Druebregnen er hjemmehørende i Kina, men har været dyrket i europæiske haver siden 1700. Den har en rodstok, hvorfra den med udløbere breder sig til alle sider. Rodstokken bærer spredte, langstilkede, lysegrønne blade, der er ægformet trekantede og fjerdelte. Sporerne sidder på særlige »frugtblade«, der er langstilkede, men knap så høje som løvbladene. De sporebærende blade har ingen bladplade, men bladribberne er tæt besat med mange små hårde, drueformede eller perleagtige kugler, der har givet bregnen de danske navne druebregne og perlebregne. Kuglerne er sporehushobe, som indeholder en mængde sporehuse. Bregnen er løvfældende, og om efteråret har bladene fine høstfarver. Bladene er i øvrigt tynde og sarte (på latin sensibilis) og ødelægges let af blæst og træk.
Vækstkrav: Druebregne trives som de fleste havebregner bedst i en fugtig, muldrig jord i fuld skygge. Bladene er sarte, og planten skal derfor stå i læ for de fremherskende vinde. Den breder sig let til alle sider ved hjælp af rhizomerne (rodstokkene) og kan derfor danne store kolonier, hvor forholdene tiltaler den.
Pleje: Druebregne formeres ved deling eller stikning af rodstokken. Sporeformering kan foretages, men er meget langvarig. I strenge vintre kan det være nødvendigt at dække bregne toppen med granris. Den visne bregnetop må aldrig afskæres om efteråret, men først i det tidlige forår.
Anvendelse: Fortrinlig bregne til en »skovbund« under lyse løvtræer, på en søbred eller langs havens vandbassin.