Alpeklokke er en af de planter, man aldrig glemmer, når man først har set den ude i naturen. Ikke fordi den er stor og prangende, men tværtimod fordi den er lille og fin og så uendelig elegant. Den har små, helrandede, runde eller nyreformede grønne blade i roset og rødlilla, blåviolette eller lavendelblå, klokkeformede, hængende blomster med stærkt frynsede kronblade. Tit er der kun en enkelt blomst på hver blomsterstilk, men der kan være op til seks. Finder man den under en bjergvandring, vil man være stærkt fristet til at grave den op for at tage den med hjem til haven; men i de fleste tilfælde vil omplantningen mislykkes. Det er sikrere at købe den hos en dansk plantehandler , hvor man kan få et akklimatiseret eksemplar. Som navnet siger, findes den i Alperne, men der vokser også alpeklokke i Pyrenæerne, Appenninerne og på Balkan, ja selv så langt borte som i Armenien finder man en enkelt art. Kun to af arterne, Soldanella montana og Soldanella alpina, kan man dog med held dyrke i Danmark, og af disse er Soldanella montana den mest robuste. Soldanella er et meget gammelt navn. Det stammer formentlig fra den lille italienske mønt, soldo, og skyldes nok plantens runde, grønne blade.
Alpeklokke (Soldanella alpina), her med to blomster på hver stilk.
Vækstkrav: Alpeklokke er ikke nogen letdyrkelig plante i Danmark, da den helst skal stå nogenlunde tørt i veldrænet jord om vinteren, men til gengæld have masser af fugtighed i vækstperioden om foråret. Det er nok en misforståelse, når man tidligere har beskrevet den som en kalkelskende plante. Tværtimod bør man give den en meget humusrig jord med iblanding af tørvemel og eventuelt plante den i en lomme i et ellers veldrænet stenbed. Så vil tørvejorden danne et nødvendigt vandreservoir om foråret og drænet skaffe den af med noget af det overflødige vand om vinteren. Måske bør man endda forsøge at beskytte den mod vinterregn.
Arter: Soldanella alpina er den mest udbredte art i naturen, hvor man finder den helt op til 2700 meters højde. Den bliver ca. 10 centimeter høj og blomstrer i maj-juni hos os, i reglen kun med en enkelt blomst på hver stilk. De grønne, lidt læderagtige blade er nyreformede med en bred indskæring ved basis. Den tåler kalk i jorden.
Soldanella montana er knap så almindelig som den foregående, men den er kraftigere og lettere at dyrke i Danmark. I naturen finder man den mest i bjergskovene. Bladene er tyndere og lysere grønne end på Soldanella alpina, og blomsterstilken lidt klæbrig og behåret. Den kan blive 10-20 centimeter høj, og undertiden kommer der 3-6 små, blåviolette klokker på hver stilk. Begge disse Soldanella-arter er stedsegrønne, bør vinterdækkes.
--