Pinus-slægten omfatter omkring 100 arter, hvor kun en når syd for ækvator, medens de øvrige er udbredt på den nordlige halvkugle. Enkelte er buskagtige, men de fleste udvikler ranke stammer med etageagtig forgrening. Stammen er dybt furet eller glat, og nogle arter har afskallende bark. Langskuddene har kun skældannede lavblade, hvorfra kortskud med oftest 2-5 knippestillede, lange nåle udvikles. Hanblomsterne kommer frem ved basis af langskuddene, medens hunblomsterne er samlet nær spidsen eller midt på langskuddet. Der er ingen synlige dækskæl på koglen. Kogleskællene er tykke og træede og har i spidsen et tykkere »skjold« med en »navle«, der hos nogle arter er trukket ud i en tom. Frøanlægget befrugtes først et år efter bestøvningen, og frøene er tidligst modne 1 1/2 år efter bestøvningen. Koglestørrelsen varierer efter arterne. Nogle er meget store, f.eks. koglerne af strandfyr (Pinus pinaster); de importeres fra Sydeuropa til dekorative formål.
Fyrretræer er så robuste, at de trives i den tørre jord lige op ad en varm sydmur.
De mange arter opdeles i forskellige grupper, hvor antallet af nåle i knippet er en af de grundlæggende karakterer. Følgende arter bliver omtalt i særlige artikler under deres danske navne:
Banksfyr Pinus banksiana 2-nålet
Bjergfyr Pinus mugo 2-nålet
Cembrafyr Pinus cembra 5-nålet
Gulfyr Pinus ponderosa 3-nålet
Kanariefyr Pinus canariensis 3-nålet
Klitfyr Pinus contorta 2-nålet
Penselfyr Pinus parviflora 5-nålet
Pinje Pinus pinea 2-nålet
Rævehalefyr Pinus balfouriana 5-nålet
Silkefyr Pinus peuce 5-nålet
Skovfyr Pinus sylvestris 2-nålet
Sortfyr Pinus nigra 2-nålet
Strandfyr Pinus pinaster 2-nålet
Tårefyr Pinus wallichiana 5-nålet
Weymouthfyr Pinus strobus 5-nålet
Østrigsk fyr, 2-nålet, se sortfyr.
Køb fyr i container eller med klump. De tåler bedst flytning.