En handicaphave er en have, hvor der i planlægning og i praktiske detailløsninger er taget udvidet hensyn til bevægelseshæmmede.
Der skelnes i det følgende ikke mellem privathaven og institutionshaven; hvad enten det gælder at hjælpe et bevægelseshæmmet familiemedlem eller beboere og patienter på en institution, er målet det samme: i alle tilfælde at give de bevægelseshæmmede mulighed for jævnlig naturkontakt, adspredelse og motion.
Haven skal være overskuelig og egnet til at opleve fra en bænk eller en kørestol, og der bør være mulighed for kortere ophold i læ for regn og vind. Videre må der være stier i et omfang, så den bevægelseshæmmede kan færdes i haven, og trapper og ujævne eller løse befæstelser bør helt undgås eller begrænses mest muligt.
I Boligministeriets »Bygningsreglement 1977«, som kan købes i boghandelen, findes der i pkt. 2.1.4 retningslinjer for praktiske foranstaltninger, der kan lette bevægelseshæmmedes færden. Der tænkes først og fremmest på adgangsarealer; men når det gælder institutionshaven, må retningslinjerne betragtes som minimumskrav, mens de for privathaven normalt kan opfattes som vejledende.
Havens indretning og udstyr
Ligesom man indendørs, i materialevalg og udformning af inventar og redskaber, tilgodeser den handicappedes behov for tilfredsstillende arbejde og adspredelse samt behovet for at være selvhjulpen, må de samme hensyn tages i haven.
Havens stier og hvilepladser skal kunne tåle den forventede færdsel under skiftende vejrforhold og årstider og befæstes derfor bedst med betonfliser eller belægningssten med ru overflade. Niveauforskelle udlignes med ramper, der ikke er stejlere end 1:20, svarende til en højdeforskel på højst lodret for hver vandret.
For at give hvilemulighed indrettes afsatser (reposer); der bør opsættes håndlister, og der bør være beskyttelseshegn for kørestole, så at hjulene ikke kommer uden for befæstelsen.
For at give den handicappede mulighed for at arbejde med i haven kan bedene hæves med støttemure og kummer, så der bliver en passende arbejdshøjde. Selv for personer, der bruger kørestol, er der ved opbygning af kraftige borde i passende højde mulighed for at arbejde med såning og prikling af sommerblomster og køkkenurter, eller bordene kan udformes som egentlige plante bede eller kummer med mindst 's jorddybde. Når der herved bliver tale om, at kun begrænsede jordmængder er til rådighed for planterne, skal dyrkningen være som ved baljeplanter. Med rimelige installationer kan den handicappede selv klare de særlige krav til vanding og gødskning.
De handicappedes hvilepladser og arbejdspladser i haven bør skærmes mod sol, regn og vind.
Havestuer og drivhuse
Hvis havestuen betragtes som en del af haven snarere end af huset eller som arbejdsplads for den handicappedes havearbejde, er der rige muligheder for en meningsfyldt beskæftigelse. Drivhuset byder på de samme fordele, og frit beliggende i haven giver det større naturkontakt og afveksling fra dagligdagen og dens miljø. Ved køb af drivhus må man tænke på dets rummelighed i forhold til den handicappedes arbejdshøjde, og døren bør være en bred skydedør uden dørtrin.
Fælles for havestue og drivhus er, at de »forlænger« havesæsonen og i kraft af deres beskyttede klima giver mulighed for den handicappedes arbejde også i de koldere måneder.
Redskaber
Mange værktøjer og redskaber kan leveres med andre skaftlængder og udformninger, end man til daglig ser; man bør derfor spørge efter kataloger eller opsøge butikker med meget stort udvalg.
Ideer til haveanlæg for bevægelseshæmmede kan med fordel udnyttes af ældre eller fysisk svage mennesker, så at det daglige havearbejde ikke bliver en byrde, men en fortsat glæde.