Træmaterialer til brug i hus og have, til hegn og jernbanesveller m.m. beskyttes på forskellig vis mod angreb af trænedbrydende svampe. I naturen foregår der en stofopbygning under planternes vækst, og ved plantens død bliver deres organiske stoffer af en række mikroorganismer igen spaltet til de oprindelige stoffer som kuldioxid og vand. Anvendes træ som bygningsmateriale, er det ønskeligt, at denne nedbrydningsproces udskydes om muligt i hele bygningens brugsperiode.
Naturlig beskyttelse.
De forskellige vedsorter er beskyttet på forskellig vis fra naturens hånd alt efter indholdet af bl.a. harpiksstoffer og garvesyre. Splintved (den yderste levende del af veddet) er lettere nedbrydeligt end kerneved. Træ i jordkontakt har følgende omtrentlige holdbarhed: splintved af fyr ca. 2 år, gran og fyr ca. 4 år, lærk ca. 8 år og eg ca. 9 år. Trykimprægneret lærk eller fyr sælges som regel med en garanteret holdbarhedstid på 20 år, men kan ofte holde længere.
Svampeangreb på træ.
Der findes en række tømmersvarnpe, der er specialiseret til at nedbryde træ i naturen. I den mørke, kølige, fugtige skovbund optræder gul tømmersvamp almindeligt; den gør ofte skade på f.eks. hegnspæle i jordoverfladen. Tilsvarende optræder den i kolde, fugtige kældre i gulvbjælker. Hvid tømmersvamp kræver lidt mere varme og er almindelig på træ i drivhuse.
Korkhat (Gloeophyllum sp.) findes i naturen på vindfælder, der varmes kraftigt op af Solen. På brugstræ optræder den i pergolaer og vindueskonstruktioner. Disse svampe kan skade træværk stærkt, når træfugtigheden ligger på 20-50% vand. Det er ikke ualmindeligt at se konstruktionssvigt p.gr. af svampeangreb efter kun 2-5 år.
Den ægte hussvamp (Serpula lacrymans), der ikke kendes i fri natur, er den farligste af alle svampe i bygningskonstruktioner. Den ynder kølige, fugtige forhold, og når den først er i gang, kan den via specielle myceliestrenge selv transportere vand til opfugtning af nye områder. Den kan endda gennemvokse murværk og nå en stor udstrækning, hvis den ikke bliver opdaget og standset i tide. Det er vanskeligt at reparere efter angreb af den ægte hussvamp, da den fra murværket kan vokse ud til nyindlagt træ; væggene må pudses med mørtel, der indeholder svampegifte, og man bør benytte trykimprægneret træ. Det vigtigste er dog ved alle reparationer at opspore fugtkilden og få denne standset. Man kan tegne svampeforsikring for et hus for et beskedent beløb under forudsætning af, at huset holdes rimeligt vedlige. Stakitter, pergolaer og redskabsskure er dog ofte så udsat, at man ikke kan tegne forsikring for dem; det anbefales at imprægnere træværket i stedet for.
Pergolaoverligger, ødelagt af kork hat.
Beskyttelsesmetoder.
Til træbeskyttelse anvendes først og fremmest den såkaldte konstruktive beskyttelse, hvor trækonstruktionen udformes således, at træfugtigheden ikke overskrider 20%, som udgør den nedre grænse for svampevækst. For at undgå opfugtning af træværket udformes bygninger med skråtage, store tagudhæng, skråflader og med vandnæser. Svampe kan heller ikke trives ved træfugtighed over ca. 80%, idet der så er for lidt ilt. Dette udnyttes bl.a. ved fundering med træpæle, der nedsænket i vand har en holdbarhed på flere hundrede år. Som supplement til den konstruktive beskyttelse anvendes også kemisk beskyttelse af træ. Her behandles træet på forskellig vis med stoffer, der virker hæmmende eller dræbende på svampene, f.eks. tjære, organiske tinforbindelser, kobbermidler m.fl. Da kobbersulfat, der har været anvendt som træbeskyttelsesmiddel, er meget vandopløseligt og derfor let udvaskes af træet igen, anvendes blandingen kobberkrom-arsen (CCA) ofte til trykimprægnering; denne kan foretages for et beløb på 10-15% af træprisen, hvorfor det normalt er en god forretning at beskytte sit træværk.
Træbeskyttet træ er beskrevet og klassificeret i Dansk Standard DS 2122 i følgende klasser:
DS 2122 klasse M anvendes til træ i saltvand som havnemoler, fundamenter osv. Her forlanges det, at alt splintved er beskyttet ved trykimprægnering. Der anvendes ofte tjære eller CMC i en styrke, der svarer til det dobbelte af klasse A.
DS 2122 klasse A anvendes til træ i kontakt med jord (hegnspæle, facader, plantekummer, terrassebelægninger). Her forlanges også, at hele splinten er beskyttet ved trykimprægnering. Man anvender mest CCA-salte, der giver den kendte grønlige farve.
DS 2122 klasse B anvendes til vinduer. Her forlanges, at splinttræet indtil ca. 10 mm's dybde skal være beskyttet ved vakuumimprægnering. Man bruger ofte organiske tinforbindelser, opløst i terpentin, til behandling af færdigtillavede vindueskonstruktioner. Fælles for trykimprægnering og vakuumimprægnering er, at kun ved af fyr og lærk kan beskyttes; gran er uegnet til formålet, da veddet p.gr. af en speciel opbygning ikke kan optage imprægneringsvæsken.
Træ kan også beskyttes ved bestrygning med et træbeskyttelsesmiddel; men svampe giften trænger ikke ret langt ind i træet, og træværket må derfor bestryges med jævne mellemrum. Blandt disse midler er der en del, der kan svide planter, hvorfor man bør være forsigtig ved behandling af facade- og pergola træ og slet ikke benytte træbeskyttelsesmidler i drivhuse eller til plantekasser. Endelig kan træet dækkes med alkydmaling eller akrylplastmaling, der forhindrer, at træet opfugtes; malingerne er ofte tilsat forskellige svampegifte.