Eranthis er græsk og betyder forårsblomst, mens hyemalis betyder vinterlig. Der findes 7 arter af denne slægt, og de stammer alle fra landene ved Middelhavet. Den almindelige gule erantis, som dyrkes i haven, stammer fra de sydeuropæiske bjergegne, men findes nu forvildet over hele Europa. Den har en lille sortbrun knold, hvorfra der meget tidligt på året skyder en 5-10 cm høj blomsterstængel frem. De gule blomsterblade er egentlig farvede bægerblade, mens kronbladene sidder som en krans af rørformede honninggemmer inde i midten omkring støvdragerne. Under den gule blomst sidder endnu en krans af grønne, dybt indskårne højblade. Først efter blomstringen fremkommer de grundstillede blade på 5-15 cm høje stængler.
Erantis udvikles ved blot få varmegrader og blomstrer, selvom jorden er snedækket.
Vækstkrav: Erantis kan vokse i næsten enhver jord, men foretrækker en dyb, humusrig bladmuld og sætter pris på et bladdække om efteråret, hvad der i forbindelse med den tidlige blomstring gør den til det ideelle bunddække i løvfældende buskadser. Den tåler ikke, at jorden er tør om foråret, men
det er sjældent et problem her i landet. Man planter knoldene om efteråret i 3 cm's dybde; hvis de er stærkt indtørrede, anbefales det at lægge dem i vand i 24 timer før udplantningen. De passer fint sammen med vintergæk og skilla, men i løbet af nogle år vil erantis ofte overskygge de andre.
Erantis breder sig let ved selvsåning, men planterne blomstrer først 4 år efter spiringen.
Formering: Erantis formerer gerne sig selv ved frø, som i reglen dannes i rigelig mængde, men det er naturligvis en betingelse, at man ikke fjerner blomsterne efter afblomstringen. Det er let at indsamle frøene; i et buskads, hvor der ikke vokser andre planter og småplanterne derfor kan stå i fred, kan man udmærket så frøene direkte, men ellers er det bedst at så dem i bænk. Ved frøspiringen i marts kommer der først to kimblade, men plantens vækstpunkt befinder sig ikke som ellers ved tokimbladede planter imellem kimbladene. Det ligger dybere nede som en lille fortykkelse på det sted, hvor planten senere vil danne den nye knold. De første år sætter erantisplanten kun grønne blade, men efter 3-4 år begynder den at blomstre. Når der har stået erantis på samme sted i flere år, dækker de ofte jorden med et tæt tæppe, og man kan fjerne mange knolde, før det kan ses.
Andre arter:
Eranthis cilicica stammer fra Lilleasien. Den ligner meget vor hjemlige erantis, men har finere og mere indskårne blade og rødlige stængler. Den blomstrer noget senere, men er også knap så vinterfast.
Eranthis tubergenii er en krydsning mellem Eranthis hyemalis og Eranthis cilicica, men blomstrer samtidig med den sidste. Den har noget større og mere dybgule blomster end de foregående, og blomsterne holder længere. Knoldene er ligeledes større og meget uregelmæssige. Krydsningen er steril og kan ikke formeres ved frø, udelukkende ved frasortering af småknolde.