En gruppe blandede julekaktus (Schlumbergia).
Denne slægt omfatter de velkendte julekaktus. Det er ikke en egentlig art, men en række krydsninger, der er opstået i forbindelse med dyrkning. De fleste af de planter, der nu sælges som julekaktus, har en lidt anderledes nedstamning og også en større række af blomsterfarver. De nyere former blomstrer ofte lidt tidligere på året end ved juletid. De ældre krydsninger blomstrede som regel slet ikke til jul, men langt oftere i januar eller februar. Julekaktussernes blomstring sættes i gang af den aftagende daglængde, og det er vigtigt ikke at forstyrre den med for meget kunstigt lys. Ligesom mistel tenkaktus er de skovvoksende kaktus og kræver derfor sur, tørvebaseret kompost, ingen lange tørkeperioder og regelmæssig overbrusning for at skabe en fugtig atmosfære. Planterne kan efterhånden blive ret store og lave nogle meget imponerende blomstringer med flere hundrede blomster fremme på en gang. Den traditionelle julekaktus har magentarøde blomster, men de nyere former har mange varianter. Der er også en ren hvid form, som imidlertid vil udvikle lyserøde spor i blomsterne, medmindre den holdes ret varmt. Der findes også nogle beslægtede arter, som blomstrer lidt senere på året. Schlumbergia gaetneri, også kaldet påskekaktus, har mindre skarlagenrøde blomster. Julekaktus bliver nogle gange podet på en højtvoksende Cereus for at give en opstammet plante. Det kan blive et meget imponerende eksemplar.
--