Moderplanter er specielt udvalgte planter, hvis gode egenskaber man ønsker at føre videre i afkommet, hvad enten man benytter sig af frøformering eller af vegetativ formering (stiklinger, aflæggere, podninger eller okulanter). I planteskoler og gartnerier udvælges moderplanterne efter deres vækstkraft, blomsterdannelse, bladmasse, stængelstivhed, samt blomster kvalitet, frugtkvalitet, frugtbarhed og ensartet modning. Det er vigtigt for erhvervsgartnerne at afmærke og bevare moderplanterne og ikke kun tage formeringsmateriale af de tiloversblevne planter ved salgssæsonens slutning.
Oprindelig gode moderplanter behøver ikke nødvendigvis bevare standarden i flere år. Derfor skal bestanden af moderplanter gennemgås og bedømmes, og dårlige eksemplarer skal udskiftes med nye.
Fællesudvalget for fremavl og sundhedskontrol med havebrugsplanter udfører udvælgelsesarbejde og giver godkendelse til salg og eksport.