Stedsegrønne

Stedsegrønne planter som fyr, krybende enebær og søjle-enebær giver hygge i haven på alle årstider.

Stedsegrønne planter bærer grønne blade eller nåle året rundt. I modsæt­ning til de løvfældende planter sker løvfaldet hos de stedsegrønne jævnt fordelt over året, således at de ældste blade fortrinsvis falder først af. Afhæn­gigt af arten varierer bladenes leveal­der fra 2 til 8 år. Fordelen ved at bære stedsegrønne (vintergrønne) blade er, at ånding og kulsyreassimilation ikke går i stå om efteråret, men fortsætter vinteren igennem, så længe klimaet er tilstrækkelig mildt. Det er dog et mi­nus, at de stedsegrønne blade og nåle fordamper vand også i hele vinterpe­rioden, når den frosne jord ikke tilla­der plantens rødder at opsuge vand til erstatning for det fordampede. Hos såvel stedsegrønne bladplanter som nåletræer søger planterne at nedsætte denne unødige fordampning ved hjælp af en særlig tyk overhud, vokslag og velbeskyttede spalteåbninger. Hos ro­dodendron og rynkeblad hænger bla­dene slapt ned i frostperioder, hvorved tørkeskader og fordampningsspild undgås.

I særlig milde vintre vil man opdage, at mange af de almindeligt løvfældende buske »glemmer« at tabe bladene til langt hen på vinteren. Mange roser kan således optræde som næsten sted­segrønne, en egenskab, som de har ført med sig fra de sydlige himmel­strøg, hvor de hører hjemme. Til gen­gæld er der en del af de herhjemme stedsegrønne planter, som svides af frosten og taber bladene i særlig hårde vintre, bl. a. ildtorn, kristtorn, visse rododendron og rynkeblad.

Aucuba japonica 'Variegata' er en stedse­grøn busk med gul brogede blade og røde bær.

Vækstkrav: For at opnå en god overvintring er det vigtigt for de fleste' stedsegrønne, at jordbunden om efter­året har rigelig fugtighed, så at planter­ne er saftspændte, før frosten sætter ind. Til gengæld skal jorden være så veldrænet, at rødderne ikke kommer til at stå vinteren over i vand og is. Der skal være læ, så at vinterblæsten ikke tørrer bladene eller nålene ud, og der må ikke være for skarp forårssol med vekslende frost og tø, især ikke i febru­ar-marts.

Pleje: Stedsegrønne skal ved plantnin­gen have en god rodklump og bør derfor købes med rodklump eller som potteplante (containerplante). De skal plantes i maj eller september, hvor jordtemperaturen ligger på mindst 10°C. Efter plantningen vandes så grundigt, at rødderne ikke tørrer ud eller den omgivende jord suger vand bort fra plantehullet. Planterne bør skygges med hessian eller halmmåtter mod svidende vinde og skarp februar­sol, og indtil de har fået godt fat, bør de bindes op til en pæl eller stolpe, så at vinden ikke ryster så meget i kro­nen, at de nydannede smårødder rives over.

Anvendelse: Stedsegrønne planter er med til at holde haven grøn året rundt; men man bør sørge for en balance mellem stedsegrønne, løvfældende og blomstrende planter for ikke at udvi­ske årstidernes skiften i haven. I den forurenede byluft vil sodpartikler ofte lukke spalteåbningerne i de stedse­grønne planter, som derfor er mindre egnede i byhaver eller nær industriom­råder eller kraftværker; enkelte arter generes dog ikke af forurenet luft, bl. a. sortfyr (østrigsk fyr), mahonie og serbisk gran, som derfor er særlig vel­egnede i byhaver. I landhaver bør man tænke på, at fremmedartede stedse­grønne nåletræer og bladplanter sjæl­dent harmonerer godt med det danske landskab og dets plantesamfund. I strandhaver med havgus og salt­vandssprøjt kan de stedsegrønne let tage skade; til de mest robuste hører banksfyr, bjergfyr, klitfyr og sitkagran.

Udvalg af stedsegrønne: Selv blandt stauderne kan man finde vintergrønne vækster, og de har særlig værdi ved at fungere som grønne bundplanter året rundt. Men de vigtigste stedsegrønne finder man blandt havens buske og træer. Se oversigterne ved artiklerne Bunddækkeplanter, Buske, Nåletræer og Prydtræer.