Rubus arcticus er den mindste og sirligste af de kendte Rubus-arter. Den har ingen torne eller udløbere, og bladene ligner små jordbærblade. Blomsterne er store, mørkt rosenrøde og springer ud i juni. I dens nordlige hjemlande, et bælte fra Rana ved den norske Atlanterhavskyst over Norrland og Österbotten til Ladoga, er den i blomstringstiden ofte udsat for nattefrost, som ødelægger blomsterne og forhindrer frugtdannelsen. Bærrene er ellers de lifligste, man kan tænke sig, med en aroma, som overgår de fleste dyrkede og vilde spiselige bær. Linné skrev i sin bog »Laplandsrejse«: »Denne plante har med sine bærs vinagtige nektar mange gange genoplivet mig, når jeg var ved at segne af sult og træthed.« Bærrene anvendes især til syltning og til fremstilling af en fornem likør. Man har søgt at fremavle sorter, som kan dyrkes i haverne; men foreløbig må man nøjes med de indsamlede vilde bær. Planten kan dyrkes her i landet, hvis man sørger for fugtig jord om foråret, gennemført tørke i sommertiden og på ny fugtighed om efteråret; men planten udvikler ikke bær hos os.
Rubus-slægten omfatter talrige arter, hvoraf de fleste har spiselige bær og ubehagelige torne.