Også på dansk benævnes denne plante med sit latinske navn Astilbe, der egentlig betyder »uden glans«. Det er nok lidt misvisende, for mere farvestrålende og skinnende stauder kan man næppe tænke sig. Planten har en kødfuld rodstok, stærkt fjersnitdelte blade og 50-100 cm høje, stive stængler med en masse blomster samlet i fjerbusk-agtige toppe. Der er arter og sorter i næsten alle farver fra hvidt over rosa og lilla til rent skarlagenrød. I naturen vokser Astilbe i fugtige enge, langs søbredder og ved vandløb. De foretrækker altså en jævnt fugtig jord, som aldrig tørrer helt ud, men den skal samtidig være varm og uden skygge fra større træer.
Astilbe simplicifolia har sorter med lette, overhængende blomsterstande.
Når man i mange haver anvender den som »skyggeplante«, beror det på, at jorden holder sig længere fugtig i skygge end i fuld sol. Men Astilbe trives netop særlig godt i fuld sol.
Astilbe chinensis pumila i et skyggebed sammen med bregner.
Astilbe arendsii 'Fanal' har ildrøde blomsterstande.
Dyrkning: I en have vil man sjældent få glæde af Astilbe i staudebedet, hvor der i regelen er for tørt. De bør snarere anvendes i særlige »mosebede« eller »sumpbede«, eller som bundplanter i surbundsbedet mellem rhododendron og andre lyngvækster. Den bedste plantetid er sidst i april eller begyndelsen af maj. Gamle planter tåler stærk deling, men de enkelte planteklumper kan være så hårde, at de må deles ved hjælp af en spade. Ved delingen fjernes de ældste og mest træagtige dele af den gamle klump. Jorden skal være let, porøs og iblandes tørvestrøelse, enhedsjord eller gammel bladjord. Tilførsel af kunstgødning bør ske i form af svovlsur ammoniak og svovlsur kali, som sørger for at holde jordens reaktion på et passende surt stade. Efter en snefattig vinter og i tørre forår er vanding stærkt påkrævet. Opbinding af Astilbe er unødvendig, da stilkene er så stive, at de let holder sig oprette. Frøstandene er meget dekorative, også om vinteren, så der er ingen grund til at afpudse blomsterne, når de visner.
Alle de dyrkede sorter er hårdføre her i landet og behøver ikke vinterdækning.
I haven plantes Astilbe bedst sammen med andre fugtigheds-elskende planter som engkabbeleje, kattehale, engblomme, sølvlys og primula. Endvidere som bundplante i rhododendronbedet sammen med blå valmuer, primula, bregner og guldnælde.
For øvrigt er Astilbe en fortrinlig snitblomst. Den er særlig holdbar, når den skæres, når alle blomsterne i toppen er sprunget ud.
Formering: Deling af gamle planter i løbet af foråret.
Kraftige planter af Astilbe chinensis taquetii 'Superba' .
Arter og sorter: I haverne dyrkes en lang række sorter, opstået ved kryds-
ning og forædling af flere arter. De bedste typer findes samlet i gruppen Astilbe arendsii, opkaldt efter den tyske planteskolemand Georg Arend, der har været foregangsmand inden for dette forædlingsarbejde. En lang række af disse sorter har været prøvedyrket ved statens forsøg i 1964, og de bedste af disse er blevet anerkendt til viderekultur og til anvendelse i haver og parker.
De anerkendte sorterer følgende:
Astilbe arendsii 'Brautschleier', hvid, 70 cm.
'Cattleya', lillarosa, 100 cm.
'Fanal' , mørkerød, 40 cm.
'Gertrud Brix', karminrød, 60 cm.
'Moerheimii' , hvid, 80 cm.
Astilbe chinensis pumila, violet, 30 cm.
Astilbe chinensis taquetii 'Superba'. blålilla, 80 cm.
Astilbe simplicifolia ' Atrorosea', mørkrosa, 40 cm.
Astilbe thunbergii 'Straussenfeder', rosa, BO cm.
Derudover kan yderligere en række sorter anbefales, bl.a.
'Europa', rosa, 40 cm,
'Red Sentinel' purpurrød, 40 cm og
'Professor van der Wielen', hvid, 80 cm.
Astilbe arendsii har mere oprette blomsterstande.
Sygdomme: Astilbe er meget sunde planter. Hvis de får brune, visne bladrande, beror det ikke på sygdomsangreb, men derimod på for tør vokseplads. Ved tilstrækkelig fugtighed vil planterne hurtigt udvikle nye, friske blade.
--