I vore haver dyrkes især to pæonarter, den »simple« bonderose (Paeonia officinalis) og den forædlede, østerlandske silkepæon (Paeonia lactiflora). Navnet er oprindelig et græsk gudenavn. Pæon er en fortrinlig havestaude, hvis kraftige, røde stængler skyder op af jorden i det tidlige forår. Senere udvikles de elegante, fligede blade, og i juni-juli kommer de kuglerunde knopper, som åbner sig til enkle eller fyldte blomster i hvidt, rosa eller rødt. De dufter som de dejligste roser og er gode til afskæring. Efter afblomstringen står det friske løv og pynter lige til efterårets komme.
Paeonia peregrina fra Balkan har enkle blomster, som minder meget om blomsterne hos den almindelige bonderose (Paeonia officinalis).
Vækstkrav: Pæonerne skal have en kraftig, veldrænet jord med basisk reaktion; sure jorder må tilføres jordbrugskalk, hvis pæonerne skal trives. De kræver desuden en del vand og megen sol; i skygge får man aldrig en tilfredsstillende blomstring.
Pleje: Pæon er en af vore allernemmeste stauder. Man har aldrig besværet med at skulle flytte planterne, for de trives bedst på samme vokseplads i en lang årrække, ja gerne en hel menneskealder. Kun de første år efter nyplantning eller omplantning er de ikke så villige til at blomstre. Da pæonrødderne er tykke og kødfulde, må man ved gravning og omplantning passe på ikke at såre rødderne. Pæon formeres let ved deling af gamle planter, og udplantning sker bedst i september. De nye planter skal plantes et par cm dybere, end de har stået før; men sættes de for dybt, vil de ikke blomstre. Inden plantningen bør jorden forbedres ved at blande benmel eller enhedsjord i plantehullet, og hver forsommer bør de gødes med et par håndfulde blandingsgødning. I varmt og tørt vejr kan vanding være påkrævet. Opbinding skal helst undgås, da den ikke pynter, men en opbinding med et grønt ståltrådsstativ kan foretages så diskret, at ståltråden hurtigt dækkes af løvet. Man bør afpudse blomsterne, efterhånden som de visner. I september kan man topdresse jorden under planterne med et lag enhedsjord eller kompostjord, så at jorden ikke udtørres i vinterhalvåret; egentlig vinterdækning er derimod sjældent påkrævet. Den visne top bør først skæres ned om foråret.
Anvendelse: I et gammeldags staudebed kan det blive besværligt at placere pæonerne, der som permanente planter ikke tåler den normale omplantning hvert 3. eller 4. år, som de øvrige stauder bør have for at udvikle sig til fuldkommenhed. Pæonerne bør derfor hellere anbringes i separate bede, gerne med en mellemplantning af hvide narcisser og tazetter, der har samme blomstringstid som pæonerne, eller eventuelt i forgrunden af et busket eller op ad en lun husmur.
Der findes et stort udvalg af pæonsorter, et godt samleobjekt for den interesserede haveejer.
Arter og sorter:
Paeonia cambessedesii stammer fra De baleariske øer. Den bliver kun 50 cm høj og har tretallige, læderagtige blade med purpurfarvet underside. Blomsterne bliver indtil 10 cm i tværsnit; farven er dybrosa. Planten er ikke helt hårdfør og må vinterdækkes eller opbevares frostfrit om vinteren.
Silkepæon (Paeonia lactiflora) med enkle, hvide blomster.
Paeonia lactiflora, den østasiatiske silkepæon, blomstrer i maj-juni. Den bliver meterhøj, og hver plante udvikler indtil et dusin kraftige stængler, hver med en eller flere store blomster. Blandt de talrige sorter kan nævnes, Avalanche' med fyldte hvide til let gullige blomster; 'Festiva Maxima', ligeledes med hvide, fyldte blomster; 'Holbein' med enkle, rosa blomster; 'Karl Rosenfieid' med mørkt karminrøde, fyldte blomster, og 'Sarah Bernhardt' med æbleblomstfarvede, fyldte blomster, særlig egnede til snit.
En fyldtblomstret varietet af den duftende silkepæon (Paeonia lactiflora).
Paeonia lutea er en staude eller halvbusk fra Tibet, hvor den bliver 150 cm høj. Bladene er tretallige, dybt indskårne, og de gule blomster er let overhængende. Den er nem at dyrke, men kræver en lun plads og nogen vinterdækning.
De skinnende gule blomster med en fin glorie af støvdragere i midten af den kaukasiske Paeonia mlokosewitsehii.
Paeonia mlokosewitschii fra Kaukasus har blågrønne blade med håret underside og rødlige rand- og længdenerver. Allerede i april åbner de pragtfulde, lyst svovlgule blomster sig. De er helt enkle med en strålende glorie af støvdragere i midten.
Paeonia officinalis er vor gammelkendte bonderose. Stænglerne er lave og stive, bladene dobbelt tredelte, lidt læderagtige og mørkegrønne eller grågrønne. Hele planten bliver højst 80 cm. Den blomstrer i maj-juni med hvide, 'rosa eller mørkerøde blomster. Både enkle og fyldte former findes, alle med en herlig duft. 'Alba Plena' har hvide, fyldte blomster; 'Rosea Plena' er rosenrød med ligeledes fyldte blomster, og 'Anemonaeflora Rosea' har halvfyldte, åbne blomsterskåle rosa.
Paeonia peregrina fra Balkan har dobbelt tredelte blade. De purpurfarvede blomster bæres af stive stængler, men planten kan ofte være vanskelig at dyrke tilfredsstillende.
Paeonia suffruticosa, træpæon, er omtalt i artiklen Træpæon.
Paeonia tenuifolia fra Sydeuropa og Kaukasus har en krybende rodstok (rhizom) med aflange, knoldagtige fortykkelser. Bladene er meget findelte, og i juni udvikles de skarlagenrøde blomster. I haverne dyrkes mest en fyldtblomstret form, 'Plena'.
Paeonia veitchii fra vestlige Kina har 3 eller flere blomster på hver af'de 30--40 cm høje stængler. Farven er rødligpurpur. Blomstringen er ret sen, ofte først ind i juni.
Paeonia wittmanniana har tredelte blade med lakagtig, blågrøn overside og lysegrøn underside. Blomsterne er lysegule og har røde støvdragere. Den bliver 80 cm høj.
Sygdomme: Pæon angribes af og til af pæongråskimmel, som giver rådne stængler og sorte, døde blomsterknopper. Syge plantedele skæres af og brændes. Om foråret kan der sprøjtes med et captanmiddel.