Fluesmækker - Vriesea

Planteslægten Vriesea har fået sit dan­ske navn fluesmækker, fordi de brede, flade blomsteraks hos flere arter min­der om en fluesmækker. Blomsterstan­den kan også ligne et bredt, rødt sværd, og det har givet anledning til det folkelige navn flammesværd. Det botaniske navn er givet til ære for den nederlandske botaniker Willem Hen­drik de Vriese, som levede 1806-62. Planterne er hjemmehørende i Cen­tral- og Sydamerika, hvor de lever delvis epifytisk, dvs. vokser på andre planter uden at tage næring fra dem. De er stængelløse, og bladene, der danner en roset, er grønne eller broge­de og mere eller mindre furede. Blomsterne er rørformede, gule eller hvide og samlet i cylindriske eller flade blom­sterstande. De farvede dækblade er i almindelighed tørre og gennemsigtige.

Fluesmækker, her Vriesea splendens, er en populær stueplante af ananasfamilien.

Pasning: Fluesmækker kræver meget lys, varme og stor luftfugtighed. Om vinteren skal temperaturen helst hol­des på 18-. Selvom planterne er lyskrævende, tåler de ikke direkte sol. I vækstperioden skal der hele tiden stå vand i bladrosetten, ligesom jorden skal holdes jævnt fugtig, uden at den dog bliver for våd. Fluesmækker har et svagt rodnet, der let rådner, hvis jor­den bliver for våd. Om vinteren skal der også være vand i bladrosetten, men den behøver ikke at være helt fyldt. Kun på et tidspunkt skal der ikke være vand i bladrosetten: under blomstrin­gen, hvor vandet kan få blomster­stænglen til at rådne. Vandet, der bruges til vanding, skal være kuldslået og kalkfrit; regnvand er ideelt. I vækst ­og blomstringsperioden tilføres regel­mæssigt næring til pottejorden, men aldrig i bladrosetten.

Formering: Ligesom andre planter af ananasfamilien blomstrer fluesmækker kun en gang. Efter blomstringen dør planten langsomt, men i denne periode dannes nye planter fra rodhalsen. Dis­se småplanter kan udvikle sig til nye store, selvstændige planter. Efter at blomsterstanden er visnet, fortsætter man med at tilføre vand og næring til potten. Når småplanterne er halvt så store som moderplanten, skæres de løs, så at der er lidt rod med, og pottes i en lille potte med en meget luftig jordblanding, hvor der er mulighed for, at overflødigt vand kan løbe bort.

Når de nye planter er pottet, kasseres moderplanten. Hvis man vil formere fluesmækker ved frø, kan det gøres hele året, men såning tidligt om foråret giver det bedste resultat. Frøene er stærkt dunede; for at de kan komme i tilstrækkelig kontakt med jorden, van­des de godt efter såningen. Temperaturen skal være ca. 25°C. Efter ca. 1/2 år kan de små frøplanter prikles. Planter­ne må ikke få for meget lys om somme­ren. Fluesmækker skal være 2-3 år, før den blomstrer, men ved særlige kunst­greb, f.eks. tilførsel af acetylen, karbid eller ætylen ned i bladrosetten, kan gartneren bringe den i blomst på et tidligere tidspunkt.

Arter: Vriesea carinata er hjemmehø­rende i Brasilien. Bladene er brede ved grunden, smalt tilspidsede opefter og grønne på både over- og underside. Blomsterstænglen er rød, mens dæk­bladene er røde ved grunden og gule i spidsen. De gule, tætsiddende, skråt opadrettede blomster har grønne pletter.

Vriesea carinata's blomster kan minde om glødende vifter, med de røde dækblade og de gule blomster.

Vriesea fenestralis er hjemmehørende i Brasilien. Bladrosetten dannes af spi­ralstillede, lange, brede, lysegrønne blade med mørkegrønne striber. Un­dersiden er let skællet. Blomsterstilken er ca. 50 cm lang og blomsterstanden ca. 7 cm bred. Dækbladene er forsynet med brunrøde pletter. Blomsterne er gulgrønne.

Vriesea hieroglyphica's blomsterstand, der består af gule blomster, kan blive op til 1 m lang. Bladene er brede, gulgrønne og tværstribede.

Vriesea splendens stammer fra Guya­na. Rosetten dannes af blågrønne, ca. 40 cm lange og ca. 4 cm brede blade, der er forsynet med sortbrune tværstri­ber. Blomsterstanden er slank og flad med røde dækblade og gule blomster.

Vriesea splendens er den hyppigst dyr­kede art af fluesmækker, og der findes flere sorter af den, bl.a. Vriesea splen­dens 'Major' (som også kaldes Vriesea longebracteata) og Vriesea splendens 'Flammendes Schwert'.