Græsplæner

Havens græsplæne kan være en nytte­plæne, der opfylder de fleste havefolks ønsker om et grønt og slidstærkt rekre­ationsareal til boldspil, leg og hvile. Men plænen kan også være en pynte­plæne, hvis grønne tæppe i sig selv er en pryd for haven og danner sammen­hæng mellem havens øvrige, ofte bro­gede elementer. Begge plænetyperne kræver omhyggelig forberedelse og anlægsarbejde, og ikke mindst prydplæ­nen kræver et stort vedligeholdelsesar­bejde sommeren igennem.

Anlæg af græsplæner

Anlæg og tilsåning af græsplænen er det sidste arbejde, som skal udføres i den nyanlagte have, ellers tiltramper man det nysåede areal og ødelægger de fine græsspirer. De bedste tidspunkter for såning er april og august. Derimod er jorden for tør i sidste halvdel af maj og hele juni; i dette tidsrum bør man aldrig så græs.

Jordarbejdet skal udføres grundigt. Det er hverken let eller billigt at omlægge en færdig græsplæne, hvis den ikke svarer til haveejerens forventnin­ger eller opfylder de stillede krav. Arealet skal graves omhyggeligt igen­nem i 30 cm's dybde, svarende til et spadestik. Samtidig med gravningen fjernes alle flerårige ukrudtsrødder, større og mindre trærødder samt sten og affald fra byggeriet. Omkring ny­byggede huse er jorden ofte så stærkt sammentrykket af de tunge traktorer og andre maskiner, at hverken vand, luft eller planterødder kan trænge gen­nem jordoverfladen. Resultatet bliver store pytter af regnvand på overfladen, dårlig spiring af græsfrøet og ingen eller ringe udvikling af planterne. Komprimeringen ophæves ved en om­hyggelig jordbearbejdning. På større arealer kan det ske ved at køre arealet flere gange igennem på kryds og tværs med en traktortrukken grubbetand. På mindre arealer kan man ofte klare det med håndkraft og en kraftig grave­greb. Hvis overfladevandet forsvinder, er det tegn på rigtigt udført arbejde. I øvrigt skal det øverste spadestik løsnes omhyggeligt. Allerbedst er det at ud­føre gravearbejdet om efteråret, så arealet kan ligge urørt vinteren over. Så vil den vekslende frost og tø skørne jorden, så den bliver nem at bearbejde før såning om foråret.

Planering af plænen er næppe et vigtigt arbejde, medmindre plænen skal anvendes til boldspil af forskellig art. Til egentlige sportsplæner er en planering ved hjælp af nivellerinstrument, pløk­ke, vaterpas og retskede derimod me­get vigtig.

Jordforbedring er især nødvendig på stærkt lerede og stærkt sandede jorder. Den svære jord gøres mere porøs ved tilførsel af grus og spagnum; den lette jord gøres mere sammenhængende med spagnum og muld. Ved tilførsel af den næringsrige enhedsjord opnår man en forbedring af jordens fysiske sammensætning og af dens indhold af plan­tenæringsstoffer.

Gødskning af plænen før såningen gi­ver tit et godt resultat. Før den sidste finplanering udstrøs 5-10 kg fuldgød­ning (NPK) pr. 100 m². Særlig vigtig er tilførsel af kali og fosfat, mens tilførsel af kvælstof ikke er så vigtig på dette tidspunkt.

Finplanering består i gentagne overriv­ninger af plænearealet med en kraftig og bred rive. Man bør sikre sig, at overfladen er så findelt, at græsfrøene let kan dækkes med et tyndt jordlag, når de er sået.

Tromling foretages før såningen, aldrig efter denne. Tromlingen skal sikre, at

jorden trykkes så meget sammen, at fordampningen fra overfladen bliver så lille som mulig. Samtidig vil tromlin­gen trykke løse partier i plæneoverfla­den så meget sammen, at de ikke senere sætter sig og giver ujævnheder, som vanskeligt lader sig udbedre. Til små arealer er trædning at foretrække. Med kraftige hæltryk trædes jorden fast, først på langs, så på tværs. Den sammentrådte jord får en langt mere ensartet konsistens end den tromlede, fordi tromlen let kører over mindre partier med løs jord. Tromlen bør ikke være så tung, at den laver spor i den finplanerede jord eller trykker overfla­den så fast sammen, at denne efter regnskyl danner en fast skorpe. En nettromle, som i stedet for fast cylin­der har en gennembrudt, net formet cylinder, er blidere ved jorden og kan absolut anbefales.

Sidste rivning foretages efter tromling eller trædning og umiddelbart før såningen.

Såningen kan under større forhold fo­retages med en såmaskine. I mindre haver kan såning let udføres med håndkraft. Har man købt græsfrøene i rene arter, blandes alle de storkornede arter og sås for sig. Efter såningen rives de forsigtigt ned i overfladen; de bør højst dækkes med 1 cm jord. Derefter udsås de finkornede frø; de rives meget let ned og behøver knap nok at være dækket af jorden. Fær­digblandet frø udsås også i to omgan­ge. Først sås på langs af plænen, deref­ter på tværs; derved sikres en jævn fordeling af frøene. Så aldrig for tæt. Selv ved tynd såning bliver der rigelig med græsplanter til en tæt plæne. Der anvendes omkring 30 g frø pr. m²; det svarer til 3 kg pr. 100 m². Hvis plænen skal virke grøn meget hurtigt, kan man så lidt tættere, men det koster flere frø, og slutresultatet bliver ikke bedre. Hvis man foretager såningen i august­-september, kan man nøjes med 20 eller 25 g frø pr. m², svarende til henholds­vis 2 og 2,5 kg pr. 100 m².

Efter såningen skal man ikke tromle jorden; tromlingen giver en fast over­flade, som kimplanterne har svært ved at bryde igennem. Man skal heller ikke vande; vanding har samme uheldige virkning som tromlingen. Selv i tørke skal man ikke forsøge at »vande græs­set op«; det skal nok spire ved hjælp af den fugtighed, der i forvejen findes i jorden. Selvom det nyspirede græs ser gulligt ud, som om det manglede næ­ring, skal man ikke gøde, før græsset har været i vækst en måneds tid. Endelig skal man ikke være for ivrig med den første græsslåning. De spæde græs­planter skal have lov at blive omkring 6-10 cm høje, før de klippes første gang. Jo længere planternes topvækst får lov at blive, jo dybere når rødderne også ned i jorden. Så bliver plænen mere stabil og livskraftig, og den kan lettere modstå tørke og kulde.

En smuk kontrast mellem klippet og uklippet græs.

Første slåning bør ikke være dybere end til 4 cm over jordbunden. Alle plæneklippere af gode fabrikater kan indstilles til forskellige klippehøjder. Især ved første slåning er det vigtigt at undgå for tæt klipning; ellers vil plæ­nen let tørre ud, og alle de grundige forarbejder vil være spildt. Blomsterplæner anlægges på samme måde som beskrevet ovenfor. Samtidig med såningen af græsfrøene sås frø af enårige eller flerårige blomsterplanter, og i løbet af få måneder har man en smuk blomsterplæne eller blomstereng (se denne artikel). Ofte nøjes man med et tilskud af andre planter til supplering af græsset. Man kan vælge bellis, brunelle, kløver, kodriver, læ­beløs, potentil, ranunkel eller æren­pris. De giver plænen kolorit i deres skiftende blomstringstider, men også skiftende grønne nuancer. Mange ha­vefolk betragter imidlertid de nævnte planter som ukrudt, der søges udryd­det med alle midler. Endelig kan plan­terne i blomsterplænen suppleres ved indplantning af »vilde« stauder samt blomsterløg. Den eneste ulempe er, at slåning må udsættes, til blomsterne er visnet bort.

Vedligeholdelse af græsplæner

For de fleste haveejere er græsslånin­gen et af de vigtigste havearbejder. Men slåningen er kun en del af plæ­nens pleje, hvori gødskning, vanding og andre kulturarbejder indgår som vigtige bestanddele.

Slåning. Formålet med slåning eller klipning af græsset er dels at fjerne den øverste, lange del af græsplanterne, dels at opbygge og bevare en tæt og frisk bestand af græs. Som hos alle andre planter er der hos plæne græsset en nøje sammenhæng mellem rodens og toppens udvikling. Toppen skal være så høj, at græsbladene kan produ­cere tilstrækkelig næring til, at rødder­ne ikke dør af sult, og rødderne skal være så lange, at de kan sørge for den fornødne optagelse af vand og næring fra jorden. Nyspiret græs klippes som nævnt først, når toppen er 6-10 cm lang; senere bør toppen klippes ned til 4 cm over jorden. Man kan da forvente en rodudvikling med 40 cm lange rød der. Klippes græsset derimod ned til 2 cm, vil roddybden kun blive 20 cm, og planterne kan kun optage vand og næring fra et halvt så stort jordvolu­men. Længere græs giver derfor bedre vækst og en mere robust plæne; korte­re græs giver en smukkere plæne, men med mindre mulighed for at overleve tørke- og kuldeperioder.

Rotorklippere med vandret roterende knive klipper ikke græsset, men slår det af. Pas på hænder, fødder, børn og hunde!

I den velplejede pynteplæne kan græskan­terne klippes med en lille håndsaks.

Klippehøjden behøver ikke at være den samme hele sommeren igennem, men kan varieres efter varme og fug­tighed. Man bør aldrig fjerne mere end 30% af bladmassen; ellers går en for stor del af plantens energi med til at genopbygge løvmængden. I tørre og varme perioder bør klippehøjden ligge på 4 cm. I skygge under træer bør græsset aldrig klippes lavere end 4 cm. Hyppigheden af græsklipningen kan varierer med årstiden. Under den stærke vækst forår og efterår kan man klippe hver uge; i højsommeren med stor varme og tørke kan man nøjes med slåning hver anden uge. Græsset skal helst være tørt, når det klippes. Maski­nen skal være indstillet til en jævn. klipning, og knivene skal være skarpe. Er der store mængder afklippet græs på plænen, bør dette rives sammen med en gummi- eller fjederrive. Det afklippede græs kan benyttes som jord­dækning i busketter eller mellem ræk­kerne i køkkenhaven. Cylinderklippe­ren med lodret roterende knive og en fast, vandret kniv er den bedste til græsklipning, og den giver det smukke­ste resultat. Der skal altid være nøjag­tig samme afstand mellem den roterende og den faste kniv. Klippehøjden kan justeres ved løsning af den bag knivene siddende rulle, som kan hæves eller sænkes efter ønske. Cylinderklippere findes både som håndmaskiner og som motordrevne. Til ganske små haver kan man vælge en 12" bred håndklipper og til lidt større haver en 14" eller 16" maskine.

Kun hvis plænen er over 1000 m², bør man anskaffe en motordrevet maskine. Disse fås med benzinmotor, eller de drives med elkraft; sidstnævnte type er den mest støjsvage. I naturhaver, på ujævnt terræn, eller hvor man ikke stiller store krav til udseendet, kan man anskaffe en motordrevet rotor­klipper med vandret roterende knive. Denne type klipper ikke græsset, men slår det af; overfladen bliver ofte noget ujævn. Rotorklipperne kan være farli­ge p.gr. af deres hurtigt roterende knive; pas derfor på hænder, fødder, børn og hunde! Se i øvrigt artiklen Plæneklippere.

På store græsarealer kan det især i sensom­meren betale sig at feje det afklippede græs sammen, eventuelt som her med en lille fejemaskine.

Plæneklipperen når ikke helt ind til træ­stammerne. Klip efter med en håndsaks.

Vanding bør aldrig foretages umiddel­bart efter såning af en ny plæne. Der­imod er det vigtigt at vande den etable­rede plæne i tørre perioder. Vand helst om aftenen, og aldrig i stærkt solskin. Man bør hver gang vande med er. vandmængde, der svarer til mindst 30 mm nedbør eller 30 liter vand pr. m².

Vandspredere giver en jævn fordeling af vandet over hele plænen.

Man kan kontrollere vandmængden ved at opstille et par tomme konserves­dåser inden for vandsprederens række­vidde og måle vandhøjden i dåsen; 3 cm vand svarer til de 30 mm regn. Hvis græsset har dybtgående rødder, opta­ger planterne større vandmængder fra jorden, så at arbejdet med vanding kan undgås eller begrænses. Hvis plante­rødderne bliver 25 cm længere, kan man spare vanding med 30 mm vand. Se også artiklen Vanding.

Gødskning. Som andre planter kræver græsplanterne tilførsel af gødning. Men det svier til haveejeren selv i form af øget arbejdsindsats med klipning, hvis han gøder for stærkt. Hvis man gøder for tidligt på året, i begyndelsen af april, reagerer græsset ved at opta­ge mere vand, som kan forårsage frost­svidning af de saftspændte planter. I april-maj gives 3 kg NPK-gødning pr. 100 m². I juni har gødningen ingen virkning udover at fremkalde udvikling af frøstængler på græsset. Derfor gødes ikke i juni, men først igen i juli eller august med 3 kg NPK pr. 100 m2. Den sidste gødskning foretages i november, hvor gødningen ikke bliver udvasket på den bevoksede jord, men bevares i jorden; så at planterne kan have glæde af den ved vækstsæsonens start om foråret. November-gødskningen kan godt være større end sommertilskudde­ne, nemlig 6 kg pr. 100 m².

Topdressing anvendes ofte på ældre plæner. som dækkes med et centime­tertykt lag findelt kompostjord, gød­ningsholdig spagnum (»beriget spag­num«) eller enhedsjord. Jorden rives omhyggeligt ned mellem græsstråene med en gummirive og giver fornyet kraft til plænen. Topdressing kan udføres sent på vinteren eller i det tidlige forår. I en tør forårsperiode bør der vandes grundigt efter udført topdres­sing.

En luftningsmaskine til prikning af huller i en tiltrampet plæne. En gravegreb kan også bruges.

Luftning af plænen udføres, hvor jor­den er meget stiv, er blevet tiltrampet efter hyppige boldspil, eller hvor jor­den er vandsur og bevokset med mos. I småhaver kan luftningen foretages ved, at man stikker en gravegreb lod­ret ned i plænens overflade og vrikker grebens tænder frem og tilbage, så der dannes lodrette, luftfyldte huller. De kan eventuelt fyldes med fint sand, som køres ud over plænen og rives ned i hullerne. Hullerne bør laves med 20­-30 cm's indbyrdes afstand.

Tromling er der tradition for at foreta­ge en gang imellem. Der er dog ingen grund for den almindelige haveejer til at anskaffe sig en tromle, som i reglen presser jorden for fast sammen og hindrer luftudskiftningen i jordoverfla­den. Kun på større sportsplæner kan tromling benyttes i fugtige perioder for at udjævne overfladen og knuse regn­ormenes ekskrementhobe.

Afrivning og fejning af plænen efter klipning er kun nødvendig i perioder med usædvanlig stærk vækst. Ellers kan det afklippede græs i reglen nå at rådne og forsvinde mellem de voksen­de græsstrå før næste klipning. Kun om efteråret er en afrivning absolut nød­vendig. Visne blade forårsager rådne pletter i græsset, hvis de får lov at ligge i blot 14 dage. Inden vinteren sætter ind, bør plænen fejes ren.

Håndlugning af ukrudtsplanter i plænen er mere effektiv og miljøvenlig end ukrudts­sprøjtning.

Ukrudt i plænen fjernes ved sprøjtning med hormonmidler i maj. Men disse midler er stærke gifte, der dræber de fleste tokimbladede planter, ikke blot i plænen, men også i dens omgivelser. Sprøjtevæsken er finfordelt og driver let med vinden rundt i haven og ind i nabohaverne. Desuden er sprøjtegifte­ne livsfarlige for bestøvende bier og andre insekter. Derfor bør man undgå disse kemiske kampmidler i den pri­vate have og gå over til håndkraft og luge plænen med lugegaffel eller luge­kniv - hvis man da ikke foretrækker at se de ofte meget smukke ukrudtsplan­ter udvikle sig sammen med græsset. Vil man endelig mælkebøtterne til livs, kan det ske ved »punktsprøjtning«, hvor hver mælkebøtteroset forsynes med en enkelt dråbe hormonmiddel ved hjælp af en oliekande. Mælkebøt­teplantens overjordiske dele og de øverste cm af roden går ud; men efter nogle måneder skyder nye skud frem fra den resterende del af pæleroden, akkurat som ved håndlugning, hvor man sjældent får hele roden med op.

Mos i plænen udvikles i skygge på klæg, kalk- og kvælstoffattig jord. Ud­viklingen kan forebygges ved at gøde rigeligt med især kvælstof, ved at dræ­ne jorden og ved at undgå alt for tæt (lav) klipning. Mosset kan bekæmpes ved at ud strø en blanding af 2 kg jernvitriol, 1,5 kg svovlsur ammoniak og 2 spande tørt sand. Blandingen strøs ud over mosplænen i et 1 cm tykt lag. Når mosplanterne visner, rives de af med en skarptandet rive. Samtidig kan man så efter med almindeligt plæ­negræsfrø.

Sygdomme optræder relativt sjældent i plænen. Hvis plænen i lang tid har været afspærret fra den atmosfæriske luft af et tykt, fasttrampet snelag, kan planterne angribes af sneskimmel (se denne artikel). Hekseringe er de cir­kelformede vækstzoner, der dannes af forskellige svampe ved nedbrydning af deres mycelium. De stærkt grønne hekseringe kan ikke udryddes, men camoufleres ved tilførsel af større kvælstofmængder til den øvrige plæne

(se artiklen Hekseringe).

Skadedyr i plænen omfatter især rod­ædende larver af fritfluer, gåsebiller, oldenborre og agerugle

(se artiklerne Fluer, Oldenborre og Sommerfugle m. fl.).