Granitbrosten og chaussesten bruges oftest i forbindelse med vigearealer og holdepladser for biler, idet de kan være for ujævne til egentlige gangarealer.
Længe før asfaltbelægninger blev almindelige, befæstede man de vigtigste pladser, gader og veje med runde marksten (pigsten eller toppet brolægning), så de kunne tåle hestevognenes jernbeslåede hjul; hvor der var megen fodgængerfærdsel, lagde man større, flade sten i smalle rækker eller bånd af lange, rektangulære, behuggede granitsten (bordursten). Senere fik man mere regelmæssigt formede brosten og chaussesten af kløvet granit fra egentlige stenbrud. Brosten er 15- høje, 12- brede, ulige lange sten, som tilspidser lidt nedad, mens chaussestenene nærmest er terningformede med en kant på ca. . Mens brostenene sattes i lange rækker, skifter, på tværs af færdselsretningen, var chaussebrolægningen ofte sat i bueforbandt, med en maksimal radius, som tillod brolæggeren at blive siddende på sin lille kuglestol. I mange af byernes gader ligger der granitbrolægning under asfalten, og ved større omlægninger graves den op og udbydes til salg. Hvis stenene var slidte og glatte, før asfalten kom på, kan de hugges rene med en murerhammer. Nu anvendes brolægning ikke mere ved nye vej- og gadeanlæg, men på torve og pladser sætter man pris på naturstenens bidrag til miljøet. Betonfirmaerne har efterlignet chaussestenene og fremstillet en betonchaussesten på 10x10x8 cm, en meget regelmæssig og smuk betonflise, der er lettere at lægge end chaussesten af granit.
Chaussesten i bueforbandt var tidligere en ret almindelig gade belægning. Buen svarede til brolæggernes rækkevidde fra den lille brolæggerstol. Bueforbandtet er lidt svagt, fordi fugerne bliver forskellige, men man kan som her vist sætte det i våd beton.
--