Tempelfigen stammer fra Ostindien og Sri Lanka. Den er buddhisternes hellige træ, idet det ifølge overleveringen var under dette træ, at Buddha modtog sine visioner. Træet plantes ved templer overalt i østen og kaldes indisk pepultræ eller bhotræ. I sit hjemområde er det er meget stort, bredkronet, mangestammet træ med lysegrå kviste; i kultur bliver planten ikke så stor, men er dog stadig pladskrævende. Bladene er forholdsvis tynde og æg-hjerteformede med langt udtrukken spids; frugterne er små, sorte figner.
Pleje: Tempelfigen er en varmekrævende plante, der om vinteren helst ikke skal have mindre end 17°C og som om sommeren trives ved temperaturer helt op til 30°C. For at holde tilstrækkelig fugtig luft omkring planten kan den overbruses med regelmæssige mellemrum, og den kan stilles på en omvendt potte i en skål vand, dog således, at vandet i underskålen ikke når op til jorden i potten. Ompotning og tilbageskæring sker bedst om foråret, men er kun nødvendig, når rødderne løber ud af hullet i bunden af potten eller væksten er gået i stå. Meget store planter pottes ikke om; men der lægges et nyt lag jord øverst i potten.
Formering: Tempelfigen formeres ved top- eller ledstiklinger om foråret i en løs, luftig spagnumblanding.