Ædelgran kendes let fra den almindelige gran (Picea) ved til forskel fra denne ikke at efterlade et fremspringende bladar (bladpude), når nålene falder af. Veddet har ofte en lysebrun kerne uden harpiksgange. Grenene sidder i klart adskilte etager vandret ud fra stammen. De unge træer har den smukkeste vækst, mens ældre træer ofte mister de nederste grene, Han- og hunblomsterne udvikles på samme eksemplar; hanblomsterne er raklelignende, sidder mange sammen og efterlader forveddede knopskæl, hunblomsterne udvikles oftest nær træets top, sidder enkeltvis og danner opretstående kogler til forskel fra almindelig gran, som har hængende kogler. Efter frømodningen falder både skæl og frø af og efterlader den træagtige midterakse, Ædelgran er udbredt i de tempererede zoner på den nordlige halvkugle; men ingen af slægten hører hjemme i Norden, Flere af arterne dyrkes som værdifulde skovtræer, andre som solitærtræer i parker og store haver, hvor der er god plads til deres udvikling, Afskårne grene anvendes som pyntegrønt ved juletid og er en betydelig indtægtskilde og eksportvare for skovbruget.
Vækstkrav: Nogle af arterne er frostsarte i Danmark, og alle er følsomme over for sen nattefrost efter løvspring. Træerne bør stå i læ; hvis de udsættes for stærk og vedholdende blæst, især på vestvendte kyster, får kronen ofte en uskøn faneform, og toppen kan helt ødelægges, Træerne tåler skygge bedre end de almindelige graner, og de udvikles smukkest på ikke for næringsrig jord; men de tåler ikke beskadigelse af rodnettet. Ved omplantning af blot halvstore planter varer det flere år, før rodnettet bliver retableret og væksten igen kommer i gang,
Pleje: Ædelgran formeres ved frøudsæd, mens sorterne podes. De bør købes som potte- eller containerplanter, og i de første vækstsæsoner må man sørge for at undgå afbrydelse i væksten, De skal vandes i tørre perioder. Beskæring bør ikke foretages, medmindre træerne er plantet med henblik på afskæring af pyntegrønt. Når træerne er 40-50 år gamle, er de tjenlige til udskiftning. Bladlusangreb kan skæmme deres udseende, og nogle af arterne angribes af rodfordærver og andre svampe. Sen nattefrost giver vanskabte skud og en uskøn, knudret forgrening.
Anvendelse: Ædelgran er bedst egnet til skovbrug som leverandør af tømmer og pyntegrønt og som solitærtræer i parker; i småhaver bør man advare mod anvendelse af dem, medmindre man kun vil have dem en kort årrække og rydder dem, før de bliver grimme eller optager for megen plads.
Arter:
Almindelig ædelgran (Abies alba) fra Sydeuropas bjerge kan her i landet blive indtil 47 m høj. Den har grønne nåle med to hvidgrå spalteåbningsstriber på undersiden og, især i skygge, ret flade skud. Knopperne er tørre og uden harpiks. Koglerne er cylinderformede, 12-15 cm lange, og spidsen af dækskællene er svagt udragende. Uegnet til mindre haver.
Balsamgran (Abies balsamea) fra Nordamerika har en slank stamme og en spidst kegleformet krone. Barken er askegrå med harpikskirtler, og knopperne har et overtræk af harpiks. Nålene danner en V-formet fure langs kvistene og er dybgrønne med to hvide striber på undersiden; gnider man på dem, afgiver de en fin balsamduft. Koglerne er ret små, oprette og purpurviolette før modningen.
Græsk ædelgran (Abies cephalonica) kan i sit hjemland blive 30 m høj. Nålene er meget stikkende, 2 cm lange med blank overside og hvidlige spalteåbningsbånd på undersiden. Koglerne er gyldenbrune, slanke og spidse med synlige dækskæl. Fritvoksende eksemplarer danner en bred krone med grene helt ned til jorden.
Japansk ædelgran (Abies firma) vokser hurtigt til i de unge år og danner en kegleformet krone med opadrettede grene; senere bliver væksthastigheden
mindre, og kronen bliver bred med udadrettede grene. Nålene er læderagtige, toradet udspærrede og med to spidser, som gør især de unge nåle meget stikkende. Koglerne er indtil 15 cm lange med synlige, ikke-tilbagebøjede dækskæl. Træet er kun egnet til plantning i større haver, og om sommeren skal det have megen væde.
Klippegran (Abies lasiocarpa) fra det vestlige Nordamerika er ikke meget kendt og plantet her i landet. Den kan minde om balsamgran, men har en langt smukkere vækst. Nålene er dels udstående, dels fremadrettede, 2-3 cm lange og har som de øvrige arters et indhak i spidsen. Knopperne er harpiksklædte. Koglerne er 10 cm lange, men udvikles kun sjældent i Danmark.
Koreagran (Abies koreana) er en ædelgran med langsom og lav vækst. Den udvikler smukke kogler i en ung alder og er velegnet til småhaver. Koreagran har en meget langsom, næsten dværgagtig vækst, og den har en værdifuld evne til at sætte kogler i en ung alder. Se artiklen Koreagran.
Kæmpegran (Abies grandis) er et meget stort træ, uegnet til mindre haver. Se artiklen Kæmpegran.
Langnålet ædelgran (Abies concolor) hører hjemme i Colorado, Sydcalifornien og det nordlige Mexico. Væksten er kegleformet og ret åben. Nålene er udbredte eller opad krummede og savner skilning (midterlinje); de er grågrønne eller skinnende mørkegrønne, 3-6 cm lange med but spids med et indhak og med en fure på oversiden. Koglerne er aflangt ægformede og 10 cm lange. Træet er mest dekorativt, når det står enligt på en åben plæne. Grenene er ikke egnet til afskæring, da nålene sidder for spredt. Denne art er meget nøjsom og klarer sig godt på selv tørre sandjorder.
Nordmannsgran (Abies nordmanniana) har en frodig og fyldig vækst og er bedst egnet til større haver. Se artiklen Nordmannsgran.
Spansk gran (Abies pinsapo) fra Sydspanien er let at kende på de elegante blågrå eller blågrønne, stive nåle, som står vinkelret ud fra kvisten i næsten hele kvistens omkreds; de er svagt afrundede i spidsen og mangler indhak. Knopperne har et let overtræk af harpiks, og koglerne er små, knap 10 cm lange. Den grånålede sort 'Argentea' er den smukkeste; den kan plantes i lidt større haver, bedst i fuld sol.
Sølvgran (Abies procera) kaldes oftest »Nobilis«, Se artiklen Sølvgran.