Pære - Pyrus communis

Pæretræet har været dyrket fra gammel tid i det østlige Middelhavsområde og menes at stamme fra nogle tilfældige krydsninger mellem flere pærearter. Nu dyrkes der pærer i alle koldt- og varmttempererede egne, og mange ste­der findes pære forvildet.

De dyrkede pæretræer bliver fra 6 til ca. 20 m høje. Kronen er ofte meget slank og opret i begyndelsen; men grenene kan bøjes udad af frugternes vægt, så at træerne bliver bredkrone­de. De nye skud er glatte; først er de olivengrønne, men i løbet af somme­ren bliver de brune, ofte med tydelige lenticeller (barkporer); ældre bark bli­ver furet. Visse sorter kan danne gren­torne, som oftest er døde frugtgrene. De spredtsiddende blade er 5-8 cm lange og 3-5,5 cm brede, rundagtigt hjerteformede og tilspidsede eller el­liptiske; bladranden er fint savtakket. Ved løvspring er de unge blade fint hårede, men bliver senere glatte på oversiden og skinnende grønne. Blad­stilken er 3-5 cm lang. Pæreblade får en smuk rødbrun høstfarve. Blomstrin­gen falder forholdsvis tidligt, fra sidst i april til ind i maj. De ca. 3 cm store blomster sidder i mere eller mindre åbne halvskærme og er hvide med røde eller rødbrune støvknapper.

Pæreblomsterne har rent hvide kronblade og røde støvknapper. De bestøves især af bier, på jagt efter nektar og pollen.

Bestøvningen udføres af insekter, især bier, som søger nektar og pollen.

Frugten varierer i form og størrelse fra næsten helt rund til typisk pæreformet, fra ret lille til meget stor; størrelsen afhænger dog ikke alene af sorten men lige så meget af, om der er en stor eller lille frugtansætning. Frugtens farve er overvejende grønlig; men helt modne pærer er ofte gullige med større eller mindre partier af brunrødt til rødt. Huden bør være glat og tynd; men ofte føles den ret grov og tyk; det sidste er især tilfældet, hvis modningstiden ikke har været varm og tør; koldt vejr, regn og tåge kan give en »skrubbet« hud. Frugtkødet er hvidt og ved modenhed blødt og saftigt. Der kan være klumper af hårde cellelag, stenceller, i frugtkø­det; det skyldes virus eller dårlige vækstforhold, f.eks. manglende dræ­ning. Frugtkødet indeholder 6-13% sukker, og pærerne er derfor de mest sukkerholdige af alle europæisk dyrke­de frugtarter; til gengæld er syreind­holdet ringe. Kernehuset er femdelt og som regel så blødt, at det kan spises. Hver del i kernehuset indeholder 2-3 kerner, som er sortbrune, når pæren er moden.

Smørpære er det folkelige navn på en række pæresorter med særlig saftige og velsmagende frugter.

Pærerne er plukkemodne, når stilken løsner let fra frugtgrenen, og de er

spisemodne, når stilken let lader sig trække ud af frugten, så den lidt træv­lede del, som sidder op mod kernehu­sets nederste ende, følger med.

Pluk­ketiden strækker sig fra sidst i juli til sidst i oktober.

Modningstiden varierer fra helt træmodne frugter hos de tidlig­ste sorter, som kap spises direkte fra træet, til sorter, som bør opbevares en tid, inden de spises. Opbevaring af pærer er ikke let. De bør lagres ved en temperatur på 2-4°C; men selv for de senest modne skal man ikke regne med et godt resultat ved en opbevaring på over ca. 2 måneder. Opbevaring i kulsyrelagre i kontrolleret atmosfære kan forlænge lagringstiden, men går ud over smagen.

Pærer er fortrinlige til henkogning, hvor deres høje sukkerindhold er en fordel; men smagen er ikke fremtræ­dende nok til, at de er særlig egnede til most eller marmelade.

Pæretræet kan anvendes både som pryd træ og frugttræ.

Formering: Alle pære sorter formeres ved okulation eller podning på grund­stammer af frøformerede vildpærer el­ler på kvædegrundstammer. Af de sidstnævnte findes 3 typer, men kun 'Kvæde A' (fra Angers i Frankrig) er almindelig brugt. Kvædegrundstam­mer giver træer, som ikke vokser særlig kraftigt, og de kommer tidligere i bæring end træer på vildstamme. Da kvæde og pærer tilhører to forskellige slægter, opstår der af og til vanskelig­heder med at få grundstamme og ædel­ris til at vokse sammen; det skyldes en ufordragelighed, forårsaget af arvelige faktorer. Heldigvis findes der sorter, som slår udmærket an på kvæde, og disse vil naturligt nok blive formeret på kvæderod. Ønsker man at få en af de andre sorter, som ikke vil slå an på kvæde, formeret på den svagere grundstamme, kan man benytte mellempod­ning (se artiklen Mellempodning).

Fordragelige sorter er 'Bonne Louise', 'Clara Frijs', 'Colorée de Juillet', 'Co­mice', 'Conference', 'Herrepære', 'Nouveau Poiteau', 'Soldat Laboureur', 'Tongre' og 'Pierre Corneille'.

Ufordragelige sorter er 'Charneu', 'Clapps', 'Grev Moltke' og 'Williams'.

Af de fordragelige sorter er det især 'Clara Frijs', der bliver brugt som forbindelsessort ved mellempodning.

Pleje: Pære trives ikke godt, hvor der ikke er en veldrænet jord, for rødderne går temmelig dybt; ellers kræver pære ikke særlige foranstaltninger, Vil man have fornøjelse af sine pæretræer, bør man dog ikke plante, hvor der er fare for sen forårsfrost, som kan ødelægge blomsterne; især de sene sorter bør stå på lune steder, hvor de kan få så megen sol som muligt for at opnå en god kvalitet. Pærerne stiller ikke særli­ge krav til gødskning; ca. 10 kg fuld­gødning pr. 100 m² med halvdelen lige efter tøbrud og den anden halvdel lidt efter afblomstringen vil være en god begyndelse. Står træerne i græs eller er der anden kultur under, bør der gives ca. 5 kg kalksalpeter eller en tilsvaren­de mængde kvælstof i anden gødnings­form omkring 1. juli. Vandes der meget, eller er sommeren regnrig, bør man tilføre lidt salpeter senere, da en del kvælstof kan være udvasket af vandet.

Beskæringen bør stort set begrænses til en udtynding, så at kronerne ikke bliver for tætte. Det kan være en fordel, især for træer på vildstamme, at vente et år eller to med at beskære første gang. Skærer man hårdt i unge træer, som ikke er begyndt at bære endnu, vil de fortsætte med at vokse på bekostning af frugtdannelsen.

Et pæretræ i haven er en enestående kombination af prydtræ og nyttetræ, som er lige smuk under blomstringen og i frugttiden.

Kniber det med at få træerne til at bære frugt, kan man i stedet for beskæ­ring binde grenene ned til vandret stilling; derved vil næringsstofferne bli­ve i grenenes vandrette del og fremme dannelsen af blomsteranlæg. Er træer­ne begyndt at bære tilfredsstillende, vil de som regel blive ved med at bære. Kun få af de sorter, som dyrkes i dag, er selvsterile; men det vil altid være en sikkerhed for god bestøvning at have mere end en sort, enten i egen have eller fordelt over egen og en nabohave. Problemet kan også let løses ved, at man poder en ny sort ind på det oprindelige træ.

Pæretræer egner sig godt til espa­liering, hvis de er okuleret på 'Kvæde A'-grundstammer. Er der brugt vild­stamme, kan træerne blive vanskelige at holde i ave mod en mur. Står valget mellem pære eller æble som espalier, bør man foretrække pære, for frugter­ne af disse kræver mere varme for at blive rigtig gode.

Sorter: Der findes over 1000 pæresor­ter; men kun få dyrkes normalt her i landet. Dels er der sket en udvælgelse, så kun de bedste bruges, dels hører

pærerne hjemme i et mildere klima; Danmark ligger absolut på nordgræn­sen for pærernes trivselsområde. Her nævnes kun få af de sorter, som gen­nem tiden har været og bliver dyrket her.

'Bonne Louise' er et højt, slankt træ, som trives på både kvæde- og vildstam­me. Frugten er middelstor, regelmæs­sig, afstumpet kegleformet; ved modenhed er farven fra græsgrøn over grønliggul til citrongul med smukke, lakrøde pletter i den brunrøde solside. Kødet er hvidt, fint og skørt, ret tørt med sød smag og en fin aroma. Pluk­kes omkring 1. oktober og kan holde måneden ud.

Pæresorten 'Fondante de Charneu' er sent moden og plukkes sidst i oktober.

'Charneu' bliver et højt, slankt træ, som bør mellempodes, hvis man ønsker, at det skal vokse på 'Kvæde A'. Frugten er middelstor, som regel med en skæv, ret spids stilkende. Ved plukketid sidst i oktober er frugten grøn; men den bliver gulgrøn-gul med røde striber på solsiden. Kødet er hvidgult, fint og saftigt med sød smag og fin aroma. Det er en god dessertfrugt; men den er også god til brug i køkkenet. Ved fornuftig opbevaring kan 'Charneu' holde til ind i december. 'Charneu' bør kun dyrkes, hvor den kan stå lunt, og den er værd at ofre espalierplads på.

Pære sorten 'Clapp's Favorite' modner i be­gyndelsen af september. 'Clapp's Favorite' er en almindelig sort. Træet bliver højt med tynde gre­ne, som tynges udad af frugterne, så at træet bliver ret bredt. Bruges kvæde som grundstamme, må der mellempo­des. Sorten er meget hårdfør og meget frugtbar, og det vil ofte være nødven­digt at udtynde de ansatte pærer, for at de tilbageblevne kan opnå en ordentlig størrelse og kvalitet. Frugten er mid­delstor til stor og regelmæssig. De modne pærer er citrongule med en rød dækfarve. Kødet er grålighvidt. fast og groft; smagen er sød, men der mangler aroma. Plukningen, som kan strække sig fra midten af august til midten af september, bør ske som en udtynding. De sidst plukkede pærer er de bedst udviklede.

'Clara Frijs' er en af de få gode sorter, som er tiltrukket her i landet. Sorten danner et ret lille træ, som trives udmærket på 'Kvæde A', og den er meget brugt som mellemstamme for de pæresorter, som ikke selv vil slå an på den grundstamme. Frugten er middel­stor og velformet; som moden er den grønliggul til citrongul med mange små hudpunkter. Kødet er snehvidt og fast, men skørt, saftigt og sødt uden aroma. Som spisepære er den langt bedre end f.eks. 'Clapp's Favorite'. 'Clara Frijs' skal plukkes i september og spises ret hurtigt, da holdbarheden ikke er god.

'Colorée de Juillet' bliver kun et lille træ, og selv i en parcelhushave bliver den ikke for stor på vildstamme. 'Colo­rée' er den tidligste sort, som har tilstrækkelig kvalitet til at være værd at dyrke, og frugtbarheden indtræffer tid­ligt og er så stor, at der bør udtyndes. Udtyndingen sker lettest ved at begyn­de plukningen, så snart de første frug­ter bliver tjenlige; men det er de sidst modne, som smager bedst. Som helt modne er frugterne citrongule med en rød dækfarve i pletter og flammer. Kødet er hvidligt, noget groft og kor­net, men samtidig løst, ret saftigt og med en Sødlig, noget krydret smag. 'Colorée' bør spises med det samme, da den ved henlægning meget hurtigt bliver melet og smagløs.

'Comice' ('Doyenne de Comice') dan­ner et stort og stærkt forgrenet træ, som trives på både kvæde og vildstam­me. Sorten kræver en varm jord og en lun vokseplads for at udvikles tilfreds­stillende. 'Comice' betegnes som ver­dens fineste pære. Frugten er middel­stor til stor med en variabel form, men oftest bredt kegleformet med stilken siddende noget skævt. Den modne frugt er strågul til gulliggrøn, efter gode, varme somre med en rød stribe. Kødet er gullighvidt, meget fint og meget saftigt, smagen er sød og fint aromatisk. 'Comice' bør plukkes sidst i oktober og spises i november-decem­ber. Sorten er god til opbevaring på kølelager. 'Comice' er et træ, som det er værd at ofre espalierplads på; men udbyttet bliver sjældent stort.

'Conference' danner et bredt træ, idet den oftest rigelige avl tynger grenene ned. Sorten trives godt på kvæde og er meget frugtbar og regelmæssigt bæren­de. Frugten er middelstor, lang og slank. Farven bliver grønliggul; men ofte er huden dækket af en gulbrun »rust«, som gør, at den føles ret ru. Kødet er nærmest laksfarvet, fint og ret saftigt; smagen er sød og aroma­tisk. 'Conference' plukkes lidt ind i november uden særlige foranstaltnin­ger. Den er god til opbevaring i såvel kølerum som i kulsyrelager. 'Confe­rence' er en virkelig god sort.

'Grev Moltke' er af dansk tiltrækning og danner et middelstort træ, som skal mellempodes, hvis det ønskes på kvæ­de. Sorten er hårdfør og sund og kan dyrkes i selv mindre gode frugtegne. 'Grev Moltke' må have en bestøversort som nabo for at kunne yde noget, for den er triploid og kan ikke give frugt ved selvbestøvning. Frugten er stor, tykbuget og uregelmæssig; som moden får den en grønliggul til gul farve med lidt rødt eller rødbrunt. De fleste frug­ter, som kommer i handelen, er grøn­liggule. Kødet er hvidgråt, ret fint og meget saftigt; smagen er sød med en særpræget, om end svag aroma. 'Grev Moltke' bør ikke plukkes før sidst i september eller begyndelsen af okto­ber, og plukningen bør ske ad flere gange. Plukkes den for tidligt, hvilket desværre sker meget ofte, fås »møre Moltker«, som er af en elendig kvali­tet. Holdbarheden rækker næppe ud over oktober, og ved for lang opbeva­ring begynder frugten at rådne indefra. 'Grev Moltke' er, vel mest p.gr. af sin størrelse og frugtbarhed, en meget an­vendt frugt til henkogning.

'Pierre Corneille' danner et kraftigt træ, som trives på kvædegrundstamme. Sorten er lige så sart som 'Cornice", og den bør have en meget lun plads eller espalieres. Frugtbarheden er ret god og tidlig. Frugten er middelstor til stor og regelmæssigt kegleformet. Ved mo­denhed er farven matgul, somme tider med en svag rød dækfarve, somme tider med en brunlig rust. Kødet er hvidgult, fast og saftigt; smagen er sød med en ret svag aroma og en svag, lidt ram bismag, som virker pikant. 'Pierre Corneille' er en fin spisepære, som kan plukkes midt i oktober og spises i løbet af november. Plukningen bør ske var­somt, da huden er tynd, så at der let kommer stødpletter.

'Williams', i mange lande kaldt 'Bartlett', er nok den Sort, som har den største geografiske udbredelse og er mest benyttet til henkogning. Træet bliver middelstort med noget hængen­de grene. Skal der podes på kvæde, må der mellempodes. Frugten bliver mid­delstor til stor, noget uregelmæssig og kantet. Den modne frugt er citrongul, af og til med lidt rødt eller orange på solsiden. Kødet er hvidt, ret fint og saftigt, men noget trævlet; smagen er sød og stærkt krydret, med en moskus­agtig aroma. Plukketiden er fra sidst i august til midt i september. Brugstiden bør ikke strækkes ud over september; ved overmodning begynder frugterne at rådne indefra. Som spisepære er 'Williams' kun andenklasses, men det er en fortrinlig sort til henkogning.

4 gode pæresorter med C: 'Colorée de Juillet' (august), 'Clara Frijs' (september), 'Conference' (oktober) og 'Comice' (november).

PÆRE, SYGDOMME OG SKADEDYR

Sygdomme og skadedyr: Pæretræerne er værter for en række sygdomme og skadedyr samt en række skavanker, som alle bør holdes under kontrol eller afhjælpes. Især når træerne står op ad en mur som espalier og derfor har det lunt og godt, vil mange onder kunne hjemsøge dem.