Soldug hører hjemme i vådt tørvemos (Sphagnum) eller på tilsvarende fugtig, næringsfattig jordbund i sumpe, tørvemoser og heder. I Danmark findes den i hele landet på nær Ærø og i Københavnsområdet. Især i solskin er de elegante, små planter med de rødlige blade og de funklende, klare »dugdråber« et betagende syn. Planten har små runde eller ovale, langstilkede blade, der danner en roset. Langs bladranden udvikles lange, røde kirtelhår, hvis klæbrige sekret tiltrækker insekter og holder dem fast. Kirtelhårene bøjer sig ind over det fangne insekt, som opløses og udsuges af sekretet. Blomsterne er hvide og femtallige og minder i formen om bitte små violblomster. De sidder samlet i en ensidig kvast på en ca. 15 cm høj stængel og er kun åbne i fuld sol. Soldug er vanskelig at dyrke, og det må absolut frarådes at indsamle planter i naturen i håb om at få dem til at vokse videre i havens sumpbed.
Et blad af langbladet soldug (Drosera anglica) med klæbrige »dugdråber « på de røde kirtelhår.
Arter:
Langbladet soldug (Drosera anglica) har langstilkede rosetblade med smalle, linjeformede bladplader. I modsætning til de andre arter tolererer den en del kalk i jordbunden.
Liden soldug (Drosera intermedia) har
omvendt ægformede rosetblade og et kun 3-6 cm langt blomsterskaft. Den er ret sjælden i Danmark og findes især i højmoser og på fugtige heder i Nord- og Vestjylland.
Rundbladet soldug (Drosera rotundifolia) er en ret almindelig plante i sumpe, tørvemoser og på heder i det meste af Danmark. Rundbladet soldug er den mest udbredte art her i landet. Dens langstilkede blade har kredsrunde bladplader, og den har et 15 cm højt blomsterskaft.
Se også artiklen Planter, insektædende.