BLOMSTRER LÆNGST OG MEST - billede: 'Mme Knorr'
Portlandrosernes baggrund er mildt sagt usikker. Mange har spekuleret, andre har forsket, men oprindelsen er fortsat hyllet i dunkelhedens tåger. Det fortælles gerne, at en engelsk adelsdame, hertuginden af Portland, havde en rose med sig hjem fra en Italiensrejse i begyndelsen af 1800-tallet, og at denne rose skulle være 'The Portland Rose', som - ifølge en del kilder - blev moderplante for gruppen. Hagen ved det er, at hertuginden, hvis det drejede sig om den roseninteresserede »2nd Duchesse of Portland«, formodentlig aldrig var i Italien. Der foreligger en oplysning om, at rosen stod optaget i en engelsk planteskolefortegnelse fra 1782, og ifølge samme kilde skulle den være taget under dyrkning i Frankrig tre år senere.
Roseneksperterne har heller ikke kunnet enes om, hvad det er for gener, som - formodentlig ved naturens mellemkomst - mødes i oprindelsesrosen. En gruppe mener, at forældrene består af en høstdamascener, måske 'Quatre Saisons', og en gallica, muligvis 'Officinalis'. Fra andet hold vil man have Rosa chinensis 'Semperflorens' ('Slater's Crimson China') med ind i billedet. Under alle omstændigheder har 'The Portland Rose' ført til en gruppe henrivende roser, som ikke bare er smukke, men også virkelig længeblomstrende og trods det ret hårdføre. Ellers plejer remonterende roser jo som regel at være frostfølsomme, eftersom de ikke modner af i tide. På den anden side kan man jo sige, at remonterende roser har gode forudsætninger for at dyrkes i koldere klima, eftersom de blomstrer på års skuddene, selvom de er frosset ned til jorden, blot ikke til okuleringsstedet.
Et specielt kendetegn for portlandroserne er de korte blomsterstilke og de aflange, tilspidsede blade, der sidder som en manchet lige under blomsterne. Disse har et meget specielt udseende, idet kronbladene i centrum ruller sig indad selv i fuldt udsprungen tilstand. Et andet særkende er den lave vækst, måske et slægtspræg fra gallica, som gør, at de varmt kan anbefales til den lille have.
I gamle rosenbøger optages portlandroserne ofte som en undergruppe til damascenerne, og der er uden tvivl en forbindelse. Efterhånden som portlandroserne udvikledes, er deres karakter dog blevet stadig mere »portlandsk«, De fortjener absolut at placeres i deres egen gruppe. Forædlingen fandt først og fremmest sted i Frankrig, hvor gartner Souchet benyttede portlandfrøplanter i sine krydsninger. Det var også ham, der tiltrak 'Rose du Roi', som blomstrede for første gang i 1815, og som undertiden siges at være gruppens stamrose, en antagelse, som bygger på at den 3. hertuginde af Portland (altså ikke den 2., som er nævnt tidligere) havde frø af Rosa chinensis 'Semperflorens' med sig hjem fra en rejse, og at disse frø førte til 'Rose du Roi'.
Hvem det end var, som havde hvilke frø med hjem, så blev portlandroserne enormt populære både i England og i Frankrig. En oplysning fra 1848 meddeler, at der fandtes 84 forskellige sorter i Kew Garden i London. I dag er portlandroserne en meget lille gruppe. De gled i baggrunden, da bourbon- og remontantroserne lanceredes, hvilket undertiden forklares med disses somme tider større blomster og stærkere farver, men det mest sandsynlige er nok, at portlandroserne trængtes ud af de nye roser ganske enkelt, fordi det blev højeste mode at have dem i haverne. Også i rosernes verden styres efterspørgslen af trends. Måske kan man også forestille sig, at portlandroserne ikke rigtigt tog sig ud til deres fordel på grund af efterladenhed med pasningen. Det er ikke uden grund, at Valdemar Petersen i Gamle roser i nye haver pointerer, hvor vigtigt det er at sørge godt for portlandroserne. Da de er så-rigt blomstrende, behøver de masser af både vand og næring! Foruden grundgødskningen anbefaler Petersen overgødskning med 1 strøgen spsk. kaliumnitrat, opløst i 10 l vand, hver anden uge fra blomstringens start til og med august. Det er også vigtigt, at det afblomstrede renses væk efterhånden. Remonteringen bliver bedre på den måde, og samtidig kommer busken til at se betydeligt mere pyntelig ud.
Andre portlandroser: 'Arthur de Sansal', karminrød med purpurschattering, tætfyldt (Cochet 1855); 'Blanc de Vibert', hvid, tætfyldt (Vibert 1847); 'Mme Boll', rosa, tætfyldt (USA 1853); 'Pergolèse', karminrød med purpurschattering, tætfyldt (Moreau-Robert 1860).
--