Befæstelser

Grusstier er ofte smukkere end flisegange, men mindre farbare i fugtige perioder. Hvor der er megen færdsel og børneleg, bør grusarealet udføres på et underlag af macadam eller stabilt grus.

Ved befæstelser eller belægninger i haven forstås en forstærkning af jordo­verfladen, så den tåler den nødvendige færdsel under skiftende vejrlig og på alle årstider. Græs er den mest udbred­te form for befæstelse i haver, men er især uden for den egentlige vækstsæson ikke særlig slidstærkt. Derfor kan der blive tale om at forstærke fladen yder­ligere. Befæstelserne giver en renere og mere tør overflade, så at man slæber miildre snavs med ind i stuerne. Befæstelser på gange og pladser har ofte med deres materialevirkning be­tydning for havens opdeling.

Murstensklinken er smuk sammen med andre naturmaterialer. Runde, løse natursten giver bedre fladevirkning end befæstelse; sådanne belægninger kaldes stenbede eller søstenbelægninger .

Befæstelsens etablering: I køkkenha­ven, hvor gangene kun skal holde en sommer over, er det nok at stampe jorden. Mere permanente jordgange kan forstærkes med fx perlesten. I det øverste jordlag opblandes efter­hånden sten og jord, og man tilfører mere stenmateriale; efter et par behandlinger har man en udmærket ha­vegang. Efter en frostperiode kan havegangen imidlertid være optøet i over­fladen og stadig væk frossen i bun­den, og så træder man gangen op, dvs. ælter den til pløre, hvis man går på den. Udskifter man imidlertid de øver­ste 10-15 cm jord på havegangen med groft grus, som ikke holder på vandet, og skråner jordlaget under gruset, så vandet løber ud til siderne, får man ikke længere opblødning af de øverste lag, og havegangen vil være farbar for lettere færdsel året rundt. Når gruslaget bliver tørt, bliver det imidlertid løst og tungt at gå i, så i godt sommervejr kommer man til at savne den gamle perlestensforstærkede jordgang. Grus­laget kan man gøre fastere ved at iblande sten, helst skarpkantede skær­ver, eller man kan afdække det omtalte 15 cm grus-stenlag med belægningsen­heder i form af træskiver, naturstensfli­ser, granitbrosten, murstensklinker el­ler betonfliser. Grusgangen er en åben befæstelse, der tillader regnvandet at trænge ned. Jo mere ensartet og jævn belægningen bliver og jo mindre fuge­arealet er, jo stærkere formindskes muligheden for overfladevandets ned­sivning. Det skal da afvandes til brøn­de. Havegangen har nu en helt anden karakter end den venlige og uhøjtideli­ge grusgang.

Betonfliser er skarpe og præcise i formen, slidstærke, men mangler naturmaterialets varme virkning. Her vises to anvendelser.

Brugskrav til befæstelser: Som have­gang i den større have med store gamle træer kan den grusarmerede jordsti passe bedst til stemningen; men er der tale om gangvejen til hoveddøren fx, må man kunne feje og snerydde for at gå tørskoet og komfortabelt, også med stok. Ved indkørslen til en carport bliver der tale om yderligere krav til belægningen, og allerværst er det, hvis oliebilen skal ind i haven for at nå påfyldningsstudsen. Udover at den lodrette belastning, trykket, bliver større, når der skal køres på belægnin­gen, opstår der også en vandret påvirk­ning, når hjulene under igangsætning eller nedbremsning griber fat i belæg­ningsoverfladen. Belægningens styrke mod tryk er afhængig af dens samlede tykkelse, afvandingsevne og dens evne til at fordele (formidle) trykket til et stadig større areal ned gennem under­laget, så at trykket pr. arealenhed er lille, når det når selve jorden. Den udgravning, man laver til den samlede belægning, kaldes vejkassen, og den skal have sidehældning eller oprun­ding, så at nedsivende eller indtræn­gende vand kan ledes bort, eventuelt gennem dræn til brønde. Vejkassen må altid graves så dyb, at al muldjord fjernes ned til råjorden; dels holder mulden på vandet, dels omsættes den og svinder i rumfang. Belægningens modstandsdygtighed over for de vand­rette kræfter afhænger af belægnings­enhedernes tyngde og af den støtte, de kan give hinanden gennem lægning i forbandt eller i mønster, så at der ikke er gennemgående fuger parallelt med den normale kraftpåvirkning. Der fin­des en del særlige belægningssten, som er udformet, så de støtter eller snarere låser hinanden i et stort mønster; de tåler sidekræfter i alle retninger.

Perlesten og grusoverflader: Der er nogle steder, hvor de åbne belægninger er tilstrækkelige eller af miljøhen­syn de eneste antagelige. Udføres der en god bund af sten, som tromles og udfyldes med grus til en egentlig maca­dam, kan en perlestensbelægning bru­ges til siddepladser, gangstier og par­kering. Da stenene er runde, ruller de dog og flyttes let af bilhjul. Mere stabile end perlesten er småskærver, dvs. knuste, skarpkantede sten, der kiler hinanden fast. Både skærver og perlesten kan med asfaltemulsion klæbes fast til macadamlaget og giver en meget smuk belægning, som er så vandtæt, at overfladen må have hæld­ning for at undgå vandsamlinger; det kan blive nødvendigt med brønde. Me­kanisk stabilt grus ses meget ofte som eneste materiale på gårdspladser og parkeringspladser. Det er egentlig be­regnet til underlag for asfaltbelægnin­ger og er blandet således, at det under komprimering forkiler sig til et fast og vandtæt lag. Det er grimt og uhensigts­mæssigt som overfladelag. Ved anven­delse af stabilt grus op til store træer standses tilførsel af vand og luft til disses rødder.

Granit klæder både grønne planter, brønddæksler og husets betonsokkel og trappetrin. Portugisisk granit er lidt bleg og får mere karakter, når den lægges i mønster. Den er ujævn; på den overdækkede terrasse giver et trægulv et mere bekvemt underlag for møbler.

Detalje af befæstelsen.

Granit: Brosten og chaussesten af gra­nit var tidligere de almindeligste vej­og gadebelægninger. De er meget smukke til både nyt og gammelt og meget slidstærke, og da de aldrig er helt fuldkantede, kan de nemt tilpasses ved brønde og trappetrin m.m. Portu­gisisk granit er ikke så smuk i farvespil­let som den skandinaviske, men den er billigere og har naturstenens stofvirk­ning.

Sandsten og kalksten: Nexøsandsten og Ølandssten var især tidligere meget anvendt, men mest som brudfliser eller trædesten, idet de er ujævne i overfla­den og uregulære i formen. Det er smukke materialer, som dog ikke bør blandes med andre materialer.

Murstensklinker: Hårdtbrændte mur­stensklinker er et dejligt materiale med farve- og overfladevirkning næsten som almindelige mursten. Desuden fremstilles nogle klinker specielt til havebelægning. Klinker kan lægges på kant, men man bør ikke blande de to metoder, da de vil arbejde forskelligt op og ned med frosten. Klinker kan lægges i mange smukke mønstre; er bundlaget i orden, er de kørefaste. De er lidt skæve og må lægges med ret store fuger; med deres lille vægt påvir­kes de derfor let af vandrette kræfter fra biler eller fra frost i fugematerialet.

Betonfliser: Her findes et stort udvalg i størrelser, former og efterhånden også i farver og overfladevirkninger. Da de større betonvarefabrikker har hver deres sortimenter og da der hele tiden fremkommer nye »bestsellere«, er det bedst i en aktuel situation at søge at skaffe sig kataloger eller besøge fabrik­kernes udstillinger. Almindelige grå betonfliser kan friskes op ved vekslen mellem lysegrå og koksgrå nuancer. Betonfliser kan også fremstilles i farver og overfladestruktur, så at de får en stofvirkning, der nærmer sig murstens­klinkens. En spændende virkning har betonfliser med overflade af frivaskede småskærver eller runde småsten, de såkaldte vaskefliser.

Befæstelser med runde skiver af træstammer er meget dekorative, men kan give problemer på siddepladsen, hvor stole- og bordben synker ned i fugerne.

Træ: Skiver af træstammer og kassere­de jernbanesveller har længe været anvendt som belægninger. De runde skiver giver imidlertid let nogle meget store fuger. Træskiverne revner diago­nalt og arbejder, da der er forskellig fugtighed på over- og undersiden. Svellerne er blevet vanskelige og dyre at skaffe i en rimelig kvalitet, så det er klart, at det trykimprægnerede træ i stedet har vundet betydeligt indpas i haverne. Det er nemt at arbejde med og kan udføres som et udendørs gulv af brædder på strøer, men der findes også færdige bræddeflager, »træfliser«, i handelen.

Græsarmering: Ved græsarmering for­stås et græsareal, der er forstærket (armeret) med store fliser eller træ, så græsset bedre tåler stærkt slid. For græsarmering gælder det, at græsset skal kunne gro i belægningen og syns­mæssigt præge denne så meget, at den ikke skiller sig væsentligt ud fra det ubefæstede græs. Tidligere anvendtes oftest brosten eller chaussesten med stor græsfuge, men der findes nu be­tonstøbte blokke med huller eller »fal­ske« fugebredder. Disse græsarme­ringssten kan danne meget stabile be­lægninger og anvendes ofte, hvor der på større græsarealer lejlighedsvis fin­der kørsel sted. De kan være ganske smukke i moderne havemiljøer, men er ofte ubehagelige at gå på og vanske­lige at stille havemøbler på.