Gaillardia-arterne er vildtvoksende i Nordamerika; der findes såvel enårige som flerårige, alle med enlige kurve på lange skafter. Kurvblomsterne er omgivet af 2-3 rækker svøbblade, der ved basis er læderagtige og ved frugtmodning tit bagudbøjede. Randblomsterne er oftest golde med gul eller rødbrun farve, mens skiveblomsterne udvikler frugter og er purpurfarvede. Frugterne er rundagtige og med uldhår.
Den enårige kokarde (Gaillardia pulchella) lyser godt op i blomsterbedet.
Der findes både en- og flerårige arter af kokarde (Gaillardia); de oftest dyrkede er hybrider, der sælges under navnet Gaillardia picta.
Vækstkrav: Planterne fordrer en ret let jord og bør aldrig plantes i tung lerjord; de skal vokse i fuld sol.
Pleje: Den flerårige plante kan formeres ved rodstiklinger, der tages om foråret. Formeres den ved frø, sås dette i maj-juni i koldhus, og småplanterne udplantes i bede på friland, hvor de overvintrer for derefter det følgende forår at udplantes på blivestedet. Sommerblomsterne, de enårige, formeres ved frø, der sås i hus i begyndelsen af april. De små planter udplantes i maj med 25-30 cm's afstand.
Anvendelse: Kokarde er en dekorativ plante med mange strålende farver på kurvblomsten. Den egner sig til udplantning i rabatter og er en god afskæringsblomst.
Arter og sorter:
Gaillardia aristata er en 60 cm høj staude med hårede, lancetformede, ret dybt indskårne blade. Randkronerne er helt gule eller med purpur basis. Blomstrer juli-august.
Gaillardia pulchella er 20-60 cm høj, enårig og har forgreninger næsten helt fra basis af stænglen. Bladene er linjelancetformede, udelte og helrandede og uden stilk. Randkronerne er i øverste halvdel gule, i nederste rødbrune, mens skivekronerne først er orangegule og senere sortbrune.
Begge arter dyrkes i haver, men det er især hybrider, der er fremkommet efter krydsning mellem dem, der dyrkes, bl.a. p.gr. af kurvblomsternes strålende farver. Hybriderne sælges oftest under navnet Gaillardia picta, og der findes såvel enkelt- som fyldtblomstrede sorter. 'Lorenziana' er fyldtblomstret og bliver ca. 60 cm høj.
Kokardeblomst; sorten 'Lorenziana' har fyldte blomster.