Elm - Ulmus

Elm er et kraftigtvoksende og grådigt træ, som kræver god plads og er uegnet til mindre haver.

Det giver kraftig skygge, dets rødder tager vand og næring fra haveplanter, og hen på sommeren spredes frøene, »manna«, ud over store områder. De selvsåede småplanter er et besværligt ukrudt, som i busketter og hække kan være vanskeligt at bortluge. Derimod er elm et smukt skov- og parktræ, ikke mindst hvor der er plads til, at kronen kan udfolde sig frit. Det er velegnet som alletræ med sin lige stamme og kronen, der er hævet op over trafik, luftledninger og skilte. Elm er ret mod­standsdygtig over for luftforurening, vinterfast og vindfør. I virkeligheden har elm kun et enkelt minus i denne forbindelse: elmesygen, der er omtalt i den følgende artikel.

Hollandsk elm (Ulmus hollandica).

Elmen blomstrer allerede i april før løvspring. Her ses blomsterstandene hos småbladet elm (Ulmus minor).

Elm har en smuk, gul høstfarve, som dog ikke holder længe.

Arter: En række arter er i kultur, og af disse er følgende omtalt nedenfor: en­gelsk elm, hollandsk elm, hvidelm, skærmelm, småbladet elm og storbla­det elm.

Engelsk elm (Ulmus procera) er ud­bredt i hele Vest- og Sydeuropa. I Danmark træffes den af og til i ældre parker. Den kan blive et opret, 30 m højt træ med få og tykke grene i den nederste del af kronen, som i øvrigt er uregelmæssig med meget tæt løvmasse. Rodskud og sideskud fra stammen fo­rekommer hyppigt. De unge skud er tæt hårede , ofte beklædt med kork. Bladene er kredsrunde eller ægforme­de og som andre elmeblade usymme­triske og skæve. Oversiden er ru, un­dersiden jævnt håret, basis afrundet kileformet. Frugterne er næsten kreds­runde.

Hollandsk elm (Ulmus hollandica) er en krydsning mellem storbladet og småbladet elm. De enkelte typer nær­mer sig snart den ene, snart den anden af forældrearterne. Blandt de bedste typer er 'Commelin', som er tiltrukket ved den hollandske prøvestation i Baarn i 1950. Der findes derfor endnu ingen store eksemplarer af denne type. De unge planter har lige stamme og letbygget krone. 'Major' kan blive ind­til 40 m høj. Den har en kort stamme og bred krone med overhængende gre­ne. 'Superba' har smal, kegleformet krone og 'Vegeta' en kort stamme, ofte opdelt i flere stammer eller ho­vedgrene. Alle typerne hører hjemme i større parker.

Hvidelm (Ulmus americana) danner høje, smukke træer med en næsten  vaseformet krone og elegante, over­hængende grene. Bladene er bredest på midten, dobbelt savtakkede i ran­den og meget skæve ved basis. Den har en meget hurtig tilvækst og er den smukkeste elm til plantning i større parker.

Skærmelm (Ulmus laevis) hører hjem­me i Mellemeuropa, hvor den findes i skove, hegn og ved vej kanter. Den bliver mellem 10 og 30 m høj. Kronen er uregelmæssig, grenene er overhæn­gende. Barken på ældre stammer løs­nes i tynde flager. Bladene er næsten ægrunde; oversiden er glat, mens un­dersiden er dækket af bløde hår. Blom­ster og frugter sidder på lange stilke, og frugterne er forsynet med fine randhår på vingen. Skærmelm skyder villigt rodskud og kan formeres ved hjælp af disse.

Småbladet elm (Ulmus minor) har, som navnet siger, små blade, men i øvrigt varierer bladene stærkt både i form og størrelse. Bladene er glatte på såvel over- som underside. Bladgrun­den (basis) er meget skæv. De unge grene er glatte, men knopperne er beklædt med hvide hår. Især på yngre skud udvikles der ofte korkvinger. Den småbladede elm har opretvoksen­de stamme og danner hurtigere træer end den storbladede elm, der i lang tid holder sig buskformet. Den småblade­de elm breder sig stærkt ved rodskud. Der findes en lang række kulturfor­mer, af hvilke de vigtigste er 'Cornubi­ensis' med ret smal, kegleformet kro­ne, 'Dampieri' med meget smal, kegle­formet krone og 'Hoersholm', der er udviklet i Hørsholm Planteskole 1885. Hørsholm-elmen bliver et højt træ med en ret kort stamme, der hurtigt deler sig i flere, stift opadrettede hovedgre­ne. Kronen er smalt ægformet. Den er meget anvendt som vejtræ og gadetræ. Endelig findes 'Sarniensis', der stam­mer fra den engelske kanalø Guernsey (som på latin hedder Sarnia). Den minder meget om 'Cornubiensis' , men har stivere, mere oprette grene og er også et udmærket alletræ. En varietet af småbladet elm kaldes korkelm (Ul­mus minor var. suberosa) p.gr. af de tydelige korkvinger på grene og kviste. Storbladet elm (Ulmus glabra) er et 30-40 m højt træ med bred krone. Den skyder i reglen ikke rodskud. Unge planter er ofte buskformede, men dan­ner med tiden kraftige og mere eller mindre lige stammer. Barken er glat (glabra = glat), men bliver dog ru og furet hos ældre træer. De unge skud er hårede og uden korkdannelser. Blade­ne er 5-16 cm lange, store og grove, ru

på oversiden, hårede på undersiden. De rødlige blomster springer ud allere­de i marts-april. Ofte er blomstringen så rig, at grenene efter blomstringen er fattige på blade og trækronerne farves gulbrune af den store mængde manna. Hvis man sår de grønne mannafrugter med det samme, spirer de samme år; men sår man dem først, når de er brune og fuldmodne, spirer de ikke før det følgende år. Storbladet elm trives bedst på næringsrig jord, men anven­des sjældent i skovbruget, da veddet ikke er så værdifuldt. 'Exoniensis' kal­des på dansk pyramide-elm. Den har en smalt pyramideformet krone og optager derfor kun lidt plads på vokse­stedet. Den anvendes af og til som alletræ, bl.a. på kirkegårde. 'Pendula' eller hænge-elm har flad krone med skærmformet udbredte grene med hængende spidser. Ofte sidder der kun blade på grenspidserne.