Varmhus i en botanisk have med frodige tropeplanter som papyrus (i forgrunden til venstre), kæmpe åkander (Victoria regia) i midten og paradisfugl (Strelitzia) i baggrunden til højre.
Et varmhus er et konstant opvarmet drivhus, som om vinteren holdes på en temperatur af 18-22°C og aldrig bliver koldere end 15°C. Som andre drivhuse opbygges varmhuset på et skelet af trykimprægneret træ eller af aluminium og forsynes med dobbelt glas eller særlig varmeisolerede, lysgennemtrængelige plader af akryl o.lign. Lysgennemgangen må ikke hindres væsentligt; man kan kompensere for forringelsen ved installation af kunstlys. Opvarmningen kan ske ved kul, olie, gas. eller el, og temperaturreguleringen kan ordnes automatisk med særlige ventilations- og skygningssystemer. Varmhuse anvendes især inden for handelsgartneriet til dyrkning og fremdrivning af tropiske eller subtropiske planter, der kræver høj varme og stor luftfugtighed.
Ixora er en tropeplante, der kræver høj luftfugtighed og derfor drives frem i varmhus.
Se også artiklerne Drivhus, Koldhus og Vinterhave.