Bakterier

Bakterier er encellede væsner af form som skruer, kugler eller stave; ofte hænger de sammen to og to eller i lange kæder. Tidligere blev bakte­rierne opfattet som små planter; men da de ikke har en egentlig cellekerne som plantecellerne, placeres de i dag for sig selv på linje med Planteriget og Dyreriget i et selvstændigt rige, Proti­sta, sammen med blågrønalgerne.

Størrelse: Bakterierne ligger ofte i en størrelsesorden på 1/2-5 my (1 my = 1/1000 mm), og de kan lige skimtes i et lysmikroskop, der forstørrer indtil 1000 gange. Skal der ses det aljer, an­vendes elektronmikroskopet, der kan forstørre op til 100.000 gange.

Opbygning:

Yderst har cellen ofte en beskyttende slimkappe og svingtråde, ved hvis hjælp den kan bevæge sig mod føde eller bort fra giftstoffer. Der er målt hastigheder på indtil i timen. Cellen er omgivet af en væg, der er porøs, så at næringsstoffer kan optages og affaldsstofferne udskilles. Indholdet af cellen kaldes celleslim; her dannes enzymer til fordøjelse af føden og til opbygning af cellen. Samti­dig findes der i slimen oplagsnæring, farvekorn og hos nogle få bakteriearter tillige klorofyl.

Formering:

Foregår ved tværdeling af cellen; under gode forhold kan delin­gen foregå hvert 20. minut. På et døgn kan der således dannes 1024 celler, hvilket svarer til et ettal, efterfulgt af 24 nuller. På grund af næringsmangel og ophobning af giftstoffer nås disse store tal dog aldrig. Foruden den simp­le deling forekommer der seksuelle processer og krydsninger. Mutationer kaldes de pludselige arvelige foran­dringer, hvorved der opstår nye typer, som fx kan være modstandsdygtige over for bekæmpelsesmidler. Hos nog­le stavformede bakterier kan der dan­nes tykvæggede sporer; det er ikke en formeringsproces, men et hvilestadi­um, der tåler tørke og varme. Sporer­ne dræbes først ved trykkogning i 20 minutter ved 120°C. 

Livsprocesser:

Bakterierne fordøjer fø­den, der består af plante- eller dyrere­ster, ved hjælp af såkaldte enzymer, der udskilles gennem cellevæggen. En­zymerne er i stand til at spalte store komplicerede molekyler til mindre og vandopløselige, der kan opsuges gen­nem cellevæggen. Stivelse kan således spaltes til vandopløseligt sukkerstof. Selvom bakteriecellerne er små, er der fundet indtil tusind forskellige enzy­mer med hver sin funktion i en enkelt celle. Foruden organisk stof fordrer bakterierne frit vand, men de har dog tilpasset sig til en lang række forhold, idet nogle kan trives i luftens frie ilt, medens andre kun findes i iltfrit søslam. Nogle har tilpasset sig til de lave temperaturer i vand, der ofte ligger på 10°C , medens andre findes i jordover­fladen ved 20-25°C  eller fx i den menneskelige organisme ved 37°C . I kompost findes bakterier, der kræver 50-60°C. Bakteriernes krav til nærings­salte svarer nogenlunde til planternes.

Dahlia kan angribes af Corynebacterium i overgangen mellem knold og stængel. For den private haveejer er det svært at bekæmpe et sådant angreb. Afbrænding af angrebet plantemateriale er det bedste.

Bakterier i laboratoriet: I naturen fin­des bakterierne blandet og i store

mængder. I muldjord findes ofte 100 millioner pr. gram og i syge plantedele endnu flere. Bakterier tælles ved, at det bakterieholdige materiale fortyn­des i sterilt vand. De udsås i en flad glasskål med låg (en såkaldt petriskål) på et afkog af kødsuppe og agar. I løbet af nogle dage kan en enkelt bakteriecelle danne en koloni, der er synlig for det blotte øje. Kolonierne kan nu tælles og ganges med fortyn­dingsgraden. På skålene ses kolonier af forskellig form, størrelse og farve. Ved at tage podemateriale fra en isoleret koloni får man en såkaldt renkultur, der kan artbestemmes. Da de ydre kendetegn er begrænsede, adskilles de forskellige arter ved hjælp af deres enzymproduktion.

Bakterier dyrkes i en petriskål på kødsuppe, stivnet med agar. Tre dage efter ses de som slimede kolonier.

De kan så findes i bakteriebestemmelsesnøgler, ligesom blomsterplanter kan bestemmes efter en flora.

Den sunde ærteplantes stængel er hvid, og roden er forsynet med bakterieknolde (øverst). De syge planter har brune stæng­ler, misfarvede blade og ingen knolde på rødderne.

Skurv på kartofler, fremkaldt af bakterie­angreb.

Stænglen på denne begonie er angrebet af Corynebacterium. Planten vil efterhånden gå til grunde.

Pletter på bønner, fremkaldt af bakterie­angreb, bønnebakteriose.

Bakterier og mennesket:

Hovedparten af bakterierne er nyttige. De kaldes saprofytter og lever af dødt plante- og dyremateriale, der bliver nedbrudt til kultveilte og næringssalte, så at natu­rens kredsløb kan fortsætte. Er der ikke ilt nok til stede, sker der en forgæring, hvorved sukker kan omdan­nes til mælkesyre eller alkohol. Under helt iltfrie forhold udvikles metan, svovlbrinte og smørsyre. Æggehvide­holdigt materiale nedbrydes ofte ved forrådnelsesprocesser til ildelugtende forbindelser.

I jorden findes der bakterier, der bin­der luftens kvælstof, som ellers er utilgængeligt for planterne. Der findes fritlevende kvælstofsamlere; men de vigtigste er de såkaldte knoldbakterier, der lever på rødderne af bælgplanter, hvor de får sukker i bytte for kvælstof. Salpeterbakterier lever frit i jorden, hvor de omdanner ammoniak til nitrit og nitrat, der kan optages af planterne. I vort tarmsystem hjælper de såkaldte colibakterier med nedbrydningen af føden; de er i sig selv ikke sygdoms­fremkaldende, som mange fejlagtigt tror; men findes de i drikke- eller badevand, er det tegn på forurening, hvorfor der kan være fare for smitte­spredning gennem sygdomsbakterier. Bakterier, der lever af levende plante­ eller dyrevæv, kaldes parasitter (snyl­tere). Hos mennesket fremkaldes bl.a. halsbetændelse, kighoste, tuberkulose og kønssygdomme af forskellige bakte­rier. Vi har dog fået en række helbre­delsesmidler fra mikrofloraen til be­kæmpelse af en række bakteriesyg­domme, bl.a. penicillin fra skimmel­svampene og streptomycin fra bakte­rierne.

Ølgærceller.

Agurkepletbakteriose og ildsot på tjørn og pære kan nævnes som eksemp­ler på bakteriesygdomme hos planter. Ved den førstnævnte kommer der små brune og visne pletter på bladene; et ildsotangreb kan brede sig fra blade og blomster til hele træet, der visner. Der findes bakterier, der ved angreb på planter giver svulstdannelser som fx rodhalsgaller; en svampelignende bakterie forårsager kartoffelskurv. Ved oplagring af saftfyldte og nærings­rige afgrøder som kartofler, gulerød­der og kål o6træder der ofte rådbakte­rier i beskadiget væv, som bliver blødt og ildelugtende.

Hovedparten af de i dag ca. 2000 kendte bakteriearter deltager i natu­rens kredsløb og er nyttige; den lille del, der er sygdomsfremkaldende, vil man til gengæld gerne være i stand til at kontrollere. Plantebakterioser er dog vanskelige at helbrede, hvorfor alt må sættes ind på forebyggelse.

Det er derfor altid vigtigt at indsamle og brænde angrebet plantemateriale. Samtidig bør vandsprøjt og et overmål af fugt undgås. I vor tid gøres der et stort arbejde for at skaffe mindre mod­tagelige sorter, enten ved at man ud­vælger de mindst modtagelige planter eller ved at indkrydse modstandsdyg­tighed i de allerede eksisterende sorter.

Plantesygdomme kan være vanskelige at bestemme for en ukyndig. Men spørg  havekonsulenten hos et af de store haveselskaber eller direkte hos eksperterne i Statens plantepatologiske forsøg i Lyngby.

Bakterier i din hverdag - velbekomme.