfrit ler.
Snit gennem jordlag med kalkholdigt ler.
Landbrugerne har altid måttet vælge dyrkningsmetoder og plantearter under hensyntagen til pløjelagets sammensætning. Når jorden skal anvendes til gartneri eller havebrug, bliver det praktisk og økonomisk muligt at tilføre og iblande andre jordarter, så at bearbejdningen af jorden lettes og vækstbetingelserne for en given planteart forbedres. Til indblanding anvendes dels grus, sand og tørvejord (spagnum), dels kunst jord som styromuld og stenuld.
Se også artiklerne Grus, Humus, Kalkjord, Lerjord, Muldjord, Sandjord,
Tørvejord.