Hormoner er oprindelig vækstregulerende stoffer, der dannes et sted i organismen og derfra transporteres til et andet sted, hvor de enten fremmer eller hæmmer en livsfunktion. Første gang ordet blev brugt i forbindelse med planter, var i 1909, da man fandt ud af, at en ekstrakt af orkide-pollen kunne få orkide-frugtknude r til at vokse. Senere viste det sig, at orkidepollen indeholdt et stof, auxin, som altså havde en stimulerende virkning på udviklingen af frugtknuden hos ubestøvede blomster. I planterne dannes disse vækstregulerende stoffer i vækstpunkterne samt i frugter og blade. Auxinerne er først og fremmest karakteriseret ved deres evne til at fremskynde stræknings væksten i skudceller, mens de hæmmer røddernes længdevækst. De nedsætter stivheden i planten, fremmer frugtsætningen, men hæmmer ofte frøspiringen. Vandringen af stoffet foregår kun i en retning, nemlig fra vækstpunktet mod basis. Ved forsøg med havrekimplanter, dyrket i mørke, påviste den danske plantefysiolog Peter Boysen Jensen, at auxin var årsag til, at disse, ved belysning med hvidt lys, drejede sig imod lyskilden. Han skar spidsen af de små kimplanter og satte den på plads igen, således at de to snitflader kun var adskilt af et tyndt lag gelatine. Kimen viste sig da fortsat at reagere med en normal krumning ved ensidig belysning. Han påviste også, at dette fænomen kunne stoppes med små plader af platin, når disse blev indskudt i indsnit i kimen - dog kun, hvis de blev indskudt på skyggesiden. Han konkluderede deraf, at planternes krumningsevne måtte bestå i en transport af et vækstfremmende stof, der frembringer krumningen, og at denne transport måtte finde sted på skyggesiden af plantedelen.
Et andet vækststof er gibberellinsyre. Det har været kendt i Orienten siden midten af 1920rne; men først omkring 1950 blev det kendt i den vestlige verden. Japanske forskere opdagede, at risplanter, der var angrebet af en svamp, Gibberella fujikuroi, blev høje, tynde og oftest blege, og det lykkedes dem at fremkalde disse symptomer hos raske planter ved hjælp af sterile filtrater fra svampens vækstmedium - altså uden at inficere planterne med svampen. De aktive stoffer fik navnet gibberelliner, og senere er der isoleret en del af disse under forskellige betegnelser, dels fra Gibberella, dels fra frøplanter. Fælles for stofferne er det imidlertid, at de stimulerer væksten af stængelleddene, for græsserne tillige bladenes længdevækst. Desuden fremmer de længdevæksten hos rødderne, øger plantens stivhed og fremmer frugtsætning og frøspiring. De minder altså på visse områder om auxiner, men deres fysiologiske virkninger adskiller sig dog på en række punkter fra dem.
