Mange tropiske orkidéer trives kun i et varmt drivhus eller i et særligt indrettet blomstervindue, men egner sig slet ikke til vindueskarmen i en almindelig stue.
Sagnet fortæller, at Jorden efter Syndfloden kun besad grønne, brune og blå farver, mens blot regnbuen på himlen lyste med alle de skønneste farver. Fra hele himmelrummet blev englene tiltrukket af det smukke syn. De kom flyvende i store skarer og satte sig på regnbuen, som til sidst ikke kunne bære flere, men splintredes i millioner af farvestrålende småstykker, som dalede ned på jorden, hvor de blev opfanget af træer, buske og urter, som forvandledes til tusinder af forskellige farvestrålende orkidéer.
Alle orkidédyrkere vil genkende sagnets regnbuefarver i de vilde og dyrkede orkidéer. De fleste orkidéer er hjemmehørende i de tropiske regnskove, især i Sydamerika og Asien; men også i andre dele af verden vokser orkidéer vildt i naturen, i Danmark alene ca. 30 arter, hvoraf de fleste dog er meget sjældne; de almindeligste danske orkidéer kaldes gøgeurter.
Plantetyper: Efter vækstformen inddeles orkidéer oftest i to typer: monopodiaie og sympodiale planter. De monopodiale orkidéer har en enkelt, ugrenet stængel, der uhindret vokser opad. Stænglen dækkes helt af bladene, som omgiver den på begge sider. Neden for bladene udvikles kødfulde rødder, og i bladhjørnerne udvikles blomsterstængler, som det ses hos slægterne Vanda, Vanilla og Phalaenopsis.
De sympodiale planter har en i reglen overjordisk rodstok, hvis skudspids omdannes til en pseudobulbe, dvs. en næringsholdig »falsk knold«. I den nederste ende af rodstokken dør planten efterhånden bort. Blomsterstænglen er forgrenet og udvikles fra grunden eller toppen af pseudobulben.
Paphiopedilum specerianum trives kun i varmhus. Blomster i november-december.
Paphiopedilum sukhakulii er en varmhusplante, som blomstrer hele vinterhalvåret.
Blomster: Orkidéblomsterne har som regel 6 kronblade, som sidder 3 sammen i en ydre kreds og 3 i en indre kreds. Af de inderste er det ene kronblad i reglen større, smukkere og anderledes farvet end de andre. Dette kronblad kaldes læben (labellum). Hos visse orkidétyper som fruesko og venussko er to af kronbladene vokset sammen, hvorfor disse arter tilsyneladende kun har 5 og ikke 6 kronblade. Blomsten har en tydelig frugtknude i midten; men det er svært at finde støvdragerne. De sidder på frugtknuden eller ved siden af denne. I gruppen Cypripediaceae, f.eks. venussko, findes der 2 støvknapper, mens der hos den anden gruppe, Orchidaceae, de fleste øvrige orkidéer, kun findes en enkelt støvknap. Hos den førstnævnte gruppe er blomsterstøvet (pollen) klæbrigt, men ikke sammenhængende; hos den anden gruppe er støvet sammenhængende og danner tætte klumper, såkaldte pollinier.
Bestøvning: I naturen udføres bestøvningen af orkidéblomsterne af insekter, især sommerfugle, samt fugle, især kolibrier; for enkelte arters vedkommende er der tale om selvbestøvning. I drivhuse bestøver man blomsterne kunstigt ved hjælp af en blød pensel. Det tager 12-14 måneder, før frøene er modne; men enkelte arter har dog en hurtigere modningsproces. Hos andre planteslægter bestøver man planterne for at få en frøproduktion til salg og fremstilling af nye planter; men for orkidéernes vedkommende bestøve r man først og fremmest for at udvikle nye hybrider og sorter. Til dette formål anvendes udvalgte planter, som besidder særlige egenskaber som smukke farvekombinationer, blomstring i en ung alder eller særlig holdbare blomster. Hver orkidédyrker udvælger selv sine moderplanter, der anvendes til krydsbestøvninger. For at holde sig underrettet om, hvad orkidéavlere rundt om i verden har frembragt, er der oprettet et internationalt kontor, hvortil alle nye krydsninger skal meddeles. Her udarbejdes lister over avlere og de frembragte krydsninger; denne fortegnelse kaldes »Sanderlisten« og udgives af The Royal Horticultural Society i London. Der er hidtil registreret over 25.000 krydsninger, og af disse er de to tredjedele sterile og danner således ikke modent frø.
Odontoglossum bictoniense er en af de arter, som kan lykkes i en stue eller vinterhave. Den blomstrer september-april, og blomsterstænglen er 40-100 cm lang. Blomsten er 3,5 cm i gennemsnit.
Frø: De udviklede frø er bitte små og fine som støvpartikler. En enkelt orkidé kan danne i tusindvis, somme tider i titusindvis af frø, der er så lette, at de nemt blæser bort. Frøene har ingen reservenæring til brug efter spiringen, i modsætning til f.eks. kornarternes frø, hvis spirer lever af den medbragte reservenæring.
Vækstkrav: Efter orkidéernes levevis i naturen kan man groft inddele dem i to grupper, jordorkidéer og træorkidéer. Jordorkidéerne har et vel forgrenet rodnet, en roset af grønne blade og en opret blomsterstængel med en eller flere blomster. Venussko er en typisk jordorkidé. Den trives udmærket i en lerpotte med let og porøs jord. Hos blomsterhandleren kan man købe såkaldt orkidéjord. der består af visne rødder af osmundabregner, af tørvestrøelse og af bladjord. Planterne bryder sig ikke om kalkholdigt vandværksvand, men skal helst vandes med blødt regnvand eller kogt vand. Disse orkidéer trives året rundt i vindueskarmen; men en enkelt måned hvert år skal de have særbehandling. I 4-5 uger om efteråret skal de stå køligt (12-14°C); ellers vil de ikke udvikle blomsterknopper. Blomstringen finder sted 6 måneder efter denne kølige periode, altså i det tidlige forår.
Træorkidéerne hører hjemme i de tropiske regnskove, hvor de vokser oppe på træerne. Bladene er tykke og glinsende, og rødderne eller rhizornerne (rodknoldene) er lange, tynde og hvide og lægger sig op ad træets bark eller kryber ind i huller i bark og grene, hvor de opsuger vand fra luften.
Derimod suger orkidérødderne ikke næring fra det træ, som orkidéen vokser på. Reservenæring og vand opbevares i pæreformede knolde eller pseudobulber, der sidder ved grunden af stænglerne i fortsættelse af rødderne. Husk, at pseudobulberne altid skal følge med ved omplantning af orkidéerne!
Phalaenopsis 'Valle High'.
Ved dyrkning af træorkidéer må man søge at efterligne de naturlige vækstforhold. Planterne skal ikke dyrkes i almindelige urtepotter, men i specielle dyrkningsbeholdere, som giver adgang for luft og vand til rødderne, men samtidig har et effektivt dræn, da rødder og knolde ikke tåler stående vand. En tremmekasse fremstillet af tynde lister på 1 x 1 cm i tværsnit sømmes sammen med 1 cm brede åbninger mellem listerne. Kassen fores med fugtigt hvidmos, så jorden ikke drysser ud, og indenfor anbringes jordblandingen af bregnerødder, tørvestrøelse, korkstumper og barkstykker. En ståltrådskurv er lige så velegnet, men knap så dekorativ. En træklods eller et stykke bark er den simpleste form for rodfæste for en orkidé. Træklodsen bevikles med hvidmos og bregnerødder, som holdes fast med ståltråd eller nylontråd.
Orkidégartneren har specielle jordblandinger til de forskellige arter; men stuegartneren kan klare sig med en jordblanding af 4 dele korksmuld, 2 dele trækul og 2 dele grov tørvestrøelse.
Vand, lys og luft: Orkidéer skal altid have det fugtigt omkring sig. Hyppige overbrusninger med kuldslået vand er nødvendige for deres trivsel. De skal have rigeligt lys, men helst ikke direkte sol; øst- og vestvendte vinduer er gode voksesteder. Blomstringen kan i øvrigt fremmes ved kunstig belysning med et par lysstofrør på 40 watt, ophængt 125 cm over planterne. Typer som Cattleya er mest lyskrævende, mens fruesko og venussko ikke behøver så meget lys. Varme: Orkideerne stiller vidt forskellige krav til temperaturen. Visse slægter som venussko, Dendrobium og Phalaenopsis trives bedst i almindelig stuetemperatur. Men selv inden for samme slægt kan der være uhyre stor forskel på varmekravene.
Cattleya veissenpachii.
Hvileperioder: Mange tropiske orkidéer med pseudobulber kræver en tørkeperiode for at blomstre; men hvis planten efter hvileperioden drives for hurtigt, bliver skududviklingen svag, og der kommer ingen blomster. Hvileperioden skal begynde, når blade og pseudobulber er fuldt udviklede og bladskederne bliver tørre, gullige og bastagtige. Når planten begynder at skyde nye skud, er hvileperioden ophørt, og så genoptages vandingen.
Kogning af dyrkningssubstrat.
Flasker med småplanter af Cymbidium.
Formering:
Orkidéer kan formeres ved frø eller ved deling af ældre planter. Frøformering kan ske efter to metoder, den symbiotiske og den asymbiotiske. Symbiose betyder samliv, i dette tilfælde samliv mellem en orkidé og en bestemt svamp, der lever på orkidéens rødder. Hvis svampen ikke er til stede ved frøets spiring, mislykkes spiringen. Man må derfor kunstigt tilføre denne svamp i så-mediet; men man er ved forsøg kommet frem til den asymbiotiske metode, hvor man erstatter svampehyferne med en 2% sukkerepløsning. I de store orkidégartnerier anvendes nu færdigfremstillede sterile næringssubstrater til såning og dyrkning af de små orkidéplanter.
Visse orkidétyper formeres ved deling af knoldene. Hos Dendrobium anvendes de unge planter, som udvikles oven på pseudobulberne, mens man hos Vanilla og Epidendrum skærer stykker af pseudobulberne og anbringer dem i fugtig spagnum. Gamle pseudobulber hos Thunia og blomsterstængler hos Phaius kan også anvendes som formeringsmateriale; men ved disse delinger risikerer man at overføre sygdomme fra den gamle plante. Det undgår man ved frøformering i det sterile substrat.
Plantning:
Nogle orkidéer skal omplantes hvert år, fordi jorden eller voksemediet i plante beholderen er klasket helt sammen, så at der ikke kommer luft til rødderne. Kun hvis komposten (jordblandingen) stadig er let og porøs, behøver man ikke at plante om. Den bedste plantetid er marts, når der er ved at komme nyt liv i planterne. Før plantningen fores plantebeholderen med hvidmos, og der lægges et dræn af trækul i bunden af beholderen. Derefter fyldes den godt gennemfugtede kompost i beholderen, og planten trykkes godt fast i komposten. Orkidéer med knold skal have denne lige over jordoverfladen; hvis den dækkes med jord, vil den rådne. Indtil planten rigtig har fået rod, må der ikke vandes for meget; det er bedre at overbruse plantens top en eller to gange om dagen.
I et varmt drivhus eller en vinterhave kan man have held med mange af de spændende orkidé-arter i alle regnbuens farver, både storblomstrede og småblomstrede.
Anvendelse:
De nemme stueorkidéer kan dyrkes i et øst-, vest- eller til nød et nordvindue. De mere krævende kan anbringes i et såkaldt blomstervindue, hvor man har opsat et ekstra stykke glas mellem vindueskarm og stue, så at man får en slags miniaturedrivhus, hvor luftfugtigheden kan blive optimal og hvor man kan supplere dagslyset med kunstlys fra lysstofrør eller groluxlamper. Drivhuse med opvarmningsmuligheder egner sig til dyrkning af de fleste tropiske orkidéer, og mange amatører bygger særlige orkidédrivhuse. Særligt interesserede orkidédyrkere samles i Dansk Orchide Klub, der giver medlemmerne gode råd, foretager indkøb af orkidéer fra udlandet og sørger for, at medlemmerne kan bytte planter indbyrdes.
Orkidéer til stuekultur:
Venussko (Paphiopedilum) er den mest taknemmelige orkidé til stuekultur. Den er en jordorkidé. hvis blomster holder 2-3 måneder på planten. Den skal have en temperatur på 18°C og vandes med regnvand. Husk hvileperioden i september for at fremme blomstringen i det tidlige forår.
Ascocenda har ikke noget dansk navn. Den blomstrer uafbrudt året rundt og dyrkes bedst i kurve eller tremmekasser. Jordklumpen må aldrig tørre helt ud.
Dendrobium dyrkes ligeledes i trækasser eller i små urtepotter, hvor de nederste to tredjedele er fyldt med potteskår som dræn. Den trives godt i stueluft. Den blomstrer vinter og forår og skal inden da have en hvileperiode uden næringstilførsel og med ringe fugtighed i jord og luft.
Phalaenopsis har lange ranker med 20- 30 blomster på hver. Den skal overbruses hver dag, men har gode muligheder i stue og vinterhave.
Sophronitis skal dyrkes på et" stykke bark eller kork, ophængt i vinduet. Den får en mængde røde blomster, som hver holder ca. 3 uger.
De forskellige orkidéslægter er omtalt i særlige artikler under deres danske eller botaniske navn med oplysninger om deres specielle dyrkningskrav.