Champignonslægten består af en række arter, hvoraf de fleste er spiselige, og disse kendes på den behagelige duft. Alle champignons har en tydelig, hudagtig ring, der sidder på stokkens øverste halvdel. Hattens overside er hvid eller brunlig og trådet-skællet. Undersiden er dækket af tætsiddende hvidlige eller rosa lameller, der senere farves mørkt chokoladebrune.
Mark-champignon (Agaricus campestris) vokser især, hvor heste græsser. Svampen er letkendelig og meget velsmagende.
Dyrkning: De dyrkede champignons vokser i kompost, der er dækket med jord. Dyrkningen lykkes godt, såvel i lys som i mørke, dog aldrig i direkte sol. Den bedste temperatur er 10-14°C; under 4°C standser væksten. Komposten bør behandles på en særlig måde; der kan fx anvendes frisk hestegødning, der iblandes svovlsur ammoniak og rigeligt vand. I løbet af et døgn stiger temperaturen i gødningsstakken og vil i løbet af 3-4 døgn være nået op på ca. 80°C, hvorefter den falder; halmen rystes derefter godt fra hinanden, stakkes om og tilsættes foderkalk og vand. Efter yderligere 3-4 døgn vil varmeudviklingen igen kulminere inde i stakken, hvorefter der atter stikkes om. 8 til 14 dage efter den sidste behandling er komposten tjenlig og kan nu lægges i 23 cm tykke lag i kasser eller på bede; den skal trykkes godt til.
Myceliestykkerne lægges i 5 cm's dybde, når temperaturen i komposten er 21-24°C. Myceliestykkerne bør være ca. 2 cm store og plantes med 25 cm's afstand. Når al komposten er gennemvokset med mycelium - det sker i løbet af 2-3 uger - dækkes den med et 3-4 cm tykt lag frisk markjord, der holdes tilpas fugtig, men ikke for våd. I løbet af 3 uger vil de første svampe vise sig som små bolde, og når de er tilstrækkelig store, afbrækkes de med et rask tag. Myceliet, der kan købes hos frøhandlerne, danner nye frugtlegerner, svampe, hver 8.-10. dag i 2-3 måneder.
Vildtvoksende arter:
Markchampignon (Agaricus campestris) vokser især på marker, hvor heste græsser. Svampen er meget velsmagende. Hatten er hvid med rosa lameller, og stokken er ret kort. Svampene vokser ofte i hekseringe; disse opstår, når et mycelium fra et punkt vokser ud til alle sider, hvorved frugtlegemerne kommer til at danne en ring, idet det ældre mycelium i midten dør bort. Under myceliets fortsatte vækst bliver ringen større og større.
Agerchampignon (Agaricus arvensis) er ret almindelig i haver, men vokser også i løv- og nåleskove. Det er en velsmagende svamp. Hatten er hvidlig, men gulner hurtigt ved berøring. Lamellerne er først flødefarvede, dernæst grårosa og senere mørkebrune. Stokken gulner ligesom hatten; foden er ret tyk, og på den øverste tredjedel optræder ringen i to lag, der danner en stjerneformet underside.
Vejchampignon (Agaricus bitorquis) kaldes også for »by-champignon«, da den er ret almindelig langs gader og veje. Den har en lidt skarp aroma. Hatten er ret flad med nedadbøjet kant, grålighvid og svagt skællet. Lamellerne er tætstillede, først rosa, senere brune; stokken er kort og tilspidset ved foden.
Stor blodchampignon (Agaricus haemorrhoidarius) er ret sjælden og vokser fortrinsvis i nåleskove . Den er en meget velsmagende svamp. Hatten er først halvkugleformet, senere affladet; den er brunskællet. Lamellerne er gråligrøde, senere mørkebrune; stokken er hvidlig. Svampen er karakteriseret ved, at kødet farves vinrødt, når svampen skæres itu.
Karbolchampignon (Agaricus xanthoderma) er en giftig til svagt giftig svamp, der kendes på sin ubehagelige lugt og øjeblikkelige gulfarvning af kødet ved berøring. Svampen er ret sjælden, hyppigst i parker og i muldrige løvskove.