En blomsterstand er en samling blomster, der danner en helhed og er støttet af højblade. Der findes mange forskellige typer af blomsterstande, som alle er resultatet af en lang udviklingsproces, i hvilken både planternes medfødte muligheder og deres ydre omgivelser har spillet en rolle. Planternes skudbygning og deres evne til at danne frø ved selvbestøvning er blandt de vigtigste af de medfødte egenskaber, der har haft indflydelse på blomsterstandenes udformning. Blandt de ydre faktorer kan nævnes vækstperiodens længde, skadeinsekters forkærlighed for frø og frugter samt bestøvende insekters evne til at få øje på bestemte figurer og opfatte noget, der skiller sig ud fra omgivelserne. Foruden insekternes synssans har også deres energiforbrug under fødesøgningen spillet en rolle. Når et insekt besøger de forskellige blomster i en åben blomsterstand, må det flyve fra den ene til den anden eller stå på svirrende vinger ud for blomsterne, mens det tager føde til sig. Derved bruger det meget mere energi, end hvis det bare kunne kravle fra den ene blomst til den anden. Hvis insektet kunne vælge frit mellem at flyve eller kravle under sin fødesøgning, ville det derfor sandsynligvis vælge at kravle. Dette er nok en af de vigtigste grunde til, at mange blomsterstande har udviklet sig, så alle blomsterne sidder tæt på hinanden.
Blomsterstandenes skudbygning, altså deres måde at grene sig på, følger to hovedmønstre. Hos nogle planter fortsætter hovedstænglen (hovedaksen) med at vokse, mens sidegrenene (sideakserne) sætter blomster; hos andre ender hovedstænglen i en blomst. Fra de øverste bladhjørner under denne udgår der sidegrene, som vokser videre for at ende i en blomst osv. I det første tilfælde taler man om en enfodsakse, i det andet om en kædeakse.
Blomsterstande med enfodsakser. Her springer de nederste blomster som regel ud først, og efterhånden som hovedstænglen vokser videre, dannes der flere og flere blomster op ad den. Blomsterne kommer derfor ikke alene til at sidde på en lang akse; de udvikles også over en lang periode. De først udviklede blomster vil som regel allerede været bestøvet, når de næste springer ud. Chancen for, at der bliver overført støv mellem to blomster på samme plante, er mindre end chancen for, at blomsterne bliver bestøvet med støv fra helt andre planter. Med andre ord, i en lang stand, hvis blomster udvikles over en længere periode, er chancen for selvbestøvning nedsat.
Klasen er en blomsterstand med enfodsakse. Blomsterne hos kleopatras nål sidder i lange klaser. Den består af en lang hovedakse med mange sidestillede, stilkede blomster, som man fx kender det fra ribs.
Akset. Hvis blomsterne i en stand, der er opbygget som klasen, er ustilkede, får man et aks som fx vejbredarternes.
Kolben er igen afledt fra akset, idet hovedstænglen er svulmet op og blevet tyk og kødet, som de fleste kender det fra majs.
Halvskærmen er et eksempel på en blomsterstand, hvis blomster sidder i samme niveau, så at et bestøvende insekt mageligt kan spadsere rundt på
den. Halvskærmen er opstået ved, at de nederste grene i en klase er blevet meget længere end de øverste. Røns blomster og bær sidder i halvskærme.
Stjerneskærms små skærme er omgivet af et tydeligt svøb af højblade.
Skærmen. I en skærm er hovedstænglen blevet så kort, at alle blomsterstilkene udgår fra samme punkt. Stjerneskærm er et eksempel på en plante med skærmformet blomsterstand; hos den ser man tydeligt, hvordan nogle høj blade på stænglen danner et svøb omkring standen. Bjørneklo har en dobbeltskærm.
Hovedet. Når både hovedakse og blomsterstilke bliver meget korte, får man en hovedformet blomsterstand, fx rødkløvers.
Gerberas »blomst« er i virkeligheden en kurvformet blomsterstand, hvis yderste, tungeformede blomster er store og iøjnefaldende.
Kurven. I en kurv, fx solsikkens, er hovedaksen blevet fortykket og forstørret til en kurvbund, mens blomsterstilkene totalt er forsvundet. Højbladene er dels blevet til et svøb, som beskytter blomsterstanden, mens den er i knop, dels til avner, der beskytter de enkelte blomster, indtil de springer ud. Somme tider er disse avner dog helt forsvundet.
Kurven er måske den mest specialiserede type af blomsterstande med enfodsakser. Den kan derfor bruges til en lille illustration af nogle af de fordele, planterne har af at samle deres blomster i stande. I en kurv sidder blomsterne i kranse. De yderste kranse springer ud først, og så følger hver dag en eller flere kranse indad mod kurvens midte. Denne tidsfølge er med til at sikre fremmedbestøvningen. Ofte er der en arbejdsdeling mellem blomsterne i kurven, sådan at de alleryderste har skæve, tungeformede kroner af en anden farve end de inderste - det er dem, man piller af en bellis. De tungeformede kroner har til opgave at gøre reklame for kurven; man kan sige, at de har overtaget den funktion, kronbladene har i en enkeltblomst. Orkideernes prangende blomster sidder i klaser, og hver gang planten anlægger en ny blomst, må den investere en masse energi i blomstens »reklameapparat«. Det behøver kurvplanterne ikke. I deres stande kan der fx være 210 blomster, hvoraf kun de otte har prangende kroner. Til gengæld danner hver enkelt blomst hos orkideerne en mængde frø, hvor hver enkelt blomst i kurven kun danner en enfrøet frugt. Men også her er der fordele ved kurven. Mange skadelige insekter lægger nemlig deres æg i blomsternes frugtknuder. Hos en orkide vil dette betyde, at alle frøene kan blive ædt af insektets larver; hos en kurvplante vil det derimod kun være et enkelt eller nogle få frø, der bliver ødelagt ad gangen.
Sammensatte blomsterstande. Blomsterstande med enfodsakser som skærme, kurve og klaser er meget ofte samlet i sammensatte blomsterstande. Hvis hovedstænglen således danner mange sidegrene, der hver især er klaser, opstår der en sammensat blomsterstand.
Top. Hvis en sådan sammensat blomsterstand har lange sidegrene, hvoraf de nederste ofte er længst, kaldes den en top. Toppe er meget almindelige hos græsser; tagrørs blomsterstand er en top.
Dusk. Hvis sidegrenene i en blomsterstand, der er opbygget som toppen, bliver korte, taler man om en dusk. Også duske er almindelige hos græsser.
Bjørneklos blomster sidder i dobbeltskærme.
Dobbeltskærm. Skærme er meget tit samlede i dobbeltskærme, som det fx kan ses hos bjørneklo. I en dobbeltskærm kan der være to slags svøb, nemlig storsvøbet af høj blade ved den nederste forgrening, altså greningen fra hovedstænglen og et småsvøb under blomsterstilkene. Midt i dobbeltskærmen hos vild gulerod sidder ofte et par sortviolette blomster. På afstand ser det ud, som om der sad et lille insekt midt i blomsterstanden, og man mener da også, at disse blomster lokker bestøvende insekter til.
Blomsterstande med kædeakser. I blomsterstande med kædeakser ender hovedaksen i en blomst, mens sideakserne overtager væksten. Somme tider kan den ene af sideakserne ligefrem overtage føringen og vokse videre med den retning, hovedaksen før havde. Derfor er blomsterstande med kædeakser lidt sværere at overskue end dem med enfodsakser. Måske er det også derfor, at mange af dem kaldes kvaste. Skærmkvasten. Hvis greningen af hovedstænglen i en kædeakse begynder lige under endeblomsten og sker i alle retninger, får man en skærmkvast, der findes hos mange vortemælkarter . Det mest almindelige er imidlertid, at greningen under hovedstænglens endeblomst kun sker i en eller to retninger.
Gaffelkvasten. Hvis der udgår to grene i samme højde fra hver sin side af hovedstænglen, får man en gaffelkvast. Gaffelkvaste er meget almindelige hos medlemmer af nellikefamilien. Sidder de to grene ikke i samme højde, får man forskellige andre typer af kvaste, som under et kaldes to-armede. Hvis der kun sker en grening til den ene side under hovedstænglens endeblomst, får man en enarmet kvast. Alt efter hvilken vinkel sidegrenen sidder i i forhold til hovedaksen, kan man få forskellige kvaste. Nogle af disse minder meget om klaser, men kan kendes på, at de altid ender i en blomst. Svikkelen er en almindelig type af en enarmet kvast, som fx findes hos forglemmigej-arterne. I en svikkel udgår sidegrenene skiftevis til højre og venstre fra hovedaksen, hvis spids meget tit er indrullet.
Nøglet. Hvis blomsterstilkene i kvaste og svikler bliver meget korte, kalder man dem for nøgler. Hos læbeblomstrede som fx salvie sidder blomsterne i nøgler i bladhjørnerne.
Vortemælk. Blomsterkopperne er omgivet af gule højblade og sidder samlet i skærmkvaste.
Blomsterkopper. Hos vortemælkarterne er blomsterne enkønnede og mangler bloster. De sidder i en særlig slags sammensatte kvastformede blomster-
stande, som kaldes blomsterkopper. En blomsterkop består af en central hunblomst, omgivet af svikler af hanblomster. Hele denne blomsterstand er omgivet af hansviklernes højblade, som ofte er farvede, fx gule eller røde, og af højbladenes fodflige, der er omdannet til nektarier (honningkirtler).
Raklerne er en særlig form for blomsterstande, som egentlig kun er kendetegnet ved, at de afkastes som et hele og har enkønnede blomster. Hasselens gule rakler består af hanblomster, der sidder enkeltvis i hjørnet af hver sit rakleskæl. Hunraklerne hos hasselen er derimod meget små og i virkeligheden tre-armede nøgler, i hvilke kun 2 blomster udvikles. Under blomstringen sidder de helt skjult i knopperne, men senere udvikles både blomsterstilkene og de to små blade (forblade), som sidder på dem og som danner hasen omkring nødden.