Elefantøre - Caladium

Elefantøre er en knoldplante, der dyr­kes p.gr. af sine farveprægtige, lang­stilkede, hjerte- til pilformede blade. Bladenes farve kan variere mellem grøn, grå, rød og hvid. Bladnervernes farve står i stærk kontrast til bladpla­dens farve. Blomsterne er ubetydelige, hvide eller grønlige og samlet i en kolbe, der er helt skjult i blomster­skeden. Elefantøre stammer fra Syda­merika.

Elefantøre, Caladium bicolor 'Red Chief', er overordentlig dekorativ af både form og farve.

Arter: Af arten Caladium bicolor er udviklet en række hybrider, som er de hyppigst dyrkede, bl.a. 'Candidum', der har hvide blade med grønne årer, og 'Seagull', lige omvendt.

Caladium humboldtii er mindre med lysegrønne blade, der har gennemsigti­ge hvide partier mellem nerverne.

Kultur: Elefantøre er en lys- og varme­krævende plante, som kræver høj luftfugtighed. Direkte sol tåler den ikke. En væksttemperatur på 25°C er passende, og i vækstperioden februar-sep­tember bør temperaturen ikke komme under 20°C. Hvor elefantøre anvendes som potteplante, kan potten anbringes på en lille forhøjning i en skål med vand, således at den er omgivet af vand, men ikke står direkte i det; det forhøjer luftfugtigheden omkring plan­ten. Hyppig overbrusning er ligeledes gavnlig. Der tilføres regelmæssigt næ­ring med vandingsvandet. I september begynder bladene at visne som indledning til hvileperioden, der strækker sig fra september til februar; i denne pe­riode tilføres næsten intet vand og ingen næring. I hvileperioden kan tem­peraturen sænkes til 15-16°C, men hvis temperaturen bliver lavere, ødelægges knoldene, og derbliver ingen nyvækst. Dyrkningsjorden bør være meget luf­tig, baseret på grov tørv iblandet ler. I februar starter nyvæksten; temperatu­ren hæves, vandingen øges, og der gives igen næring. Hvis planten sætter blomst, sker det i perioden februar­-april.

Hos elefantøre (Caladium) skiller bladårerne sig skarpt fra bladpladens farve.

Formering: Det er vanskeligt selv at formere elefantøre. Det foregår ved deling af rodknoldene, idet der frem­kommer spirer og rødder på knoldene, når de lægges i en blanding af tørv og sand. Knoldene deles, således at der er både spirer og rødder på de enkelte de­le. Disse pottes så dybt, at der kan dannes rødder op ad stænglen. Forme­ringen kan også ske ved hjælp af de småknolde, som moderknoldene dan­ner.