Klatrerosen 'New Dawn' er en af de bedste espalierroser. I Statens forsøg fik den værditallet 168.
Klatrerose er oprindelig det danske navn for den vilde rosenart Rosa multiflora, som klatrer ved hjælp af sine torne. Men benævnelsen klatrerose anvendes nu for alle de mange rosensorter, der har rankende skud og som kan klatre op i træer eller anvendes til espalier til beklædning af mure og hegn. I daglig tale kalder vi dem slyngroser; men det er helt forkert, for ikke en eneste rose er i stand til at slynge sig om andre planter, som tilfældet er med de »rigtige« slyngplanter som kaprifol, humle, træmorder m.fl.
De nu anvendte klatreroser udvikles på forskellig måde, og nedenfor inddeles de i 4 grupper: klatreroser med toårsskud , klatreroser med træagtig vækst, klatrende sporter af lave roser samt buskroser med rankende vækst.
Klatreroser med toårsskud:
Disse roser danner hvert år nye, smidige skud fra basis lige over forædlingsstedet. Den første sommer kommer der kun grønne blade på skuddene, men følgende sommer udvikles blomsterne. Denne udvikling må man tage hensyn til ved beskæringen og den øvrige pleje. Hvis man foretager beskæring af disse roser i april samtidig med den øvrige rosenbeskæring i haven, fjerner man simpelt hen blomsteranlæggene. De lange, toårige skud skal blot bindes ind til espalieret, og først efter afblomstringen foretages en beskæring, som består i nedskæring helt til basis af de afblomstrede skud. Nye skud herfra vil så erstatte dem og blomstre følgende sommer. Det er for resten samme metode, som man anvender ved beskæring af hindbær og ikke-rankende brombær.
Til denne gruppe hører følgende sorter: 'Excelsa' , mørkt purpurrød, værdital 102; 'Dorothy Perkins', lyst purpurrød, værdital 72; og 'Sanders White', hvid, værdital 56.
De vedføjede værdital er fremkommet ved prøvedyrkning af en lang række rosensorter på Statens forsøgsstation i Hornum. Tallet 100 er givet til en god gennemsnitsrose. Jo højere tal, jo bedre kvalitet er der tale om .både hvad angår blomstens form og farve, blomsterrigdom, modstandsdygtighed mod sygdomme og hårdførhed.
Klatreroser med træagtig vækst:
Disse roser har en mere permanent karakter end den førstnævnte gruppe. Planten kan stå mange år på samme vokseplads og breder sig efterhånden til et stadig større espalier-areal. Den har et kraftigt skelet af flerårige, træagtige grene eller stammer, hvis sideskud hvert år sørger for den ønskede blomstring. Fra basis dannes kun få nye skud til afløsning af de gamle træagtige, der efterhånden bliver bare, bladløse og mindre smukke. Med års mellemrum bør man søge at pirre disse sorter til nyvækst ved at nedskære enkelte af de ældste skud til basis eller til et punkt, hvor et kraftigt sideskud har udviklet sig. Den egentlige beskæring består blot i en tilbageskæring om foråret af de sideskud, der samme sommer skal blomstre. Skuddene skæres tilbage til omkring 10 cm fra deres basis.
Nogle af vore bedste og kraftigste klatreroser hører til denne gruppe, bl.a. 'American Pillar", purpurrød, værdital 69; 'C'lair Matin' , rosa, værdital 147; 'København', mørkrød. værdital 106; 'New Dawn', sart lysrosa, værd i tal 168; 'Pauls Scarlet Climber', skarlagenrød, værdital 84; 'Polstjarnan', rent hvid, værdital 149.
Klatrende sporter af lave roser:
I gartnersproget er en sport en spontant opstået varietet af en dyrket plante med en eller flere egenskaber, som afviger fra moderplanten. Af buketroser og te hybrider er der i tidens løb opstået en række rankende sporter, som foran deres sortsnavn får tilføjet 'Climbing', altså klatrende. Af disse typer kan følgende fremhæves: 'Climbing Allgold' , gul, værdital 12 'Climbing Ena Harkness, fløjlsrød, værdital 85; 'Climbing Kordes Sondermeldung' , purpurrød, værdital 69; og 'Climbing Schneewittchen', hvid, værdital 133.
Efter nyplantning af de klatrende sporter må man ikke foretage beskæring, da man ellers kan risikere, at planten »glemmer« sin erhvervede klatreevne og går tilbage til den oprindelige, lave vækstform. Følgende år foretages en tilbageskæring af forrige års afblomstrede skud til tredje knop fra basis. Klatresporterne er mere sarte end de fleste øvrige haveroser og kræver derfor en solrig og lun plads. De egner sig kun til espaliering op ad mure, ikke til et fritstående espalier.
Buskroser (parkroser) med rankende skud:
Mange busk- eller parkroser har så kraftige skud, at de kan anvendes til espalier og mure. De må regnes for den nemmeste type klatreroser, for de behøver ingen egentlig beskæring, kun en udtynding hvert eller hvert andet år, hvor man fjerner de ældste skud ved basis. Blandt de bedste sorter til dette formål er 'Cocktail', karminrød, hvid midte; 'Dortmund', karminrød, hvid midte; 'Maigold', bronzegul, fin duft; 'Wilhelm Hansmann', mørkerød, værdital 146.
Ved beskæring af klatreroser fjernes først alle syge plantedele, hvorefter planten udtyndes. Skuddene skæres tilbage for at få kraftige skud med mange blomster.
Vækstkrav: Alle klatreroser kræver rigelig sol og frisk luft. På indelukkede steder er de tilbøjelige til at få meldug. En sydmur er derfor sjældent en særlig god vokse plads til klatreroser. Jorden skal være dybmuldet og veldrænet.
Ved omhyggelig pleje kan klatreroser dække mange kvadratmeter murflade på få år. Her sorten 'New Dawn'.
Pleje: Selvom de fleste klatreroser kan vokse op og holde sig fast ved hjælp af de kraftige torne, bør man altid sørge for et solidt espalier af trælister eller galvaniserede tråde, fastgjort til hager i muren eller hegnet. Tilbinding af skuddene bør ske sommeren igennem, og beskæring bør udføres som beskrevet under de enkelte grupper. Vinterdækning er sjældent nødvendig.
Anvendelse: Klatreroser kan anvendes til beklædning af alle slags murflader, plankeværker og raftehegn. De trives bedst på øst- og vestvendte mure; men mange klarer sig forbavsende godt på en nordvæg, blot der ikke er for indelukket. På sydmuren vil de ofte få for megen varme og angribes af sygdomme. Til plantning op ad stolperne i en pergola, ved en carport eller op ad en træstamme er især de svagere typer velegnede. Klatreroser kan også anvendes til dækning af skråninger, hvor man ved nedkrogning af rankerne kan fordele disse ud over hele arealet. Fra de vandrette grene udvikles der kraftige, lodrette skud med et væld af blomster. Det er en nem måde at anlægge et rosenbed på, og man behøver blot en plante pr. m².