Formklipning

Den formklippede planteskulptur af taks (Taxus baccata) har det taget årtier at skabe.

Ved formklipning forstås klipning af planter til skulpturer, hække eller bånd efter et bestemt mønster. Navnlig taks og buksbom formklippes, eksempelvis til pyramider, søjler, kegler, kugler, terninger eller dyreskikkelser. Form­klipning kræver godt kendskab til de anvendte planters vækstform samt kendskab til og øvelse i beskæring. Desuden kræves der stor tålmodighed og stor arbejdsindsats i forhold til pasningen af fritvoksende planter. Formklipning er en særlig kunstart in­den for havekunsten, i fagsproget kaldt »topiary works« (planteskulptur).

Den kendtes allerede i den klassiske oldtid, og formklippede træer og buske ses stadig mange steder i Europa som enkeltstående planteskulpturer eller formklippede hække, bånd og arkader. Tidligere blev formklipning anvendt inden for frugtavlen, idet frugttræer og -buske gennem beskæring og opbin­ding kan formes til strengt regelmæssi­ge former.

Uden for Europa dyrkes formklipning især i Det fjerne østen, navnlig Japan; en kendt form for japansk planteskulp­tur er bonsai (se denne artikel).

Kunstnerisk udformede takshække i den engelske herregårdshave Nymann’s Gardens.

Teknik: Til formklipning anvendes hækkesaks til klipning af flader på over 's bredde, græssaks til flader under 's bredde og beskæresaks til udklip­ning af mindre enkeltheder. Endvidere anvendes udspændte snore til angivelse af klippehøjde, lodsnore til angivelse af lodrette flader samt skabeloner til indviklede former. Formklipningen fo­retages 2-3 gange om året; planter, der kun formklippes en gang om året, beholder ikke stramheden i formen året rundt. Klipning af løvfældende buske og træer kan foretages både sommer og vinter; stedsegrønne klip­pes i maj eller august-september. Under formklipningen klippes der for­trinsvis på lodrette eller udadskrånen­de sider. Lodrette skud klippes som hovedregel først over, når den ønskede længde er nået. Rager opadgående skud påfaldende op over de øvrige, foretages en let studsning. Formklipning kræver kraftige grene som grundlag for den planlagte form. Ønskes en bred form, er det nødven­digt at fremkalde kraftige sidegrene, f.eks. ved nedkapning af topskuddet samt ved at tvinge sidegrene nedad ved hjælp af barduner.

Pyramideformen startes med grenene lige over jorden. Bliver topskuddet for langt uden at sætte sideskud, kortes det ned. Tilsvarende kortes sideskud­dene af for at opnå stærk forgrening. Skal buske eller træer formes til en sammenhængende hæk eller en bue­gang (arkade), vælges lige store plan­ter af samme art. Skal arkaden have en lige underkant, er det nødvendigt at tvinge planternes sidegrene ud, mens de endnu er bøjelige. Eventuelt ud­spændes vandrette tråde, hvortil side­grenene fastbindes. Senere, når sidegrenene mødes, kan de podes sammen.

Egnede planter: Standser man plan­tens tilvækst inden for den planlagte form og størrelse, kan det gå galt, idet man derved fjerner de nye skud, der skulle sætte grene og blade. Kun plan­ter med såkaldte »sovende øjne« (ad­ventivknopper) tåler tilbagebeskæring. I jo højere grad en plante danner vinkelrette grene og sovende øjne, jo mere velegnet er den til formklipning. Velegnede buske og træer er, udover taks og buksbom, liguster, avnbøg, lind og tjørn.

Buksbom tåler tilbagebeskæring med 3-4 års mellemrum, helst med beskæ­resaks og bedst i august. Taks har en udpræget evne til at danne adventiv­knopper og tåler tilbagebeskæring godt. Liguster skyder villigt fra grun­den og tåler tilbage beskæring. Avnbøg danner villigt vandrette grene, hvis toppen skæres ned, og tåler i øvrigt tilbage beskæring. Almindelig bøg tåler at klippes år efter år, men den tåler ikke egentlig tilbage beskæring. Lind og tjørn tåler tilbagebeskæring; histori­ske linde-alleer har således tålt og over­levet årlige beskæringer gennem flere hundrede år.

Formning af »pyramidetræer« af bøg eller avnbøg sker ved beskæring i vinterhalvåret.