Vand er en nødvendig faktor for alle planters livsfunktioner. I jordvandet er opløst de næringssalte, som planterne behøver at optage gennem rødderne til deres vækst, og vandet er med til at holde planterne saftspændte, så at åndingsprocesserne kan opretholdes. Den mængde vand, planterne er i stand til at optage fra jorden, er afhængig af flere forhold. Dels kan vandmængden være begrænset, dels kan jordvandet være mere eller mindre bundet til de enkelte jordpartikler. I sandede, lette jorder er det let tilgængeligt, mens ler- og humusholdige jorder binder vandet kraftigere, så at planterne får vanskeligere ved at optage det. Hvor store vandmængder planterne har brug for, afhænger tillige af de omgivende faktorer. Høj temperatur, høj lysintensitet og lav luftfugtighed kræver tilsvarende mere. Endelig har perioder med kraftig blæst betydning for vandoptagelsen. I naturen får planterne den nødvendige vandmængde gennem naturlig nedbør (se artiklen Nedbør); men under kulturforhold eIler i nedbørsfattige perioder kan det være nødvendigt at foretage kunstig vanding. Ved al vanding skal de ovennævnte faktorer iagttages nøje, og der skal altid grundvandes.
Se også artiklerne Nedbør, Nedsænkning, Regnmåler og Vandingsredskaber.
Regnvand er »blødt«, kalkfrit vand, som er det allerbedste til vanding af de fleste haveplanter og stueplanter. Det kan opsamles i tønder under husets nedløbsrør.
Vandingsredskaber
Det er af afgørende betydning ved udvælgelsen af vandingsredskaber at tage hensyn til det udbytte, man søger at opnå ved vandingen. Ligeledes er det vigtigt hele tiden at kunne fremskaffe den vandmængde, der er nødvendig til opnåelse af de bedst mulige vækstbetingelser.
Vandkande: Det simpleste vandingsredskab er en vandkande eller en tilsvarende beholder, der er nem at transportere. Af praktiske grunde indeholder den kun en begrænset mængde vand og anvendes derfor mest, hvor der er tale om vanding af en enkelt eller kun få planter. Vandkanden bør have en bruser med fine huller, så at vandet fordeles jævnt over bedene, uden at jorden skylles væk.
Vandslange: Slår denne form for vanding ikke til, kan der anvendes slangevanding, enten direkte eller ved udlægning af f.eks. plasticslanger med huller, der således kommer til at fungere som siveslanger. Det er spændende at vande med en haveslange, men fordelingen af vandet er ikke særlig god. Strålen kan være for hård for både planter og jord. Metoden er effektiv; men hullerne bliver ofte tilstoppet af kalkrester, og vandingen bliver derfor uregelmæssig. For at forebygge dette kan man med regelmæssige mellemrum gennemskylle slangen med en svag syreopløsning. der fjerner kalken; det skal ske på et sted, hvor syreopløsningen ikke kan komme til at skade planternes rødder. Af hensyn til vandingens kvalitet og slangens holdbarhed er det afgørende at vælge den bedst egnede slangetype. Før i tiden benyttedes oftest gummislanger men de havde stor tilbøjelighed til at knække, idet de er meget temperaturfølsomme; derved blev brugbarheden stærkt forringet og vandingseffekten nedsat. I dag forhandles og fremstilles de fleste slanger i plastic. De er nemme at transportere, og deres temperaturfølsomhed er ikke så udpræget. Imidlertid må man gøre sig klart, at de billigste typer plasticslanger næppe har større holdbarhed end de ældre gummislanger, hvorfor man nok skal undgå at bruge de billige til vedvarende vanding. Armerede plasticslanger er dyrere, men langt mere holdbare; de tåler temperaturudsving bedre og har ikke større tilbøjelighed til at knække.
En slangevogn til at holde styr på haveslangen er næsten uundværlig. Den er forsynet med hjul og kan flyttes rundt i haven.
Vandspreder: Vandspredere til havebrug findes i talrige variationer. Fælles for dem alle er den store dråbestørrelse ved vandafgivelsen, mens forskellene mellem dem ligger ·i deres dækningsområde, vandkapacitet pr. tidsenhed samt den måde, hvorpå vandet spredes. De inddeles ofte i to hovedtyper: rotationsspredere og rektangelspredere. Rotationsvandspredernes vandingsområde er cirkulært, hvorfor man ved flytning, hvis det er nødvendigt, må søge at begrænse deres overlapningsareal, henholdsvis uvandede areal, mest muligt. Rektangelsprederne er lettere at administrere arealmæssigt. Deres overlapningsområde kan reduceres til et minimum, og vandingen bliver dermed langt mere hensigtsmæssig. Men uanset hvilken spredertype man vælger, skal der ved al havevanding tages hensyn til dækningsområdets størrelse og sprederens kapacitet. Man må hellere vælge en spreder med et lille dækningsareal og flytte den, hvis det bliver nødvendigt, fremfor at vælge en kraftig spreder, der vander også uønskede områder.
En automatisk vandspreder fordeler vandet ligeligt over det ønskede område. Man kan let kontrollere, hvor mange millimeter »nedbør« den giver.
Firkantsvandere kan indstilles, så kun et ganske bestemt område bliver vandet.
Tågevander: Både ved anvendelse af slanger og vandspredere fordeles vandet dråbevis; men det kan have en uheldig indflydelse på jordstrukturen og i værste fald skylle jorden helt væk fra planterødderne, hvis terrænet er ujævnt. I stedet kan man benytte et tågevandingsanlæg, der består af lodrette opstandere, hvorpå der er monteret særlige dyser med meget fin vandforstøvning. Opstanderne er forbundet ved slanger, og systemet kan fås som flytbare eller stationære anlæg; ved de sidste kan slangerne nedgraves diskret i plantebedene. Ved tågevanding tilføres jorden normalt 10-15 mm vand pr. time, og nedsivningen er så fin, at jordskylning og skorpet jordoverflade helt kan undgås. Se også artiklerne Tågeformering og Tågesprøjtning.
Drypvander: Den bedste, men nok dyreste form for havevanding er et drypvandingssystem af tynde plasticslanger, hvori er indfældet specielle drypdyser. Slangerne lægges direkte på jorden mellem planterne, og man tilslutter slangen til en vandhane. Vandet drypper herefter gennem dyserne ganske langsomt ud på jorden, hvor det fordeler sig til alle sider og frembringer den nødvendige jordfugtighed. Jordoverfladen bliver således tilpas fugtig og porøs, og luftskiftet kan ske uhindret. Hver dyse afgiver ca. 1 liter vand pr. time, og ved udlægning med gennemsnitlig 2-3 dyser pr. m² giver anlægget, når det er i gang om natten, en naturlig, god vanding. Systemet har sin største fordel i tørre perioder, idet det er det mest vandbesparende; næsten alt det tilførte vand kommer planterne til gode, og fordampningstabet er forsvindende lille. Hvis vandingsvandet er meget kalkholdigt, kan dyserne tillukkes af aflejret kalk; i sådanne tilfælde må slanger og dyser renses med fortyndet syre, som kan opløse kalken. Denne rensning må naturligvis ikke ske i plantebedet; slangerne må samles sammen og behandles andetsteds. Efter syrebehandlingen gennemskylles slangerne omhyggeligt med rent vand.
Vandkanon: Industrielt har større vandingsredskaber stor økonomisk betydning, ikke blot i erhvervsgartnerier, men i stigende grad også for landbrugets markafgrøder. Der opstilles regn- eller vandkanon er, hvis vandkapacitet langt overstiger alle former for havevandere. De er dyre i anlæg og drift og har næppe nogen betydning for det private havebrug, måske undtagen netop ved deres enorme vandforbrug.