Parkroser

Parkroser er store rosenbuske med oftest enkle blomster. Parkroser er en samle betegnelse for en lang række vidt forskellige rosentyper. Det er fælles for dem alle, at de i løbet af få år udvikler sig til ret store buske med en eller flere blomstringer i løbet af sommeren. De fleste af dem bærer desuden en overdådighed af smukke hyben om efteråret eller langt hen på vinteren. Parkroser er i dette værk opdelt i to hovedgrupper: buskroser og vildroser. Buskroserne er mere eller mindre forædlede roser, der er opstået

i rosenforædlernes »laboratorier« ved krydsning mellem oprindelig vilde for­mer eller med arter og sorter, som i århundreder har været dyrket i østen og i Europa. Buskroserne er kendeteg­net ved altid at have fået kunstige sortsnavne som f. eks. 'Canary Bird', 'Friihlingsgold' og 'Nevada'. Buskro­ser er udførligt omtalt i artiklen Busk­roser.

Vildroser er rene botaniske arter, som plantejægere har fundet ude i naturen rundt om i verden; i Danmark alene findes mindst 10 forskellige vildroser. Alle vildroserne bærer slægtsnavnet Rosa efterfulgt af et botanisk artsnavn, f. eks. Rosa canina (hunderose), Rosa moyesii (mandarinrose) og Rosa rubi­ginosa (æblerose). Af disse vildroser er der desuden inden for visse grupper udviklet sorter, især af rynket rose (Rosa rugosa). Vildroser er omtalt samlet i artiklen Vildroser.

Dyrkning: Parkroser er nemme at dyr­ke i både små og store haver. Trods det danske navn parkroser er de endog meget velegnede til små haver, både i en lille bitte forhave, i et haveskel, som solitærbusk på plænen eller i busketter, på skråninger, i levende hegn og i fuglekrat. Velegnede naboplanter til alle typer parkroser er bærmispel, dværgmispel, hæg, havtorn, prydæb­ler, slåen og tjørn. De fleste parkroser kræver kun meget lidt pasning. De skal ikke beskæres som de øvrige havero­ser, men højst udtyndes med nogle års mellemrum. Rynket rose tåler nedskæ­ring til 20 cm over terræn.