Formering

I naturen har planterne forskellige må­der at formere sig på, nogle simple, andre mere komplicerede. Visse arter benytter to eller flere formeringsmeto­der; andre kan kun formere sig på den ene af måderne.

Bladstiklinger af spiralfrugt (Streptocarpus). Bladets midternerve er såret flere steder, og bladet er lagt på jord med lidt ovenpå for at holde det på plads. Nye planter dannes ved sårene.

Et blad af usambaraviol (Saintpaulia) er brækket af og stukket ned i en urtepotte med jord. Ved brudstedet danner bladet nye planter.

Ukønnet formering: Simple organis­mer som bakterier og gærceller forme­rer sig næsten udelukkende ved celle­deling, en vegetativ, ukønnet form for formering.

Ukønnet formering ved sporer: Det næste trin i udviklingen er ukønnet formering ved sporer, som kendes fra bl.a. mosser og bregner. Ved sporeformeringen danner forældreplanterne to slags sporer, hanlige og hunlige. Ved sporernes spiring udvikles små selv­stændige planter, som kaldes for kim eller prothallium. På for kimene dan­nes derefter de egentlige kønsceller, og ved sammensmeltning af disse kønscel­ler dannes det nye og fuldbårne slægtled.

Vegetativ formering: Foruden den ovennævnte primitive celledeling hos bakterier og gærceller kender plante­verdenen til flere former for vegetativ formering.

I visse tilfælde er vegetativ formering et fast led i en plante arts udvikling og er således med til at sikre artens bestå­en. Et eksempel herpå er jordbær. Nogenlunde samtidig med blomstrin­gen udvikler jordbærplanterne lange, seje stængler, i hvis spids der sidder en knop, som udvikler sig til en ny plante. Mange urteagtige, flerårige planter formerer sig på denne måde ved over­jordiske udløbere.

En særlig formeringsform er yngle­knopper (bulbiller), som dannes i blad­hjørnerne hos visse liljer, bl.a. tiger­liljen.

Vegetativ formering fra et overjordisk organ kendes også fra stueplanten ni 1­gud (Kalanchoe daigremontiana) og nogle nære slægtninge. Hos disse plan­ter dannes der små planter langs blad­randene. Når disse små planter falder af, har de allerede udviklet rødder, som kun skal have berøring med fugtig jord for at vokse videre.

Mange stauder formerer sig ved under­jordiske udløbere, bl.a. asters og bak­kestjerne. Blandt stueplanterne kan nævnes bajonetplante, som breder sig med kraftige, underjordiske stængler. Også kartoflens knolde er et eksempel

på formering ved underjordiske udlø­bere.

Yngleløg og yngleknolde hos hen­holdsvis tulipan og gladiolus stammer fra knopper, som er udviklet på stæng­lerne.

Mange stauder og træagtige planter kan danne knopper på rødderne. For de urteagtige planters vedkommende gælder det især planter med tykke, kraftige rødder. Rodknopperne vil i mange tilfælde kun komme til udvik­ling, hvis plantens top eller rod beska­diges. Et velkendt eksempel er mælke­bøtte. Mange haveejere har prøvet at udrydde mælkebøtter ved at afskære toppen og den øverste del af roden. Men kort tid efter er der vokset flere nye planter op fra rodstumpen. Vild­skud på roser og de mange rodskud, som dannes af træer og buske som bævreasp og hjortetaktræ, er disse planters »reservemåde« at sikre artens beståen på.

For visse buske er aflægning en natur­lig formeringsmåde. Det gælder især buske med lange, bløde grene, ranker, f.eks. brombær. Kommer grenene til at ligge fast ned mod fugtig jord, slår de rødder, og nye, selvstændige plan­ter dannes. Selv træer som ahorn og el og stivgrenede buske som hassel kan benytte sig af aflægning som forme­ringsmetode .

Alle naturlige formeringsmetoder er taget i brug af mennesket, når det gælder formering af kulturplanter. Men der er føj et flere til. Mange planter formeres ved stiklinger, afskår­ne plantestykker. Desuden er podning og okulation ofte anvendte formerings­metoder, hvor knopper eller større plantedele overføres til nye, rodslåede planter, de såkaldte grundstammer. Kønnet formering ved frø: Det sidste og mest udviklede trin i formeringen er frøformeringen. De hanlige kønsceller optræder i form af blomsterstøv eller pollen, de hunlige i form af ægceller, som sidder mere eller mindre beskyt­tet. Først når det befrugtede æg er blevet et fuldt udviklet frø, frigøres det fra moderplanten, og en ny generation kan begynde.

Se desuden artiklerne aflægning, af­sugning, befrugtning, bladstiklinger, frø, okulation, podning, sporeplanter, yngleløg.

Stiklinger danner hurtigere rod, når man anbringer potte og stikling i en tæt plasticpose.