Byhave

Byhaveinteriør i lukket gårdmiljø i København. Der er plantet skyrækker (Ailanthus), buksbom (Buxus) og rododendron (Rhododendron). Bundplantningen er vinterglans (Pachysandra) og forårsløg.

En byhave er et haveanlæg i tilknyt­ning til bolig- og erhvervsejendomme, oftest inden for høj og tæt bebyggelse i byområder.

Byhaven har stor betydning for trivse­len i en tætbebygget bydel, hvor forsy­ningen med friarealer er ringe i forhold til antallet af indbyggere. Ikke mindst af den grund bør der udfoldes stor omhu ved udformningen af byhaven. Byhaven er en af de vanskeligste have­former. Ikke blot skal der tages hensyn til offentlige forordninger som byg­ningsvedtægt og brandvedtægt, men også til jorden, luften og lyset i det foreliggende gårdrum.

Undertiden yder de offentlige myndig­heder hjælp til oprettelse eller forbed­ring af byhaver. Det kan eventuelt ske gennem oprettelse af et saneringssel­skab, der har til formål at gøre ældre bebyggelse tidssvarende og herunder at forbedre de havemæssige forhold. Ved udformningen af en byhave bør man tage i betragtning, at havens vel­lykkethed ikke afhænger af antallet af tilfældigt valgte plantearter, men af valget af »sikre« planter under hensyn til de på stedet herskende vækstfor­hold.

En byhave er normalt udsat for stærkt slid og for skygge. Man kan derfor ikke forvente en frodig blomstereng eller græsplæne, bortset fra plæner af kunst­stof til boldspil. Jorden omkring plan­terne bør sikres mod nedtrampning, fx ved at man anbringer planterne i hævede bede eller belægger jorden omkring dem med tremmeriste.

Hvor sliddet på en byhave kan forven­tes at blive særlig stort, kan det være nødvendigt at vælge planter, der er forsynet med tome. Blandt buskene er berberis og ildtorn, blandt træerne tjørn og tretom velegnede.

Navnlig hvor gårdrummet er af beske­den størrelse, er det vigtigt at friholde mest muligt af bundfladen for beplant­ning. Det kan ske ved anvendelse af slyngplanter og et enkelt eller nogle få større træer, fx hestekastanje.

Især slyngplanter eller espalierplanter er med til at gøre et gårdrum nærvæ­rende og stemningsfyldt. Disse planter er velegnede til byhaver, fordi de kun kræver ringe plads; men deres rod er sart og bør derfor have de bedste betingelser med hensyn til jord. Hvor murene i gårdnimmet er nyopførte, må man tage hensyn til, at der inden for det første par år kan udskilles planteskadelige stoffer fra murværket. Dette kan forebygges ved at lakere murene med fernis eller ved at dække med puds, gerne iblandet småsten af hensyn til planternes mulighed for at hæfte sig fast. Anvendes slyngplanter, der ikke er selvhæftende, fx sølv­regn, opsættes et tremmeværk, et så­kaldt espalier, til at støtte planterne. Ved anvendelse af slyngplanter i en byhave må man være opmærksom på, at planterne kan nå ganske højt til vejrs; fx kan sølvregn nå op til 6. sals højde. Har en slyngplante nået tagrenden, er det nødvendigt at foreta­ge årlige tilbageskæringer, ellers kan slyngplanten, navnlig vedbend, øde­lægge tagværket.

Se: Planteskemaer - Byhaven, træer og buske til udpræget byklima

Jordens tilstand: I et gårdrum har jorden oftest været udsat for ødelæg­gende påvirkninger, bl.a. i form af sammenpresning fra tunge maskiner under byggeriet. På stærkt sammen­presset jord kan der kun gro få plante­arter, bl.a. jordskok. En sådan jord kan forbedres ved såkaldt grubning, hvorved jorden løsnes helt ned til 50 eller 100 cm's dybde. Grubning foreta­ges normalt ved hjælp af et særligt pløjejern, fastspændt til en bulldozer eller traktor; hvor dette ikke er muligt af pladshensyn, kan man anvende trykluftbor. Herefter gennemfræses det øverste jordlag med en motor­fræser.

Selvom jorden er tilstrækkelig løs til, at der kan vokse planter i den, kan den være ufrugtbar, fordi muldlaget er ud­pint, hvilket vil sige, at jorden er fattig på organiske eller uorganiske nærings­stoffer. For den ikke-jordbrugskyndige kan det være vanskeligt at se, hvorvidt jorden er stærkt sammenpresset eller udpint. Før anlæggelsen af en byhave kan det derfor være nyttigt at kontakte en havebrugskonsulent og få foretaget en jordbundsprøve. Herved kan man få et vink om, hvordan jorden skal behandles, hviike stoffer den skal have tilført, og hvilke planter der er veleg­nede for gårdrummet.

Under jordens tilstand i gårdrummet hører endvidere dens vandforhold.

Vandforholdene kan være utilstrække­lige for planter med normale vand­krav, dels p.gr. af lævirkningen fra bygningerne, dels p.gr. af manglende afløb for nedsivet vand. Utilstrækkelig tilførsel af vand ved naturlig nedbør afhjælpes ved vanding. Manglende af­løb for nedsivet vand afhjælpes ved dræning, idet der nedlægges perforere­de rør i 1/2 m's dybde hen til nærmeste rensebrønd.

Luftforhold: De stedlige luftforhold kan give problemer for planternes trivsel i byhaven. Det gælder navnlig i byer, der ligger i lavninger og hvor myndighederne tillader forurenende luftudslip fra bl.a. industrier, herunder fra forbrændingsanlæg og kraftværker. Luftforureningen kan vise sig i form af såkaldt »smog«, stillestående luft fyldt med røg og tåge.

Navnlig luftens indhold af kvælstof- og svovlforbindelser samt svævestøv fra forbrænding kan umuliggøre tilfreds­stillende vækst hos de fleste nåletræer. Den forurenede luft kan endvidere indeholde tungmetaller, bl.a. bly- og kviksølvforbindelser, der gør planter­ne uegnede til spisebrug. En del plan­ter er særlig modstandsdygtige over for forurenet luft. Blandt buskene kan nævnes fjeldribs, forsytia, kranstop, sølvblad, taks og troldnød. Blandt træerne kan nævnes ask, omorikagran, paradisæble, tretorn og østrigsk fyr. Overfor træk er bl.a. fjeldribs, liguster og tjørn særlig modstandsdygtige.

Lydforhold: Navnlig i tæt bybebyggel­se med blandet industri, håndværk og handel kan et gårdrum være udsat for kraftig støj fra maskiner, udluftnings­anlæg o.lign. Her bør der foretages støjdæmpning.

Hvor det af økonomiske eller tekniske årsager ikke er muligt at dæmpe støjen fuldstændig, kan man opnå en beske­den mildning af den oplevede støj ved hjælp af farver. Grundtanken er, at det er muligt at svække et lydindtryk ved at indføre et modsat-rettet synsindtryk. Således opleves skingrende larm mindre voldsom i olivengrønne, grå­grønne og mørkebrune omgivelser. Hertil kan fx anvendes buksbom og rødbøg. Virkningen af hul buldren kan mildnes ved hjælp af gullige farver, fx ved anvendelse af gulbroget buksbom og gulbroget vedbend.

Lysforhold: Lysforholdene i byhaven er af stor betydning for plantevalget og for haveanlæggets udformning. Mæng­den af sollys er i almindelighed ringe i et gårdrum. Skal der være legemulig­heder, bør man sikre børnene de mest solfyldte dele af gårdrummet. Lyskvaliteten i gårdrummet kan for­bedres en del ved anvendelse af lyse og gullige vægfarver, fx ved at male den nederste halvdel af murene okker­gul og den øverste halvdel hvid. Planter, der værdsætter eller dog tåler skygge, er især hasselurt, vedbend, vinterglans og vintergrøn, blandt bu­skene benved, buksbom, gedeblad, fjeldribs, hyld og liguster, og blandt træerne bøg, hestekastanje og navr. Blandt de bunddækkende urter, der værdsætter eller dog tåler stærk sol, er blåpude, klokke og lyng, blandt buske­ne berberis, gyvel, hortensie, ildtorn, roser og tamarisk og blandt træerne ask, eg og robinie. Ved kombination af stærk sol og tør jord bør der være mulighed for vanding.

Byhavens planter skal kunne tåle slid, skygge, træk og forurenet luft. Undgå kraftigtvoksende og skyggegivende træer. Gode bytræer er ask, eg, elm, hestekastanje og robinie.

Se: Planteskemaer - Byhaven, træer og buske til udpræget byklima