Lærkeurt, der kun sjældent ses i vore haver, er egentlig en staude, men dyrkes som enårig urt. Planten er nedliggende med tykke, kødede blade. Blomsterne er røde til violette og lukker sig om aftenen. Arterne kræver en varm, let sandet jord på et solfyldt, beskyttet sted og formeres ved frø, der sås i hus i april.
Arter:
Calandrinia ciliata var. menziesii er enårig og vildtvoksende i California. De store, rosenrøde eller purpurfarvede blomster er langstilkede og åbner sig kun i solskin.
Calandrinia umbellata er en flerårig plante fra Peru; den dyrkes her i landet som enårig sommerplante. Den er velegnet i stenpartier med megen sol og danner en smuk, let udbredt tue med mange blomster i rødviolette farver.