Dahlia - Dahlia hybrida

I 1570 sendte Felipe II, konge af Spani­en, sin livlæge, Francisco Hernandez, til Mexico for at studere landets natur og eventuelt hente lægende urter med sig hjem. Det varede over 40 år, før livlægen offentliggjorde resultaterne af sin ekspedition i fire små bøger, men i dem finder vi til gengæld den første omtale af planten dahlia i Europa. Hernandez havde fundet ikke mindre end tre forskellige dahlia hos azteker­ne i Mexico, og han omtaler dem ved deres aztekiske navne: Cocoxochitl, Acocoxochitl og Acocotli - det sidste betyder »rør« og henviser til plantens hule stængel. Formentlig har det ikke krævet større anstrengelser af Hernan­dez at finde netop disse planter i Mexi­co, for aztekerne dyrkede dem simpelt hen som haveplanter, akkurat som vi gør i dag.

Man mener, at planteslægten Dahlia omfatter 12 arter, hvoraf de fleste hører hjemme på Mexicos højsletter, mens nogle få stammer fra det egentli­ge Mellemamerika. Når man ikke er helt sikker på antallet, skyldes det, at krydsningsarbejdet formentlig allerede var påbegyndt af aztekerne og siden er blevet fortsat i Europa med en så overvældende energi, at man allerede i 1828 kendte omkring 500 sorter eller varieteter og i dag har adskillige tu­sind. Under sådanne omstændigheder må det være undskyldeligt, om man ikke med sikkerhed kan finde tilbage ti: alle de oprindelige arter. Så meget ved man dog, at Hernandez ikke havde held til at få sine dahlia til at blomstre i Europa - det skete først et par hundre­de år senere, da markisen af Bute, der var gift med den engelske ambassadør i Spanien, fik fat i nogle dahlia-frø, der i 1789 var ankommet fra Mexico til den botaniske have i Madrid.

I 1791 havde hun dem i blomst, og snart efter blomstrede de også i den botaniske have i Berlin. Direktøren for haven i Madrid gav den nye plante navnet Dahlia efter den svenske bota­nikprofessor Andreas Dahl, der var elev af Linne. I mange år var dahlia imidlertid også kendt under navnet »georgine«, opkaldt efter den russiske professor Georgi fra Skt. Petersborg, det nuværende Leningrad. Botanikere har dog senere konstateret, at navnet Dahlia er det oprindelige.

Semikaktusdahlia med elegante, rørformede kroner.

Dahlia kræver næringsrig jord, masser af vand, læ og opbinding.

Dekorative dahlia 'Gay Princess'.

Arter: De dahlia, man nu dyrker, er således krydsningsprodukter af for­skellige arter. De fik fællesnavnet Dahlia variabilis, der henviser til dah­liaens rigdom på former og farver. Af de kendte arter skal følgende nævnes:

Dahlia coccinea har ret små, enkelte blomster med gule skivekroner og skarlagenrøde randkroner. Den kan dyrkes som frøplante og bliver 100-150 cm høj.

Dahlia imperialis har hvide, liljeagtige blomster, men egner sig ikke på friland i Danmark, da den ikke når at komme i blomst i løbet af sommeren. Den kan dyrkes i potter, som man tager ind i et koldhus om efteråret.

Dahlia juarezii er stammoder til alle dahlia af kaktus-typen. Den dukkede op i Utrecht 1872 og blev udstillet første gang i London 1879, Måske er den dog slet ikke en art, men en gammel aztekisk varietet.

Dahlia merckii er lav med små, enkel­te, rødlilla blomster. Den har ingen større værdi som prydplante.

Dahlia pinnata er en art med lyserøde blomster, der blev beskrevet omkring år 1800 i Madrid af abbed Cavanilles under navnet Dahlia variabilis. Alle dahlia har aflange rodknolde og grove, hule stængler, der kan være ret skøre. De nederste blade er dybt indskårne, de øverste savtakkede. Dahlia er en kurvblomst, og blomsterhovedet er egentlig en blomsterstand, som består af en rund pude af rørformede skive­blomster i midten, omgivet af en eller

flere kranse af stærkt farvede rand­blomster. Er skiveblomsterne i større eller mindre antal omdannet til rand­blomster, taler man om halvfyldte eller fyldte former. Blomstringstiden er fra juli, til den første nattefrost kommer. Højden varierer med sorten fra 30 til 200 cm.

Kaktusdahlia

Enkeltblomstrede dahlia 'Red Flash'.

Sorter: Der findes flere tusind dahlia­sorter , og der kommer nye til hvert eneste år. For at holde lidt styr på dem har man inddelt dem i grupper efter højde og blomsterform, men i et så stort materiale vil der naturligvis findes mange overgangsformer mellem grup­perne, og der findes også dahlia, som ikke kan indplaceres i nogen af grup­perne.

1) Enkeltblomstrede dahlia. Blom­sterstanden er sammensat af 8-12 randblomster omkring en gul skive, der består af rørformede skiveblom­ster. Topmix-dahlia er enkeltblomstre­de dværgdahlia, som findes i mange farver. Mignon-dahlia er lave, enkelt­blomstrede eller halvfyldte.

2) Anemoneblomstrede dahlia har sær­lig kraftigt udviklede skiveblomster i en krans inden for randblomsterne, men gerne i samme farve som disse,

Halskravedahlia.

3) Halskravedahlia har en »krave« af ganske korte randblomster , tit i en farve, der virker som en stærk kontrast til de store randblomster.

4) Pæondahlia har to eller flere rækker randblomster omkring de korte skiveblomster, der danner en åben skive som hos de enkeltblomstrede.

5) Balldahlia har store, fyldte blom­sterhoveder, hvor enkeltblomsterne kan minde noget om cellerne i en bikube.

6) Pompondahlia ligner den foregåen­de på blomsterformen, men hovederne er meget mindre, sjældent over 5 cm i diameter.

7) Dekorative dahlia har meget store, men forholdsvis flade, fyldte blomster, undertiden med en diameter på over 30 cm.

8) Kaktusdahlia har store, fyldte blom­ster med randblomster, der er formet som tynde, spidse, drejede rør, som giver et let kaktusagtigt udseende.

9) Semikaktusdahlia minder meget om kaktusdahlia, men randblomsterne er ikke så udpræget rørformede.

Dyrkning: Dahliaknoldene udplantes sidst i maj eller først i juni, når man er sikker på, at der ikke er risiko for nattefrost. Skulle det alligevel true med frost en enkelt nat, efter at spirer­ne er kommet frem, kan man i reglen let redde dem med et dække af et enkelt lag avispapir, som lægges på om aftenen og fjernes om morgenen. Dah­lia trives godt i næsten al slags jord, selv i den meget stive lerjord, som ellers ikke passer ret mange knold- og løgplsnter. De sætter dog pris på, at jorden er godt gennemgravet før ud­plantningen, og samtidig kan man pas­sende tilføre en god portion kompost eller velomsat staldgødning. I reglen vil man plante dahlia i større grupper, og der bør da være 40-50 cm mellem både rækker og planter for de lave sorters vedkommende og 60-70 cm mellem de højtvoksende planter. Plan­tehullet skal være så dybt, at knoldene får 5-10 cm jord over sig, afhængigt af hvor kraftige de er. Hvis man planter for højt, risikerer man, at knoldene får for lidt vand og at stænglerne let'vælter i blæsevejr. Planter man for dybt, begynder planten måske at bruge sin energi på at danne nye knolde oven over de gamle. Samtidig med udplant­ningen bør man anbringe en solid stok til opbinding ved de høje sorter. Gør man det senere, risikerer man at ram­me stokken ned gennem knoldene, og så er det bedre at binde op på ud­spændte snore. Dahlia skal have meget vand og gerne lidt blandingsgødning, men får de for meget kvælstof, giver de for mange blade og for få blomster. Når man vander dahlia, er det bedre at vande jorden end planterne, og plante­stedet skal have fuld sol. Bortset fra vandmg og opbinding kræver dahlia ikke megen pasning i løbet af somme­ren, men vær opmærksom på, at man til en vis grad selv kan bestemme planternes udseende. Vil man have meget store blomster, skal man kun lade hver plante beholde en eller to kraftige stængler og fjerne alle de an­dre. Derefter udknopper man disse stængler - dvs. man fjerner de nederste af de sideskud, der vokser frem i blad­hjørnerne. Så får man kun nogle få, men meget store blomster. Man kan også gøre det modsatte, altså fjerne et eller to af de kraftigste skud helt nede ved jorden og lade alle andre udvikle sig frit. Så får man en buskagtig plante med mange mindre blomster. De fleste vil nok foretrække bare at lade deres dahlia være i fred, når de først er plantet, og det giver også det naturlig­ste resultat.

Massedyrkning på friland af kaktusdahlia, hvis elegant skulpturerede blomster liver op såvel i haven mellem de halvhøje stedsegrønne som afskårne i storbyens vaser.

Overvintring: Før frosten sætter ind, er det klogt at binde et mærke til sine dahlia-stængler helt nede ved jorden, så man næste forår kan sortere dem efter farve og højde. Ganske vist kal­der man dahlia for »efterårets dron­ning«, men efter den første nattefrost er de helt færdige. Sorte, samrnenkla­skede blade og blomster og brune stængler er alt, hvad der er tilbage over jorden, og nu skærer man toppen væk, så der kun bevares 10-15 cm stængel. Har man gode opbevaringsforhold, kan man godt grave knoldene op med det samme, men i moderne huse med varme, tørre kældre er det desværre sjældent tilfældet, og så har knoldene bedre af at blive siddende i jorden så længe som muligt, dvs. til den virkelig dybtgående frost begynder at true. Så må man skyndsomst grave knoldene op og rense dem for den vedhængende jord, hvorefter man lader dem tørre overfladisk i nogle få dage, gerne ved siden af et centralfyr. Man renser dem endnu en gang for jord og fjerner dele, som ser ud til at være angrebet af sygdomme. Knoldene anbringes så på deres vinteropbevaringssted, hvor temperaturen helst skal være mellem 5 og 8°C og luftfugtigheden hverken for høj eller for lav. Knoldene må dog hellere blive lidt indskrumpne af tørke, end de må rådne, fordi de har det for vådt; man må ikke stable dem sam­men, så der ikke bliver nogen luftcir­kulation imellem dem. I et godt kæl­derrum kan man anbringe dem på hylder eller i kasser med luft imellem. Har man helt håbløse opbevaringsfor­hold, kan det være en løsning at an­bringe knoldene på et støbt gulv uden isolation mod jorden, fx i en gara­ge, og derpå dække dem med et tykt lag granuleret isolationsmateriale, fla­mingo eller lecagranulat. Så vil de få j ord temperaturen , der er på omkring 5-8°C, og samtidig en rimelig udluft­ning gennem granulatet. Vand tætte isolationsmaterialer som måtter eller

plader kan ikke anvendes til dette formål.

Haveejeren har mulighed for at vælge mellem flere hundrede forskellige dahliasorter. Her en kaktusdahlia.

Dekorative dahlia 'Cimarosa'

Pompondahlia 'Cherida'.

Formering. Man formerer dahlia efter tre forskellige metoder: deling, stik­ning eller frø.

1) Deling. Når man har sine dahlia­knolde gennem flere år, vil de efter­hånden vokse sig større og kraftigere, men det er ikke nogen fordel at ud­plante alt for store knolde. Ofte bliver den enkelte plante for tæt med mange stængler og grønne blade, og det går ud over blomstringen. Alene af den grund bør man en gang imellem dele sine dahliaknolde, og tilmed får man flere planter. Det er nødvendigt at foretage delingen om foråret, efter at et skud har vist sig, så man kan sikre sig, at der kommer mindst et skud på hver del. Dahliaknoldene har nemlig kun et begrænset antal knopper eller vækstpunkter , og en knold uden knop­per vil aldrig kunne spire, uanset hvor

megen oplagsnæring den indeholder. Ved delingen må man tilføje planten de færrest mulige sår; det gør man ved at bruge en meget skarp kniv, eventu­elt en podekniv, og skære på det sted, hvor man kan lægge det korteste snit.

Man kan pudre såret med et svampe­middel, men det er normalt ikke nød­vendigt. Det er bedst at dele sine dahlia i april og lade de delte knolde begynde væksten i potter indendørs;

men det er lettere at dele dem lige før udplantningen sidst i maj.

2) Stiklinger. Dette er den mest an­vendte formeringsmetode blandt pro­fessionelle dahlia-gartnere, fordi den

giver forholdsvis mange planter, som udvikler sig hurtigt. Fremgangsmåden er dog ikke mere indviklet, end at en amatør sagtens kan få held med sig allerede i første forsøg. Som moderplanter udvælger man sunde, kraftige knolde, og dem planter man allerede i februar i et væksthus eller en bænk med varme, eller simpelt hen i en kasse indendørs. Temperaturen skal være omkring 16-18°C, og der plantes i en veldrænet, humusrig jord, således at de gamle stængler er helt over jorden. I begyndelsen skal man ikke vande ret meget, men efterhånden vander man mere rigeligt. I marts er skuddene kommet frem; for at kunne bruges som stiklinger skal de være faste og saft­spændte. Når de er 6-7 cm lange, skærer man dem af med en lille »hæl«, dvs. at man skærer et line stykke af knolden med. Man opnår det sikreste resultat, hvis man derefter dypper den afskårne ende i et væksthormon , der er beregnet til urteagtige stiklinger, men det er ikke nogen absolut nødvendig­hed. Stiklingerne plantes i potter eller kasser med fugtigt sand eller sandblan­det jord. Man kan fx bruge en blanding af sigtet kompost, almindelig havejord og sand. Derefter må man sørge for, at stiklingerne har passende høj luftfugtighed. Bliver de først slap­pe og begynder at hænge p. gr. af vandmangel, er de i reglen fortabt. Har man dem i kasser, kan man lægge en glasplade over, og potter kan over­trækkes med en plastpose i den første tid; ellers må man overbruse hyppigt. Temperaturen skal stadig være om­kring 18°C, og i løbet af to-tre uger danner stiklingerne rødder. Når rød­derne har godt fat nogle uger senere, bør planterne ompottes, og sidst i maj eller først i juni, når der ikke længere er risiko for nattefrost, kan de udplan­tes efter en passende afhærdning. Hver gang man ompotter eller udplanter, må man passe på at bevare potteklum­pen hel; det er bedst for de nydannede rødder. Ved afskæring af stiklingerne bør man lade nogle få skud blive siddende på moderplanten, da man ellers risikerer, at denne går til grunde. Det er muligt at lave dahlia-stiklinger uden hæl ved at lade skuddene blive længere og dele dem ved tværsnit i flere småstykker. Denne metode an­vendes undertiden, når man har frem­bragt en ny sort, som man gerne vil have opformeret hurtigt af et begræn­set antal moderplanter , men det kræ­ver en meget omhyggelig behandling af stiklingerne både med hensyn til tem­peratur, fugtighed og lys, og planterne udvikles betydelig langsommere.

3) Frøformering. Nogle sorter af dahlia kan det være fordelagtigt at frøforme­re, og det går meget let. Man må blot indstille sig på, at »børnene« meget ofte falder anderledes ud end »foræl­drene«, og det er netop ved frøforme­ring, at man fremelsker nye sorter, som man derefter holder rene ved vegetativ formering, dvs. ved deling eller stikning. De mest velegnede til frøformering er dahlia med enkelte blomster og især dværgformer som 'Mignon' -sorterne og 'Topmix' -sorter­ne, der kan behandles akkurat som andre udplantningsplanter. Man sår frøene i opvarmet hus, bænk eller potte i marts, og de spirer i løbet af 1-2 uger. En let, sandblandet, næringsrig jord er at foretrække, og frøene må helst ikke være mere end 2 år gamle. Småplanterne udprikles med 10 cm's afstand ener hver for sig i potter, og efter afhærdning udplantes de med klump sidst i maj. De vil blomstre fra august. Man kan også så frøene direkte på voksestedet i maj, men så blomstrer de senere. Lavtvoksende, fyldte dahlia kan også dyrkes som udplantnings­planter, og de enkeltblomstrede 'Coltness' -sorter, der bliver op til 60 cm høje, kan med fordel deles op efter farve i røde, rosa, gule og hvide. Dekorative, kaktus- og pompondahlia skal man derimod kun forsøge at frø­formere, hvis man vil eksperimentere med nye sorter. Undertiden fremkom­mer der frøformerede dahliaknolde i handelen, især af de lave sorter, men de svarer desværre ikke altid til bille­det uden på pakningen. Særlig de hol­landske avlere har arbejdet energisk på at frembringe nye dahliasorter , og i mange år har bestræbelserne først og fremmest været koncentreret om at skabe meget store eller meget små blomster. Man har nu dekorative dah­lia med blomsterhoveder på over 30 cm i diameter og miniature-dahlia, der er i stand til at bære i hundredvis af bittesmå blomsterhoveder på hver plante, således fx 'Kolibri' og 'Roulette'. I mange år har man forsøgt at frembringe en varietet med blå blomster, men det er ikke lykkedes, og det kan tilsyneladende ikke lykkes, fordi de mest betydningsfulde farve­stoffer i dahlia, pigmenterne flavon og anthocyan, ikke er i stand til at danne den kombination, der er nødvendig for at give en ren blå farve. Man støder på det samme problem, når man vil frem­bringe en blå rose. Til gengæld finder man ane nuancer i rødt, gult, brunt og hvidt hos dahlia, lige fra snehvidt til sortrødt, og man har endda en varietet med grønne blomster (Dahlia viridi­flora).

Sygdomme og skadedyr. Dahlia kan blive angrebet af bladbrand, der giver brune pletter på bladene. Sygdommen kan forebygges ved, at planterne skif­ter vokseplads. Gråskimmel breder sig, når luftfugtigheden er høj. Derfor bør man altid vande sine dahlia ved roden og ikke på toppen. Unge planter lider undertiden under angreb af ørentviste. De bekæmpes ved, at jor­den under planterne pudres med lin­dan. Også snegle sætter pris på de grønne blade. Bekæmpes ved udlæg­ning af sneglegift. Voksne planter får undertiden alvorlige angreb af sorte bladlus, som kan bekæmpes ved sprøjtning med pyrethrum.